Vil Venedig vælge rigtigt?

Efter små to ugers filmfest er vi nået til vejs ende i Venedig, hvor de sidste, undervældende konkurrencefilm fredag blev vist for pressen. 

Blaserte festivalgængere ynder at sige, at hvert års konkurrencekuld er skuffende, men dette år har med visse undtagelser holdt et højt niveau. Så Alexander Paynes jury har rigeligt at skændes om, inden de voterer forud for lørdagens prisuddeling. 

På festivalpladsen har samtalen ikke samlet sig om én oplagt hovedfilm, sådan som det var tilfældet med tidligere vindere som Nomadland og Poor Things. Favoritter har ikke undgået at få på puklen af kværulanter fra små og store brancheblade. 

I den forstand følger årets Venedig-program i kølvandet på Cannes, hvor mange også efterlyste de samlende mesterværker. 

Jeg skal ikke kunne forsværge, at der er en vis grad af ønsketænkning i mine vinderbud herunder, og som vanligt kan en film kun modtage én af festivalens hovedpriser. Men i min optik har filmfestivalen i Venedig flot forsvaret sin position som Oscar-sæsonens vigtigste affyringsrampe.

Guldløven: The Voice of Hind Rajab 

Længe før pressevisningen var ovre, stod det klart, at Kaouther Ben Hanias hjerteskærende skildring af en seksårig palæstinensisk piges opkald til alarmcentralen var den oplagte Guldløvekandidat. 

Handlingen er en kondenseret udlægning af forløbet den 24. januar 2024, da Hind Rajab talte med desperate krisemedarbejdere, mens hendes redning blev bevidst og fatalt forhalet af et kafkask bureaukrati. 

Som i instruktørens forrige film, Fire døtre, er filmens clou den slørede grænse mellem fiktion og fakta. Det er den virkelig Hind Rajabs spinkle stemme, vi hører hele vejen igennem, og autentiske optagelser fra dagen griber på afgørende øjeblikke ind i handlingen. Det minder om det endnu igangværende folkedrab i Gaza, der dengang kun var ved at tage sin begyndelse. 

Med Hollywood-sværvægtere som Brad Pitt, Alfonso Cuarón og Jonathan Glazer tilknyttet som executive producers er filmen blåstemplet på forhånd. 

Venedig-festivalen er, i modsætning til Berlinalen, ikke kendt for politisk engagement. Men The Voice of Hind Rajab er så vellykket og så brændende aktuel, at juryen reelt må vælge, om de vil anerkende – eller afvise – dens statement mod Israels krig.

Sølvløven: A House of Dynamite

Kathryn Bigelow vender bragende tilbage med denne nøje faktabaserede thriller om, hvad der ville ske, hvis et atomvåben pludselig, uden forklaring, blev affyret mod USA. 

Der går kun nitten minutter, fra missilet bliver opdaget, og til det styrter ned et sted i det amerikanske fastland. Det viser sig inden længe at være Chicago med et estimeret tabstal på ti millioner mennesker. 

Vi ser de nitten minutter udspille sig ad tre omgange. Manuskriptet af Noah Oppenheim giver os de samme begivenheder set fra forskellige perspektiver: soldaterne, der først opdager truslen, militærets eksperter, som desperat forsøger at give svar, og regeringstoppen, hvor præsidenten skal beslutte sig for et modsvar. 

A House of Dynamite er både en virtuos thriller og en dirrende advarsel, der stiller spørgsmålet: Er vi parate, hvis det sker i virkeligheden?

Bedste instruktør: Park Chan-wook, No Other Choice

Mansus stilling på en papirfabrik bliver nedlagt, da arbejdspladsen opkøbes af en amerikansk koncern. Og han har så svært ved at finde en ny stilling, at han brødebetynget beslutter sig for at myrde sin nærmeste konkurrent.

Det er en outreret præmis, som Park Chan-wook følger til dørs med tør galgenhumor og vittigt skuespil, især fra hovedrolleindehaveren Lee Byung-hun, der som familiefaren veksler mellem selvynk og morderisk snarrådighed.

No Other Choice opdaterer Costa-Gavras’ filmatisering af Donald Westlakes roman med spydig humor og et forrygende visuelt overskud. Fans af den sydkoreanske mesterinstruktør – kendt for Oldboy, The Handmaiden og Decision to Leave – vil elske det.

