Nyhed
11. juni 2025 | 11:45

Nye afsnit af svane-serie chokerer

Foto | Mikkel Palmbo Jeppesen

I de nye afsnit af Den sorte svane oplever Mads Brügger og hans medjournalister, at politiet bruger en meddeleer til at stjæle filer og notater fra TV 2. 

Justitsministeriet har indkaldt til møde om de to nye afsnit af TV 2’s dokumentarserie Den sorte svane, der med afsløringer om politiets metoder allerede har forarget flere politikere.

Af Frederik Hoff

Allerede på premieredagen sender de to nye afsnit af TV 2’s dokumentarserie Den sorte svane chokbølger gennem kongeriget Danmark – ligesom de første fem gjorde i maj 2024.

”I de første fem afsnit af serien så vi, hvordan kriminelle udnytter systemet. I de to nye ser vi, at systemet selv er pilråddent,” skriver Kristian Ditlev Jensen i sin femstjernede anmeldelse.

SF’s retsordfører Karina Lorentzen har set med, og det får hende til at kræve en redegørelse af justminister Peter Hummelgaard, skriver Ekstra Bladet. Siden har TV 2 kunnet fortælle, at Justitsministeriet har indkaldt Folketingets retsordførere til møde om Den sorte svane klokken 12.30 i dag.

De oprindelige afsnit følger den tidligere kriminelle erhvervsjurist Amira Smajic, der som muldvarp med skjult kamera afslører forbindelsen mellem hårdkogte forbrydere, finansfolk og advokater.

Men i femte afsnit vurderer TV 2, at hun har brudt loven under optagelserne, og det ender med, at de mister kontakten til hende. Derfor optræder hovedpersonen ikke som medvirkende i de nye afsnit, der handler om Amira Smajic’ samarbejde med politiet.

Dokumentarserien mener at dokumentere, at Smajic’ kildefører hos National enhed for Særlig Kriminalitet instruerede hende i at lyve under en vidneafhøring, og at hun spionerede på medier og konkrete mediepersoner ved blandt andet at stjæle filer og notater fra TV 2 og give dem til politiet.

”Hvis det er rigtigt, at politiet har brugt en meddeler til at spionere mod medier eller instrueret en meddeler i at lyve, så er det jo helt vildt,” siger Katrine Lorentzen til Ekstra Bladet.

Hun betegner det samtidig som et potentielt justitsmord, hvis Amira Smajic blev instrueret i at lyve i retten.

Foruroligende tendens
Alternativets retsordfører Helene Brydenholt er også forarget over, at politiet skal have fået en meddeler til at stjæle filer fra TV 2.

”I forvejen har vi i højere grad set en tendens, hvor PET og politiet overvåger borgere, og – hvad jeg er bange for – også journalister. Hvis de her oplysninger er sande, får vi her et meget foruroligende eksempel på netop det,” siger hun til TV 2.

Hun bakkes op af Allan Boye Thulstrup, forperson for Dansk Journalistforbund, som er rystet.

”I en branche, hvor man selv arbejder med kilder og kildebeskyttelse, er jeg rystet over, at man ikke kan se, at den kildebeskyttelse, man som journalist kan love kilder, er lige så afgørende for vores samfund,” siger han til TV 2.

Senest har Liberal Alliances retsordfører også udtrykt bekymring over afsløringerne over for TV 2.

Politiet får til gengæld opbakning fra Politiforbundet. I et opslag på foreningens Facebook-profil udtaler formand Heino Kegel, at de har fuld tillid til politiets arbejdet.

”Alt politiarbejde skal naturligvis foregå inden for lovens rammer. Men det er også vigtigt at slå fast, at dele af politiets arbejde – eksempelvis som kildefører – foregår i meget vanskelige miljøer, hvor man arbejder i gråzoner og af og til er nødt til at gå til grænsen,” siger han.

”Hvis politiet ikke arbejdede på denne måde, og med brugen af kilder som et vigtigt værktøj i efterforskningen, kunne vi ikke skaffe information, opklare eller forhindre alvorlige forbrydelser, da kilder i de kriminelle miljøer ofte er afgørende.”

Problematisk muldvarp
Oluf Jørgensen, tidligere forskningschef i mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, udtaler til TV 2, at afsløringerne er så alvorlige, at han ikke mindes noget fortilfælde.

Det bør undersøges, om Politiet respekterer de regler, der beskytter pressefriheden.

Amira Smajic fortalte to uger før publiceringen af de nye afsnit sin side af sagen i en kronik i Politiken. Her indrømmede hun at have udspioneret TV 2, men påstod også, at de nye afsnit af Den sorte svane uden hendes samtykke bruger informationer, som hun i sin tid overdrog til baggrund og har ejendomsret over.

I det nye nummer af Ekko går journalisten Jesper Vestergaard Larsen i dybden med forløbet omkring tilblivelsen af Den sorte svane, som viser det problematiske i at lade en kriminel infiltrere sit eget miljø.

Blandt andet kommer det frem, at Amira Smajic fra starten har haft en detaljeret medieplan, der inkluderer en podcast, en tv-serie på otte afsnit, en international dokumentarfilm og fire bøger.

Kommentarer

Den sorte svane
i Ekko #98

I det nye nummer går journalisten Jesper Vestergaard Larsen i kødet på Den sorte svane for at finde hoved og hale i sagen.

Det kommer blandt andet frem, at Amira Smajic fra starten havde en omfattende og detaljeret medieplan klar.

Forløbet omkring tilblivelsen af serien viser, hvor problematisk det er at lade en kriminel infiltrere sit eget miljø.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet kan købes i løssalg over hele landet.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko