Ny Super8-årgang tager til verdens ende
I skoven lurer mosemanden (Jacob Skyggebjerg), som bliver taget med hjem, da en ung mand for første gang er ude at jage på egen hånd.
”Ved verdens ende,” lyder titlen på det tema, som den nyeste årgang på Super8 er gået sammen om til deres førsteårsfilm.
Fire hold fra årgang tretten har lavet hver sin film, der traditionen tro kan ses på Ekkos hjemmeside frem til den 7. november.
Vil man skue ind i dansk films fremtid, kan man med fordel se med. Den aarhusianske filmuddannelse har allerede givet et skub til talenter som Ludvig Næsted Poulsen, der spillefilmdebuterede med Se gennem Aske sidste år.
Og et Super8-hold stod bag kortfilmen Hvis du vidste, som med Mathilde Arcel i hovedrollen vandt prisen for bedste fiktion ved Ekko Shortlist Awards 2022.
Den nye årgangs fire værker fra verdens ende er alle udendørsdramaer med en klar ungdomsvinkel, men ellers går de meget forskelligt til temaet.
Se filmene eksklusivt hos Ekko frem til og med 7. november.
Fuld gas som mosemand
David Cano har instrueret den direkte postapokalyptiske Hvis vi gror efter Spencer Becks manuskript.
Historien handler om en gruppe unge, der ernærer sig ved at røve gamle grave. Den splejsede Jonas slutter sig til dem og forelsker sig i en af flokkens piger. Men selv efter samfundets nedbrydelse er kropslig usikkerhed en stor forhindring for en ung mand.
Michael Erik Brinks Mosemanden udspiller sig tilsyneladende også i en mere forfalden virkelighed end vores egen. På en ødegård giver en far for første gang sin søn lov til at gå på jagt alene. Men han fortryder, da drengen vender hjem med en skør mosemand.
Forfatteren Jacob Skyggebjerg – der spillede sin første filmhovedrolle i Idioten – giver den fuld gas som særlingen i et drama om overlevelse og mere eller mindre begrundet paranoia.
Niels Fregerslev, der tidligere har ageret klipper på den Ekko Shortlist-nominerede Menneskemøder, er instruktøren bag Hot Star.
Her er det ikke samfundet, men et venskab, der nærmer sig undergangen. To venner fyrer den bogstavelig talt af med krudt og ild i en midtjysk provinsby, men det hele bliver for vanvittigt for den ene af dem.
Trekantsdrama
Den sidste film er på mange måder den mest jordnære og umiddelbart længst fra temaet. Bortset fra at man i baggrunden kan ane verdens undergang finde sted i en tiårig piges sind.
Karen Boye har instrueret I brand, hvor voksne Isa (Freja Klint Sandberg) er taget med sin spejderleder-kæreste Oskar (Clint Ruben) på lejr med børnene.
Én af spejderpigerne – spillet uhyggeligt af Edith Snegaard Müller – er forelsket i Oskar, og der udvikler sig en overraskende intens fejde mellem de to om hans opmærksomhed.
Super8

Alternativ filmuddannelse i Aarhus.
Årgang 13 begyndte på uddannelsen i 2025.
Se førsteårsfilmene.


Kommentarer