Den sorte svane

Cavlingprisen!

Det er det første ord, man tænker, når man har set de afsluttende minutter i sidste afsnit af Mads Brügger og tre andre tilrettelæggeres fuldkommen overrumplende og sindsoprivende dokumentar Den sorte svane, som er produceret for TV 2 af Peter Engels selskab Wingman Media.

Det er svært at komme i tanke om et mere afslørende – og mere forstemmende – dokumentarfilmværk i nyere tid.

Amira Smajic er en garvet juridisk rådgiver for den kriminelle underverden. Med en bosnisk flygtningebaggrund fuld af krig og traumer er hun selv ikke så lidt hårdkogt. En dag beslutter hun sig for at stå frem med sin viden og agere muldvarp for Mads Brügger og bevidne yderligere forbrydelser, imens de optages med skjult kamera. 

At dokumentaren er afslørende, skal forstås endog meget konkret. I løbet af de fem timelange afsnit i miniserien hvirvler det ene hoved efter det andet over skærmen, imens alverdens gerningsmænd og bagmænd uafvidende på stribe tilstår forbrydelser med tårnhøje strafferammer.

Det gælder alt fra hvidvask over fakturafabrikker til drabsplaner, dræning af offentlige kommunale kasser og udnyttelse af huller i Skats systemer og i konkurslovgivningens stipuleringer. 

Afsløringerne er chokerende.

Navngivne topadvokater, fornemme forretningsfolk, hovedrige entreprenører, højtstående rockere, ledende bandemedlemmer, anløbne bilhandlere og ejere af små shawarmabarer er alle ved at falde over hinanden for at begå forbrydelser.

Hele samfundets top og bund vælter tilståelser af sig. Og som om det ikke var nok, så dukker navngivne topfolk i Socialdemokratiet, popstjerner som Remee og standup-komikere som Lars Hjortshøj op i skandalernes randområde. Kendte diskoteker og landskendte byggefirmaer dukker op sammen med store sikkerhedsfirmaer og velrenommerede advokathuse som Horten. De spiller alle større eller mindre roller i svindelnumrene.

Det er, som om hele velfærdssamfundet styrter sammen som et korthus for øjnene af én. Imens morer rockere sig over, at de går fri af straf for selv benhårde forbrydelser – som for eksempel indsmugling af hundredvis af kilo amfetamin – på grund af fingerede offerhistorier, dubiøse diagnoser og tvivlsomme førtidspensioner. Og det bliver mere og mere klart, at man som skatteborger i Danmark er til grin for sine egne penge. 

Hele systemet er hullet som et dørslag.

Serien er sine steder en slags dokudrama med fiktive visualiseringer af de beretninger, som især Smajic leverer. Men også på grund af sin æstetik og Mads Brügger som medspillende fortæller i habit virker serien ofte mere som en thriller eller krimi end som klassisk dokumentar.

Droneskud af et diset København i sommermorgentåge eller fingerede redaktionsmøder og små interview-sekvenser mellem instruktør og muldvarp rykker historien videre. Ofte så man sidder på kanten af sædet.

Overfalder rockeren advokaten? Kvæler den tidligere indsatte gangster pludselig forretningsmanden? Skal vi se et regulært drab nu?

Kort tid inden miniseriens premiere har Amira Smajic forsøgt at få lavet et fogedforbud imod filmen. Man forstår det ikke helt, for hun må da fra starten have vidst, at hun lavede det her med livet som indsats?

Først da sidste afsnit ruller over skærmen, går det op for seeren, at der kun er én forbryder, som Mads Brügger og team har overset – og nu mangler at afsløre. Og da de kommer tæt på, vil Amira Smajic ikke længere være med. 

Serien er allerede blevet kritiseret, blandt andet af Birgit Feldtmann, der er juraprofessor ved Aalborg Universitet, og som mener, at den agent provocateur-lignende tilgang kan være problematisk, fordi man så træder ind i en juridisk gråzone.

Men for mig at se er miniserien en sværvægter i sin genre, og den kommer til at have ganske alvorlige konsekvenser. For de involverede naturligvis, hvoraf Amira Smajic på det nærmeste nu er dødsdømt, og hvor flere advokater allerede er fyret eller ved at blive undersøgt af Advokatnævnet.

For alle retskafne danskere, som fra nu af må regne med, at kriminalitet også kan bestå i at etablere falske autistskoler, svindel med bortskaffelse af giftig jord på kommunalt plan eller af så lallende enkelt skattesnyd, at man tager sig til hovedet.

Hvis ikke den her film samtidig får en hel række politiske konsekvenser, bliver man overrasket.

Dokumentaren er lavet af et hold af tilrettelæggere, men Mads Brügger som vært er velvalgt. Han har som filmskaber netop markeret sig med undercover-journalistik ude i verden: Ambassadøren, Det røde kapel, Muldvarpen – Undercover i Nordkorea og Cold Case Hammarskjöld.

Denne gang er han på hjemmebane. Det er lige midt i hans eget hood, at han sætter en masse på spil. Det kræver mod, hårdførhed og tålmod.

Mads Brügger har endelig fået rygmærket.