Total tavshed om hemmelig Netflix-aftale

Danske filmfolks rettighedsindtjeninger på Netflix-serier som Skruk er påvirket af den nye aftale med Create Denmark, men de må ikke få at vide, hvad aftalen konkret indeholder.
En af de største kriser i den danske filmbranche i nyere tid begyndte i 2022, da Netflix sammen med TV 2 og Viaplay brat stoppede med at udvikle og producere dansk fiktion.
Årsagen var en aftale om løbende rettighedsbetalinger til blandt andet instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere. Aftalen var blevet indgået af Create Denmark, der repræsenterer syv danske fagforbund, og Producentforeningen. Men streamingtjenesterne reagerede kraftigt, fordi de mente, at aftalen var alt for kostbar for dem.
Efter et halvt års tid blev konflikten bilagt, og det efterlod ifølge flere iagttagere et indtryk af, at Create Denmark var blevet banket på plads. Forleden indgik Create Denmark en ny fireårig rettighedsaftale, som begge parter i en pressemeddelelse udtrykker stor glæde ved.
Men hvad aftalen konkret indeholder, og hvad den vil betyde for de mange berørte filmfolk, står der intet om. Det er en dyb hemmelighed – også for filmfolkene selv.
”Vi sætter stor pris på det konstruktive samarbejde med en global streamingtjeneste som Netflix, og den nye aftale viser, at Netflix tillægger danske originale fiktionsserier stor værdi. Vi er glade for, at der er grundlag for fortsatte investeringer,” nøjes Create Denmark-direktøren Kasper Halkier med at udtale i pressemeddelelsen.
Ingen indsigt i voksende marked
Spørgsmålet er, om aftalen er så god, at Kasper Halkier mener, at den har været konflikten værd – en konflikt, der er blevet anslået til at have kostet den danske filmbranche et sted mellem én og halvanden milliard kroner på grund af udskudte eller nedlagte projekter.
Og er det rimeligt, at aftalen er så hemmelighedsomgærdet, at det kan minde om en efterretningsoperation i en spion-thriller?
Det ville vi gerne have talt med Kasper Halkier om. Efter flere forgæves henvendelser er han nu endelig vendt tilbage, men ved blot at sende den luftige pressemeddelelse og tilføje ordene: ”Jeg har ikke yderligere kommentarer.”
Der er heller ikke ingen hjælp at hente fra Netflix, som blot har gensendt pressemeddelelsen og ikke ønsker at give interview eller udtale sig.
Hemmeligheden om hemmeligholdelsen finder medieanalytiker og Ekko-blogger Claus Bülow Christensen problematisk.
”Nyheden er jo sådan set uinteressant, når parterne så stædigt holder fast i ikke at ville sige bare det mindste om, hvordan sådan en aftale er skruet sammen,” siger han til Ekko og fortsætter:
”Det kan der jo være mange gode grunde til, men det er særpræget, at kun en lille snæver kreds må vide, hvordan danske kunstnere afregnes af et stort, amerikansk firma.”
”Dermed lukker man for muligheden for en offentlig indsigt i det voksende marked for dansk kultur betalt af amerikanske penge i en tid, hvor vi pålægger amerikanske tjenester at betale en tarif på deres omsætning i Danmark.”
Møde hos fagforening
Foreningen Danske Filminstruktører har indkaldt sine medlemmer til et møde den 26. juni om rettighedsaftalen med Netflix samt forhandlinger med TV 2 om en ny aftale.
Tidligere har forbundene dog ikke kunnet oplyse sine medlemmer særligt meget konkret om Netflix-aftalen.
Det har skyldtes et krav fra Netflix og grunder angiveligt i en frygt for, at en gennemsigtighed kan påvirke streaminggigantens fremtidige forhandlinger i andre lande.
Create Denmark i Ekko
Ekko #93 fortæller historien om Create Denmark-konflikten, som førte til alvorlig krise i dansk film.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Køb nummeret og få det tilsendt.
Abonnenter kan også læse bladet digitalt.
Kommentarer