Venedig 2022
01. sep. 2022 | 15:17

Trier opdagede sygdom under indspilningerne

Foto | Zentropa
Lars von Trier under optagelserne af Riget Exodus, som instruktøren elskede at skrive manuskriptet til, men kæmpede med at indspille på grund af sin sygdom.

”Det går bedre, men jeg føler mig lidt dummere end normalt, så det siger ikke så lidt,” siger Lars von Trier om sin Parkinsons-diagnose, der gjorde optagelserne af Riget Exodus forfærdelige for instruktøren.

Af Nicki Bruun

Tredje sæson af Riget har fået verdenspremiere på Venedig-festivalen, hvor vores udsendte kalder de fem afsnit en fremragende afslutning.

Notorisk flyangste Lars von Trier er ikke i Italien for at promovere Riget Exodus. For nylig meldte hans filmselskab Zentropa officielt ud, at instruktøren lider af Parkinsons, hvorfor han ville optræde begrænset i medierne i forbindelse med premieren.

Trier var dog med på et videolink, da der i dag var pressekonference for serien. På pressekonferencen afslørede Lars von Trier, at han opdagede sin sygdom, mens filmholdet var i gang med at indspille Riget Exodus.

”Jeg havde det forfærdeligt, men jeg håber ikke, at skuespillerne opdagede det. Jeg har været så glad for opbakningen fra alle de medvirkende,” siger Trier ifølge mediet Deadline Hollywood.

Den humoristiske sans har danskeren dog ikke lagt på hylden.

”Jeg har det godt, men det vil tage noget tid at komme mig over al den rysten. Det går bedre, men jeg føler mig lidt dummere end normalt, så det siger ikke så lidt,” lyder det også fra Lars von Trier.

Flov over rolle
Riget Exodus var repræsenteret i Venedig ved skuespillerne Bodil Jørgensen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og Ida Engvoll samt producer Louise Vesth.

Undervejs i pressekonferencen sagde Lars von Trier henvendt til svenske Ida Engvoll, at han var lidt flov over den rolle, han havde skrevet til hende.

Instruktøren mente ifølge mediet Screen Daily ikke, at rollen var god nok til skuespilleren, som dog gladelig tog imod Triers tilbud om at arbejde sammen igen om noget andet.

Det kan læses som, at Lars von Trier måske ikke føler sig helt pensionsmoden. Han har ellers beklaget sig over, hvor hårdt det er for ham at foretage udmattende filmoptagelser. Men instruktøren nød at skrive Riget Exodus.

”Jeg satte mig ikke og så de gamle sæsoner. Jeg forsøgte ikke at tænke på forbindelsen til dem og kun fokusere på karaktererne. Jeg prøvede ikke at lave noget moderne eller bringe noget tilbage til live,” fortæller Lars von Trier.

”Da jeg skrev den nye sæson, var det en ren fornøjelse. Hvis man gennemgår den, vil man finde en masse fejl, men jeg håber den er fuld af liv.”

Riget Exodus får premiere herhjemme den 9. oktober på streamingtjenesten Viaplay og kommer senere på DR, hvor de oprindelige to sæsoner kørte.

Scene: Riget Exodus

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko