Interview
21. sep. 2019 | 17:32

Mørket i den nordjyske landsbytosse

Foto | Lis Dyre
Charter McCloskey (tv.) spiller hovedrollen i Helved, som er baseret på det hårde landsbymiljø i Thy, han og instruktøren Lars T. Therkildsen kommer fra.

”Det duer jo ikke, at du gennemtæsker købmanden, selv om han har bollet din kone.” De to skabere af tv-serien Helved holder altid med taberne i deres dystre Thy-univers.

Af Frederik Hoff

”Vi mistede begge to en forælder, da vi var forholdsvis unge. Det har gjort, at der ikke er nogen grænse for, hvad vi kan gøre grin med, når vi er sammen. Jo voldsommere, jo bedre,” siger skuespilleren Charter McCloskey grinende.

Sammen med instruktøren Lars T. Therkildsen står han bag serien Helved, der kan ses på Amazon Prime.

De mødte hinanden som helt små i landsbyen Østerild i Thy og fandt sammen om en mørk humor. De lavede balstyriske vanvidssketches, der mundede ud i sketch-serierne Turbomodul og Jacob Ditzel, som er blevet vist på TV 2 Zulu og Play.

”Humor er næsten ligesom kærlighed. Når du finder én, der bare forstår dig, så skaber det et bånd,” forklarer McCloskey, som spiller hovedrollen i den nye serie.

Bor i samme landsby
Fra starten har duoen formet deres karakterer efter personer og replikker, de har set eller hørt i hjembyen.

Nu har de skiftet sketchformatet ud med en historie, der udfoldes over seks afsnit à tyve minutter hver og får disse ord med på vejen af Ekkos anmelder.

I Helved har skuespilleraspiranten Albert (McCloskey) forsøgt at lægge sit jyske ophav bag sig, men han bliver fanget i en rædsom familiefest, der bogstavelig talt kører i ring a la klassikeren Groundhog Day.

”Alle vores karakterer bor på en eller anden måde i samme landsby. Mange af dem gemmer på et mørke eller noget tragisk. Det skal altid være med, men nu har vi tid til at vise det grundigt og raffineret i stedet for at skulle fortælle en karakters historie på to minutter.”

”Det har været ambitionen denne gang at lave noget, der er mere fortællende, men som stadig er båret af vores humor. Vi ville egentlig bare se, om det kunne lade sig gøre,” siger Lars T. Therkildsen, som har skrevet og instrueret serien. 

Det værst tænkelige
Da McCloskey og Therkildsen i sin tid begyndte at arbejde på Turbomodul, var det med noget færre ressourcer, end det er tilfældet under Amazon Primes velhavende vinger.

”Jeg havde et atelier ude i Hasselager, hvor jeg gik og malede på nogle kæmpe malerier. Vi havde ikke set hinanden i lang tid, men da Lars blev færdig med sin uddannelse, ringede han og spurgte, om han ikke måtte komme og filme mig engang imellem,” fortæller Charter McCloskey. 

Efter nogle våde aftener kom de til at tale om den meget specielle humor, som de deler. De besluttede sig for at skabe sketches og historier med det fælles udgangspunkt. 

”Vi har jo oplevet noget af det værste, der kan ske for et barn: at miste en forælder. Jeg tror, at det er derfor, mørket lurer i humoren,” siger Lars T. Therkildsen, mens hans makker supplerer: 

”Når man tidligt i livet har forstået, at man skal dø, så danser man ikke så meget om den varme grød. Så siger man tingene, som de er.” 

Sparker aldrig nedad
Det helvede, som Albert er fanget i, kan makkerparret godt genkende.

”Vi er begge fascinerede af det helvedesagtige. Mørket i Turbomodul fører vi videre i det at være fanget et sted, hvor tingene kører i ring. Vi går efter mørket, fordi der både ligger en desperation og en humor i det,” forklarer instruktøren.

Der er også et andet træk, som går igen i parrets oeuvre, nemlig det lokale islæt. Samtlige karakterer er umiskendeligt thyboer.

”Megen dansk komik gør grin med jyder på en måde, som vi slet ikke kan genkende. Københavnere står ude på en mark i overalls og ryger pibe, imens de taler dårligt jysk. Det undrer os, for vi ville aldrig kunne skrive om Næstved eller Bornholm,” siger Lars T. Therkildsen.

Charter McCloskey nikker.

”Vi repræsenterer nok især livet i en landsby, hvor der er omkring 500 indbyggere. Folk bor side om side og skal leve med, hvad hinanden har gjort. Det bestemmer omgangsmåden. Det duer jo ikke, at du gennemtæsker købmanden, selv om han har bollet din kone. For du skal stadig op og købe toiletpapir af ham,” siger han og tilføjer:

”Folk på landet er ikke bare dårlige til følelser. Det er simpelthen en eksistentiel nødvendighed at være sådan. Nogle af de ting, vi laver, kan godt virke som en karikatur, men vi sparker aldrig nedad. Vi holder altid med vores karakterer.”

Trailer: Helved

Kommentarer

Charter McCloskey

Født 1981 i Thisted.

Skuespiller, manuskriptforfatter og direktør i selskabet Grasværk.

Har medforfattet og spiller hovedpersonen i Turbomodul og Jacob Ditzel.

Har hovedrollen i Helved.

Lars T. Therkildsen

Født 1981 i Thisted.

Cand. mag. i nordisk litteratur og filosofi ved Aarhus Universitet i 2008.

Instruktør, manusforfatter og direktør i selskabet Grasværk.

Sketchserien Turbomodul blev vist på TV 2 Zulu i 2016 og fulgt op af Jacob Ditzel på TV 2 Play.

Helved er produceret til Amazon Prime med støtte fra talentordningen New Danish Screen.

© Filmmagasinet Ekko