Løgnen er magtens væsen

Sidst amerikanske Laura Poitras var i Venedig, vandt hun hovedprisen Guldløven for All the Beauty and the Bloodshed. Portrættet af fotografen Nan Goldin var samtidig en personlig skildring af opioidkrisens omkostninger. 

Nu er hun tilbage, uden for konkurrence, med Cover-Up, et biografisk dokumentarportræt, der ligger i tråd med hendes mest slagkraftige værker. 

Filmen handler om den legendariske graverjournalist Seymour ”Sy” Hersh, der optræder i filmen som en beleven, ældre herre, som i en alder af 88 endnu er alt for aktiv til at blive kaldt en gammel mand. 

Han vandt en Pulitzer-pris for sidst i 1960’erne at afdække My Lai-massakren i Vietnam. Senere efterforskede han Watergate-skandalen sideløbende med Woodward og Bernstein, afslørede amerikansk indblanding i statskuppet mod den chilenske præsident Allende i 1973, CIA-spionage mod amerikanske statsborgere og, langt senere, tortur af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet. 

De svære spørgsmål
Det var det sidstnævnte scoop, der for tyve år siden gav Laura Poitras idéen til Cover-Up. Hun var netop hjemvendt til USA efter at have optaget My Country, My Country, en dokumentar om konsekvenserne af krigen i Irak for den irakiske civilbefolkning. 

”På det tidspunkt var Sy den vigtigste person, der stillede kritiske spørgsmål til Bush-regeringens projekt,” forklarer Laura Poitras, da vi mødes til et gruppeinterview under filmfestivalen i Venedig. 

”De amerikanske nyhedsorganisationer spillede fallit ved ikke at stille de svære spørgsmål om, hvad vi lavede i Irak og Afghanistan, og hvordan terrorangrebet 11. september blev brugt til at retfærdiggøre en krig mod den muslimske verden.” 

Deres første møde endte i et afslag, da Hersh ikke mente, han ville kunne beskytte sine kilder under et dokumentarprojekt. Alligevel blev mødet afgørende for Laura Poitras, fordi det skærpede hendes interesse for journalistikkens vilkår. 

Mødet førte hende videre til den Oscar-vindende, dagsordensættende Citizenfour, der handler om Edward Snowdens læk af tusindvis af dokumenter om amerikansk masseovervågning og tilsidesættelsen af borgerrettigheder efter terrorangrebet 11. september. 

Siden fulgte hun op med Julian Assange-portrættet Risk, der skildrer WikiLeaks-stifteren i tiden efter voldtægtsanklagerne, som førte til hans eksil på den ecuadorianske ambassade. 

”Begge mænd repræsenterede en radikal transformation af journalistik,” fortæller Laura Poitras. 

”Men tanken om at lave en film om Sy Hersh forlod mig aldrig. Jeg var besat og blev ved at kontakte Sy med et par års mellemrum. Efter All the Beauty and the Bloodshed lykkedes det endelig.” 

Problemet er selvcensuren
Cover-Up skildrer Hersh’ karriere – fra han i starten af 1960’erne var politisk reporter til i dag, hvor han stadig modtager tips og skriver om tidens brændende emner. 

Han er en nyhedsmand med en naturlig mistro til autoriteter og en næse for, hvornår han bliver bundet en historie på ærmet.

Mens hans kolleger tog hærens udlægning af, hvad der skete i Vietnam, for gode varer, snakkede han sport med folk i militæret og vandt langsomt deres tillid. 

Han snusede sig frem til My Lai-massakren, hvor op mod 500 civile blev myrdet af amerikanske soldater, fordi en kammerat luftede sine frustrationer. Og han holdt ikke op med at grave, før han havde afdækket systemet bag. 

Hæren målte sin succes på antallet af dræbte og skelnede derfor ikke mellem civile og soldater. Så når regeringen havde brug for en succeshistorie, sendte hæren soldaterne på mordtogter mod mænd, kvinder, børn og babyer, som der stod på den berømte protestplakat. 

”Som Sy siger i filmen, er problemet selvcensur. Journalister tager pligtskyldigt noter til regeringernes pressekonferencer og tror, at det er journalistik. Men regeringer lyver. Det ligger i magtens væsen, at den lyver for at gemme ting af vejen,” forklarer Laura Poitras. 

