Nyhed
16. mar. 2021 | 12:24

Spielberg forbereder film om sin barndom

Foto | Amblin
Steven Spielberg fejrer sidste optagedag på West Side Story sammen med sine unge skuespillere, men i mellemtiden er instruktøren gået videre til det næste projekt.

Michelle Williams er udset til at spille en rolle, der er inspireret af Steven Spielbergs mor, i kommende film af den Oscar-vindende instruktør.

Af Rune Abildgaard

Steven Spielberg er som manden bag Dødens gab, Schindlers liste og Saving Private Ryan en af de største nulevende instruktører.

Men det er yderst sjældent, at han er manuskriptforfatter til sine film. Derfor er det opsigtsvækkende, at instruktøren sammen med sin faste arbejdspartner Tony Kushner skal skrive manuskriptet til en kommende film.

Den er da også mere personlig end de fleste af Spielbergs projekter. Den endnu unavngivne film bliver nemlig kraftigt inspireret af Steven Spielbergs opvækst i 1950-60’ernes Phoenix, Arizona, hvor instruktørens interesse for at lave film opstod.

Det skriver branchebladet Deadline Hollywood.

Produktionen starter efter planen til sommer og har forventet premiere i 2022.

Ifølge flere medier overvejer Spielberg at caste Michelle Williams i rollen som den unge hovedpersons mor, der er baseret på instruktørens egen mor.

Williams har spillet både autentiske og fiktive personer fra samme tidsperiode. I Brokeback Mountain spiller hun en ung mor i 1960’erne, og i My Week with Marilyn indtager hun rollen som den billedskønne filmstjerne Marilyn Monroe.

På udkig efter nye talenter
Det er første gang, siden Steven Spielberg overtog Stanley Kubricks A.I. – Kunstig intelligens fra 2001, at den Oscar-vindende instruktør selv skriver manuskriptet.

Og med den personlige vinkel kan den kommende film måske give nu indsigt i en af vor tids mest indflydelsesrige filmskabere.

Det bliver en ungdomsfilm, som foregår over to tidsperioder. Spielberg er derfor på udkig efter to unge talenter, der skal spille hovedpersonen som dreng og teenager.

Den ekstremt produktive instruktør har tidligere bevist, at han kan spotte og arbejde med helt unge talenter.

Christian Bale fik sit gennembrud i Solens rige, mens Drew Barrymore og Henry Thomas slog igennem i E.T. Steven Spielberg har også arbejdet med unge mennesker i sit seneste projekt, en filmatisering af musicalen West Side Story.

Den står til at få premiere i danske biografer den 9. december.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko