Warner Bros. siger nej til Paramount
En af sidste års store succeser for Warner Bros. var Sinners, hvor Michael B. Jordan spiller kriminelle tvillingebrødre.
Nej, lyder svaret endnu en gang fra medieselskabet Warner Bros. Discovery til rivalen Paramount Skydance, der har tilbudt at opkøbe rub og stub for 108,4 milliarder dollars svarende til 694 milliarder kroner.
Paramount Skydance har fra starten været med i budkrigen om at opkøbe Warner Bros. Discovery, men tabte til Netflix, der den 5. december indgik en aftale om at købe underselskaberne Warner Bros. og HBO Max for 82,7 milliarder dollars (530,2 milliarder kroner).
Det fik Paramount Skydance til at forsøge sig med et hostile takeover, hvor de overbyder Netflix og appellerer direkte til aktionærerne uden om ledelsen og bestyrelsen. Desuden ønsker Paramount Skydance modsat Netflix at opkøbe hele Warner Bros. Discovery, inklusive CNN, Discovery Channel og Cartoon Network.
Onsdag har bestyrelsen hos Warner Bros. Discovery enstemmigt anbefalet aktionærerne at afvise det fjendtlige overbud.
Ifølge branchebladet Variety skriver bestyrelsen til aktionærerne, at Paramount Skydances bud er ”utilstrækkeligt” på grund af store risici og usikkerheder, som ikke gælder for Netflix-aftalen.
Bestyrelsen sætter spørgsmålstegn ved, om Paramount Skydance overhovedet er i stand til at gennemføre det tilbudte opkøb. Selskabet sidder i øjeblikket på en langt mindre del af markedet end Netflix.
Personlig garanti
Netflix-opkøbet ligger endnu ikke helt fast. Konkurrencemyndigheder i USA og EU skal først vurdere, om Netflix med Warner Bros. og HBO kommer til at sidde på en for stor del af verdens mediemagt.
Hvis Warner Bros. træder ud af aftalen med Netflix, inden opkøbet er gennemført, har selskabet forpligtet sig til at betale 2,8 milliarder dollar (atten milliarder kroner) til Netflix. Hvis Netflix må opgive aftalen, skal de betale 5,8 milliarder dollar (37 milliarder kroner).
I Paramount Skydances modbud har man matchet Netflix’ tilbud om 5,8 milliarder dollars, hvis aftalen skulle falde sammen. Larry Ellison fra Ellison-familien, der står bag Paramount Skydance, har desuden forsøgt at modarbejde kritikken af deres tilbud ved at stille en personlig garanti på 40,4 milliarder dollar (259 milliarder kroner), skriver Variety.
Donald Trump har i kølvandet på Netflix-aftalen talt pænt om Netflix-direktøren Ted Sarandos, men understreget, at man først må se sagen an.
Trumps svigersøn Jared Kushner er gennem sit selskab Affinity blandt Paramount Skydances investorer.
I et blogindlæg i Ekko antyder medieanalytikeren Claus Bülow Christensen, at udsigten til indirekte at opnå indflydelse over nyhedsstationen CNN – som præsidenten er en udtalt kritiker af – kan være en fristelse, der får ham til at tage Paramount Skydances parti i konflikten.


Kommentarer