Værste fejl
Selv de bedste graverjournalister kan tage fejl, og visse af Seymour Hersh’ afsløringer gennem en lang karriere er da også blevet mødt med skepsis. 

Et kapitel i hans bog om John F. Kennedy måtte trækkes tilbage i sidste øjeblik, da det viste sig at være baseret på forfalskede breve mellem præsidenten og Marilyn Monroe. 

Hans artikler frifandt den syriske Præsident Assad for at have brugt kemiske våben mod sin egen befolkning, inden han krøb til korset med et dementi. Senest hævdede Seymour Hersh, at den amerikanske efterretningstjeneste stod bag sabotagen af Nord Stream-rørledningen. 

I Cover-Up erkender han, at han til tider er blevet forledt, men forsvarer at basere hele historier på ét vidneudsagn – så længe han stoler på vidnet. 

”Hvis man har sine oplysninger fra blot en enkelt kilde, løber man en alvorlig risiko for, at de lyver. Det er derfor, jeg tog det med i filmen, for jeg ønsker også, at den skal være et værktøj for journalister,” forklarer Laura Poitras. 

”Men som en af de personer, jeg talte med i forbindelse med optagelserne, sagde: ’Hvad er forskellen på én kilde og ti kilder, hvis de alle bare taler regeringen efter munden?’” 

Folkemord på USA’s regning
En rød tråd gennem filmen er Hersh’ arbejde med at rapportere om krigen i Gaza. 

Vi hører ham tale i telefon med en hjemvendt læge, der fortæller om bevidste likvideringer af palæstinensiske børn og lover dokumentation i form af dusinvis af røntgenbilleder. 

”Mine film beskæftiger sig med, hvordan amerikansk magt bruges og misbruges rundt omkring i verden. De bomber, der falder på civile i dette folkemord, er købt for amerikanske penge,” forklarer Laura Poitras med reference til, at USA indirekte eller direkte har finansieret våbnene. 

”Situationen i Gaza er sammenbruddet af den menneskeretsstruktur, som blev etableret efter Anden Verdenskrig. Vi bør gøre alt, hvad der står i vores magt, for at stoppe udsultningen af befolkningen og standse folkemordet. For hvordan skal vi kunne forklare vores passivitet for den næste generation?” 

For Laura Poitras er det at sige magten imod en pligt, fordi det ene overgreb baner vejen for det næste. 

”Regeringer – særligt den amerikanske – bruger krisesituationer som en anledning til at udvide deres beføjelser. Det er, hvad der skete efter 11. september. Regeringen havde nogle planer liggende i skrivebordsskuffen, og nu bød lejligheden sig til at sætte dem i værk.” 

”Jeg føler, at det er, hvad vi ser i Gaza. Israel følger en plan, de længe har ønsket at udføre.” 

Færre gatekeepers
Laura Poitras ser med bekymring på tilbagegangen inden for faktabaseret graverjournalistik. 

”Opsøgende journalistik kræver mange ressourcer og tid, og der er færre og færre nyhedsorganisationer, der har råd til det. Det er billigere at bringe en kronik,” siger hun. 

Men hun godtager ikke påstanden om, at dybdegående journalistik har ringere kår i dag end tidligere. 

”Hvis vi går tilbage til de forfærdelige år under Irak-krigen, slugte journalister regeringens løgne råt, og det samme skete under Vietnam-krigen. Takket være ny teknologi får vi i dag utrolig journalistik fra civiljournalister. Det er godt, at vi ikke har så mange gatekeepers.”

Hun har selv forsøgt at efterleve Seymour Hersh’ eksempel gennem sin karriere. 

”Jeg laver film om uromagere og om, hvordan enkeltpersoner kan få enorm indflydelse på globale magtstrukturer ved at afdække information. For information er magt.” 

”Befolkningen har brug for at vide, hvad deres regeringer foretager sig, men desværre oplever vi det modsatte: Regeringer bliver mere og mere hemmelighedsomgærdede, og befolkningen ved mindre og mindre.” 

Hvis demokratiet skal fungere, er befolkningen nødt til at have indsigt i, hvad magthaverne foretager sig. Selv når de forsøger at tysse sandheden ned. 

”Sy er gået alle amerikanske præsidenter på nerverne. Det er godt, at de ved, vi holder øje med dem.”