Dokumentar vinder overraskende Guldløven

Den havde jeg ikke set komme! 

Dette års Guldløve går til Laura Poitras’ dokumentarfilm All the Beauty and the Bloodshed, der følger den amerikanske fotograf Nan Goldin og hendes aktivisme som tidligere opioidafhængig mod de hovedrige medicinproducenter i Sackler-familien.

Ved at give læger bonusser for at udskrive smertestillende, opiumbaserede stoffer som Valium og Oxycontin har familien tjent milliarder, mens hundrede tusinder er døde af at tage overdosis af de stærkt vanefremkaldende stoffer.

Den var et sjældent dokumentarisk indslag i hovedkonkurrencen og et uventet valg, for selv om filmen har fået rosende anmeldelser, har den ikke just været manges favorit til en hovedpris. 

Instruktør Laura Poitras, der er bedst kendt for Edward Snowden-portrættet Citizenfour, starter sin takketale med at rose festivalen for at anerkende dokumentarfilm som filmværker på lige fod med fiktion. 

All the Beauty and the Bloodshed finder en parallel til den igangværende opioidkrise i USA ved at dykke ned i Nan Goldins liv i New Yorks undergrundsmiljø under aids-epidemien i 1980’erne. 

”Nan dykker ned i sin sjæls afgrund og finder ting, som de fleste af os ikke tør dele med omverdenen,” siger den bevægede instruktør. 

Hun nævner også en anden prisvinder i sin tale, nemlig Jafar Panahis gribende drama No Bears, der bliver belønnet med Juryens Specialpris. 

Instruktøren kunne ikke selv tage imod prisen, da han i juli blev idømt seks års fængsel af det præstestyre, han kritiserer i sine film. 

”Man kan ikke se den film uden at tænke på, at Jafar Panahi lige nu sidder i fængsel. Så lad os gøre alt vi kan for fængslede journalister verden over!” lyder det fra Laura Poitras. 

Drab på spædbarn
Festivalens næstfineste pris, Sølvløven, bliver tildelt franske Alice Diops moderdrabsdrama Saint Omer, der tidligere på aftenen også blev belønnet med prisen for bedste debutfilm. 

Filmen handler om en ung forfatter, der overværer en mordsag mod en senegalesisk indvandrer. Kvinden dræbte sit spædbarn ved at efterlade det på en strand ved højvande. Det er en fødselsdepression i yderste konsekvens, og filmen har fået flotte ord med på vejen i udlandet, selv om jeg ikke var begejstret. 

Det var jeg til gengæld for The Banshees of Inisherin, der indbringer Colin Farrell prisen for bedste mandlige hovedrolle. 

I filmen spiller han en hverdagsenfoldig bonde på en lille irsk ø i 1923. Han kastes ud i en eksistentiel krise, da hans bedste ven Colm ikke længere gider hænge ud med ham. 

Bedstevennen spilles af Brendan Gleeson, som Colin Farrell roser i sin takketale, mens han holder en bananklase som erstatning for prisen. 

Han lovpriser også Martin McDonaghs manuskript: ”Den handler om alle de ting, der berører os hver dag: Vores behov for at føle kærlighed, venskab, vores dødsfrygt og behov for at efterlade os noget, når vi forlader denne verden.” 

Jurypræsidenten, skuespilleren Julianne Moore, må være rørende enig, for kort efter bliver den irske instruktør kaldt op til podiet for fuldt fortjent at tage imod prisen for bedste manuskript. 

Kurs mod Oscar
Cate Blanchett har været filmens storfavorit til Coppa Volpi-prisen for bedste skuespiller, siden Todd Fields Tár havde premiere på festivalens første dag. 

Alligevel virker hun benovet, da hun tager imod prisen. ”Jeg kommer til at drikke rigtig rødvin ud af den her senere,” griner hun og skynder sig at tilføje: ”Det er ikke en joke!” 

I filmen spiller hun en feteret, klassisk dirigent og komponist, der kommer ud i en shitstorm, da hendes krænkeradfærd som chefdirigent for filharmonien i Berlin kommer for en dag. 

Det er en strengt kontrolleret præstation, der afsløres i sprækker, og med aftenens pris sætter Cate Blanchett kurs mod sin tredje Oscar. 

Årets unge stjerneskud bliver Taylor Russell, der får Marcello Mastroianni-prisen for bedste unge skuespiller takket være sin rolle som en kannibalistisk syttenårig i Bones and All. 

Hun takker bevæget filmens instruktør Luca Guadagnino, der selv modtager prisen for bedste instruktør. 

Dermed er der intet stjernestøv til min personlige favorit, Andrew Dominiks Blonde. Filmen har delt vandene mellem mandlige anmeldere, der hylder dens bragende originale filmsprog, og kvindelige, der kritiserer den som et lidende kvindemartyrium. 

Kontroversielle film kan have svært ved at finde nåde hos en konsensussøgende jury. Efter i en årrække at have åbnet sig mod et større publikum sender Julianne Moores jury med sit Guldløvevalg festivalen tilbage i retning af den store, smalle filmkunst.