Bedste kvindelige skuespiller: Amanda Seyfried, The Testament of Ann Lee

Sidste år lagde amerikanske Brady Corbet Venedig ned med sit storladne arkitektepos The Brutalist. I år dyster hans norske partner Mona Fastvold med et historisk drama, der flugter hans film på fascinerende vis. 

Den fattige Ann Lee mister fire børn i Manchester og bliver på galeanstalten en profet af Guds nåde. Hun er Jesu’ kvindelige modstykke, der fører sine disciple til det forjættede land i Amerika. 

Shaker-sekten af fundamentalistiske kristne frasagde kødets fristelser og indrettede sig i utopiske samfund, hvor de nærmede sig Herren med ekstatisk rystende sang og dans. 

The Testament of Ann Lee er ikke en musical i traditionel forstand, men den er fuld af sang og koreograferet dans. Amanda Seyfried – kendt fra Mamma Mia og Les Misérables – er det gribende samlingspunkt for en historie om religiøs opofrelse og ekstase. Hun giver sit livs præstation som den frelste prædikant.

Bedste mandlige skuespiller: Dwayne Johnson, The Smashing Machine 

 
Benny Safdies brutale wrestlingdrama er måske nok blevet beskyldt for at spille kortene for sikkert. Men hovedrolleindehaveren Dwayne ”The Rock” Johnson presser sig selv til det yderste som det store brød Mark Kerr, der er et monster i ringen og en indtagende bamsebjørn i privatlivet. 

Med grynede, håndholdte billeder viser filmen Mark Kerrs storhedstid sidst i 90’erne, hvor den hypervoldelige kampsportsdisciplin UFC stadig var ved at blive tæmmet fra et ureguleret voldsorgie, hvor alle kneb gælder, til en etableret sportsgren. 

Kampene er brutale, men ikke nær så ødelæggende som Kerrs voldelige skænderier med sin kæreste spillet af en piltynd, fordomsfrit dullet Emily Blunt. For en tidligere wrestler, der har gjort skuespilkarriere som et stort brød med komisk timing, er rollen som Mark Kerr en velfortjent kunstnerisk blåstempling af Dwayne Johnson.

Bedste manuskript: Will Tracy, Bugonia 

Yorgos Lanthimos har allerede én Guldløve, og hans seneste samarbejde med Emma Stone er ikke nær så gennemført fornøjelig en affære som genistregen Poor Things. Den er mere kynisk og sortsynet uden dog at være dårligere af den grund. 

Den amerikanske manuskriptforfatter Will Tracy, kendt for horrorsatiren The Menu, relokerer den sydkoreanske kultkomedie Save the Green Planet! (2003) til et økonomisk udpint USA. 

Her kidnapper en konspirationstosset fabriksarbejder og hans tilsyneladende mentalt handicappede fætter det rige overhoved for en kemivirksomhed. De er af den klippefaste overbevisning, at hun er et rumvæsen fra Andromeda. 

Jesse Plemons er iskold og plimskør, med Emma Stone som det påståede rumvæsen er vantro og kalkulerende. Spillets psykopatiske regler bliver ved at ændre sig i Will Tracys smågeniale oplæg, der får Yorgos Lanthimos til at vise sine forcer som instruktør.

Juryens specialpris: Francois Ozon, The Stranger

Albert Camus’ eksistentialistiske hovedværk, Den fremmede, vækkes effektivt til live af den driftige franske instruktør Francois Ozon. Det er en solsveden filmatisering, der sætter en fed streg under romanens kolonialistiske fremmedgørelse. 

I 1930’ernes Algeriet under fransk kolonistyre begraver den unge Mersault sin mor, indleder en affære med en ung kvinde, dræber en arabisk mand og bliver anklaget for mord. Alt sammen med samme uigennemtrængeligt distancerede forhold til virkeligheden. 

Camus’ absurditet får et fascinerende anker i Benjamin Voisins gådefulde stenansigt. Det er en imponerende, nærmest affektløs præstation i en loyal klassikerfilmatisering, som med en ny tids blik fremhæver, at også ligegyldighed er et privilegie, som ikke er alle forundt.