Spioner er en slags skuespillere

Rummet er tomt. Tror man.

”Jeg er hernede,” siger Tom Hiddleston. Ovre i det ene hjørne ligger en af dette årtis største skuespiller-hunks udstrakt på gulvet. Hans assistent – en fimset fyr i start-tyverne med sirlig rullekrave – står ved siden af og skeler nervøst ned på sin chef.

”Jeg er dér om et øjeblik,” siger Hiddleston. ”Jeg skal bare lige rettes ud efter sådan en lang dag.”

Og en lang dag har det været. Skuespilleren har snakket og snakket og snakket om mini-serien Natportieren (premiere på DR1 17. april), hvor han spiller hovedrollen som undercoveragenten Pine, der huserer som natportier på luksushoteller rundt omkring i verden.

Hiddleston kommer på benene i det store rum, der er en luksussuite på Hotel de Rome i Berlins inderste bykerne. Uden for murene står verdenshistorien og glaner på hvert eneste gadehjørne. En perfekt kulisse til en samtale om Hiddlestons rolle i Natportieren, som i den grad handler om storpolitik.

Agent Pine befinder sig således både i Det Arabiske Forår og i et internationalt forbryderspil i serien.

Hiddleston kommer på benene. ”Ryggen,” smiler han og ryster på hovedet. ”Nå, lad os komme i gang.”

Bier er anderledes
Verdensstjernen sætter et par designerbriller på næsen. Assistenten sukker på en udefinerbar måde.

”Du er fra Danmark?” siger Hiddleston og stikker næven frem. ”Så vil du sikkert høre om mit samarbejde med Susanne Bier.”

– Kun hvis du har noget at sige, som du ikke har fortalt andre endnu!

Hiddleston stopper op og ser ud over brillen, hvilket i sig selv er paradoksalt, da han er mindst et hoved højere end mig.

”Det er en udfordring. Det kan jeg lide … lad mig lige tænke,” siger han og slænger sig ned på en stol ved det store kakkeldesignerbord, der står alt for alene i rummet.

”Jo, jeg har måske noget … Jeg ville egentlig have sagt det ved en tidligere lejlighed i dag, men kom væk fra det. Susanne er en ret anderledes instruktør, fordi hun interesserer sig langt mindre for kameraet, end de fleste andre instruktører gør. Man fornemmer virkelig, at alt handler om relationer og følelser for hende. Derfor passede vi også godt sammen i det her projekt.”

– Det må du gerne uddybe!

”Som skuespiller får du lov til at udforske dig selv i forskellige situationer og som forskellige mennesker. Jeg er altid bange for at blive så interesseret i de roller, jeg får, at jeg glemmer at slippe dem igen. Men fordi Susanne er, som hun er, kunne vi være sammen om Pine-rollen. Hun var ikke bare omme bag kameraet hele tiden.”

Enig med spionen
Tom Hiddleston ser sig lidt omkring. Hans talent som skuespiller besidder han også som menneske. Han er rastløs og nærværende på samme tid.

Hvad enten det er som den følsomme forfatter F. Scott Fitzgerald i Midnight in Paris, den blodbællende rockvampyr i Only Lovers Left Alive eller den superheltebesmittede Loki i The Avengers, så fornemmer man de pludselige udfald sammen med et kolossalt nærvær.

Lige netop de kvaliteter ser man også i den distingverede hovedrolle i Natportieren – en miniserie på seks afsnit, som Hiddleston er en sand urkraft i. Hver eneste scene bærer han som en moderne tjener Bolt, men konstant fornemmer man også, at hans natportier skjuler noget.

”Jeg kom meget tæt på den her rolle, fordi jeg taler med min egen stemme og ligner mig selv,” siger Hiddleston og læner sig tilbage i stolen.

”Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg mig selv, men hvis nogen siger, at det er Pine, jeg kigger på, så ser jeg faktisk ham. Jeg lukker sjældent roller så langt ind i mig selv, men det gjorde jeg denne gang.”

– Hvorfor?

”Da jeg læste rollen igennem, vidste jeg, at jeg moralsk set var meget enig med denne mand. Og så gav jeg egentlig bare slip.”

– Kan man give mere slip, når man spiller en spion?

”Ja, for han er på en måde også skuespiller, så jeg kender ham,” smiler Hiddleston.

Anden identitet
Det er tydeligt, at der er et eller andet her, som Tom Hiddleston ikke er så vild med at tale om. Han er sprunget op fra gulvet og har indtaget rummet, men pludselig sidder han og kigger på uret, hvorefter han fikserer så sit blik mod rummets vægge. Samtidig er hans assistent rykket lidt ud på stolen.

– Hvad mener du med, at spioner er skuespillere?

”Spioner er fascinerende, fordi de fralægger sig muligheden for at have en identitet. Som skuespiller tager du den ene identitet efter den anden og bliver så til dig selv igen, når jobbet er udført, men en spion har ingen identitet.”

– Men så er de vel heller ikke som skuespillere?

”Jo, nej, jeg ved det ikke … jo, det er de egentlig nok, men de spiller bare konstant, og det går op for mig, som vi sidder her lige nu, at Pine var ved at overtage mig, da vi indspillede Natportieren. En John le Carré-figur var ved at overtage Tom.”

– Hvad mener du med det?

”Når man taler med andre mennesker, så starter det altid med en banal ærlighed. Jeg hedder Thomas, og jeg er født London, du ved. Spioner lyver fra start af, men det er for at gøre verden bedre. Den gode løgn ligger dybt i dem, fordi de lyver i en god sags tjeneste. Jeg blev så vild med Pine, at jeg næsten havde lyst til at præsentere mig som ham.”

– Gjorde du så nogensinde det?

”Nej, så vanvittig er jeg trods alt ikke,” griner Hiddleston, og assistenten rykker lettet tilbage i sædet bag ham.

Politisk forståelse
– Hvorfor kunne du identificere dig så meget med Pine-figuren?

”Spioner er fascinerende i en verden, hvor alt efterhånden handler om, hvem du er, hvad du kan, eller hvad du skal gøre for, at folk lægger mærke til dig. At skulle spille en mand, som ingen skal lægge mærke til, var virkelig interessant,” siger Hiddleston og retter på brillen.

”Spioner er og bliver verdens levende vægge, og jeg er overbevist om, at det er derfor, at man ser John le Carrés romaner vinde så stærkt frem i de her år. Folk er interesserede i mennesker, der gør noget radikalt anderledes og ikke er det mindste glade for selvpromovering.”

– Man kan vel sige, at spioner bare udfører deres job og gør, hvad de får besked på.

”Ja, men jeg fornemmer også, at de er meget moralske mennesker, og Natportieren handler også om samfund, der er blevet korrupt, og demokratier, der bruger forkerte metoder. Spioner kender til alle verdens hemmeligheder, men de holder på dem og får en politisk identitet, fordi de kender verdens magtspil. Det fascinerede mig, og det fascinerer mig måske endda lidt for meget. Godt at jeg blev skuespiller, så jeg kan få lov til at lege dem.”

Jeg lægger an til næste spørgsmål, men så rejser assistenten sig pludselig fra sin plads.

”Tiden er gået,” siger han. Hiddleston smiler og drejer lidt rundt i sædet.

– Skal du ned på gulvet igen? siger jeg og rejser mig fra det skaldede bord.

Hiddleston vender sig mod assistenten: ”Har jeg mange interviews endnu?”

Rullekraven nikker, som om han er med i en stumfilm.

”Det tegner til en gulvtur,” griner Hiddleston og stikker næven frem som tak for interviewet.

Natportieren er en miniserie på seks afsnit. Den starter på DR1 søndag den 17. april kl. 20.