Nyhed
25. okt. 2019 | 11:37

Nyt filmselskab ser dagens lys

Foto | Masterplan Pictures
I Carl Marotts debutspillefilm Den blå orkidé bliver en fotograf lokket ind i en mystisk underverden, hvor han mister sin realitetssans.

To af Danmarks største producertalenter slår sig sammen i et selskab, der midt i en tv-tid vil kæmpe for de kunstneriske film i biografen.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

To af Danmarks små filmselskaber, der kæmper for at holde filmkunsten i live med små og uafhængigt producerede film, fusionerer.

Masterplan Pictures – der producerede Hlynur Pálmasons debutfilm Vinterbrødre og er på vej med Simon Stahos mystiske projekt – har fundet sammen med Walenciak Film, der er ejet af Julie Friis Walenciak.

Selskabet står bag Laurits Flensted-Jensens Usynligt hjerte og Malene Chois The Return, og Walenciak er snart igen aktuel som medproducer på Marie Grahtøs debutspillefilm Psykosia.

Det nye selskab hedder Paloma Productions og er i gang med at flytte ind i et kontor i Kødbyen, fortæller ejer af Masterplan Pictures, Per Damgaard Hansen.

”Vi har begge siddet alene i vores respektive selskaber, men vi kender hinanden fra Den Danske Filmskole, og så er vi begyndt at bruge hinanden i stigende grad. Vi har nogle af de samme visioner i forhold til de film, vi producerer, så det er meget lystbetonet at ville arbejde sammen,” siger produceren.

”I vores egne selskaber har vi talentudviklet og lavet film med høj kvalitet, men også rykket nogle kunstneriske grænser. Det vil vi gerne fortsætte med.”

Håbet om kunsten
35-årige Per Damgaard Hansen blev som elleveårig kendt for rollen som Krumme i julekalenderen Krummernes jul fra 1996.

Men i 2013 blev han uddannet producer fra Den Danske Filmskole på samme årgang som Julie Friis Walenciak. I årgangen på seks producere hed halvdelen af dem Julie, og en anden af dem var Julie Waltersdorph Hansen, som Damgaard Hansen stiftede Masterplan Pictures med.

De gik senere hver til sit, men nu har Per Damgaard Hansen fundet sammen med en ny Julie. I en tid fuld af tv-serier er deres fokus stadig på de kunstnerisk nyskabende film.

”Efterspørgslen på tv-serier både herhjemme og resten af verden er jo tårnhøj, og der bliver produceret i et giga tempo. Og den måde, der fortælles på i tv-serier, er næsten i et lige så højt tempo. Jeg tror, at jo mere, der bliver produceret af det, jo større bliver lysten til at vende tilbage til spillefilmen, som kan give en anden kunstnerisk oplevelse,” fortæller produceren.

”Når du sidder i mørket i biografen, kan man fortælle mere i billeder og lyd end på tv. Jeg tror, det kommer til at få en stor værdi fremover, at der er et andet tempo og en anden fordybelse,” fortsætter Per Damgaard Hansen, der har håb for fremtiden.

”Lige nu domineres biograferne af meget kommercielle film med et giga budget, men måske bliver der i fremtiden plads til de kunstneriske film. Filmene i det økonomiske mellemleje er nok dem, der ender med at komme direkte på streaming.”

Debut på vej
Paloma Productions har netop lavet tre musikvideoer for den danske verdensstjerne Mø. Julie Walenciak producerer dokumentarer for Laurits Flensted-Jensen – instruktøren af fiktionsfilmen Usynligt hjerte – og Eva Marie Rødbro, der stod bag Ekko Shortlist-filmen Os der valgte mælkevejen og DR-serien Prinsesser fra blokken.

Sidstnævnte er netop blevet udtaget til verdens største dokumentarfestival i Amsterdam.

Per Damgaard Hansen arbejder på debutspillefilmen af instruktøren Carl Marott, der gik på samme årgang på Filmskolen.

Marott er kendt på Ekko Shortlist med afgangsfilmen Oasen, som Danica Curcic blev nomineret til bedste kvindelige hovedrolle for ved Ekko Shortlist Awards 2015.

Instruktørens debutspillefilm hedder Den blå orkidé og er blevet optaget. Den handler om en fotograf, der ledes ind i en mærkelig underverden. Filmen har på rollelisten blandt andre Joachim Fjelstrup, Al Agami og Shelly Levy, der blev nomineret til Ekko Shortlist Awards sidste år for rollen i Raniya.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvornår Den blå orkidé får biografpremiere.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko