Mange føler sig kaldet ...

Fra i dag er jeg rektor på den Danske Filmskole. På mandag skal jeg for første gang møde elever og medarbejdere, men allerede nu er jeg hvirvlet ind i helt nye tankebaner og arbejdsopgaver. Derfor bliver dette min sidste blog, og den skal handle om, hvor megen tak jeg skylder tilfældet og venlige mennesker for, at jeg som ung lærte Filmskolen at kende. For målrettet har jeg ved Gud aldrig været.

Efter min studentereksamen anede jeg ikke, hvad jeg ville lave. Jeg brugte et år på lidt løsarbejde og på den obligate rejse til Latinamerika, mens jeg håbede, at en lysende klarhed ville indfinde sig. Men i oktober måned året efter havde jeg endnu ingen som helst idé om, i hvilken retning, jeg ville gå. Jeg havde bladret universitetshåndbogen tynd for at finde en uddannelse, der tiltalte mig. Jeg vaklede mellem jura og medicin, men det trak alligevel ikke nok (I dag er jeg lykkelig for, at jeg ikke valgte medicin; det var kirurgien, der fascinerede mig, og jeg ville være blevet en faretruende kirurg, for siden jeg blev 30 har jeg rystet svagt på hænderne, en familieskavank).

Jeg var ved at gå i spåner over, at alle spurgte, hvad jeg ville være, og i nødværge replicerede jeg: Hvad synes du jeg skal? En af min mors veninder, som var dokumentarfilminstruktør, foreslog friskt, at jeg skulle blive produktionsleder. Det lød spændende, ikke mindst fordi hun tilbød, at jeg kunne komme med som (ulønnet) assistent på hendes næste film.

Hun selv skulle året efter til Mexico og ville gerne lære spansk. Hun hyrede mig til at komme en gang om ugen og undervise hende og hendes underbo. De ville også lokke deres mænd med. De to damer var flittige studerende. Det var værre med mændene. At de aldrig havde læst på lektien var én ting, men at de sad og hviskede sammen som ulydige skoleelever midt i undervisningen, det havde jeg ærlig talt svært ved at tage alvorligt.

Som 20-årig søgte jeg ind på Filmskolens to-måneders basiskursus. Trods massevis af ansøgere blev jeg optaget. Mon det havde betydning, at Filmskolens rektor Henning Camre var identisk med en af mine luddovne spanskelever? Jeg har aldrig kunnet fået ham til at røbe, om min adgangsbillet til det eftertragtede kursus skyldtes renlivet nepotisme, eller om min ansøgning faktisk demonstrerede en eller anden form for talent.

Vi var 24 håbefulde filmentusiaster i alle aldre, der på to måneder skulle stifte bekendtskab med alle filmproduktionens facetter. Den første dag blev vi mødt af vores lærer, filminstruktøren Gert Fredholm. Han indledte sin velkomsttale med at fortælle os om et særligt vilkår for alle os newcomers, der søgte en karriere i filmens myteombruste verden: I filmbranchen gælder det i særlig grad, at mange føler sig kaldet – men de fleste hører forkert!

På femtedagen af kurset blev vi introduceret til klippebordet, og mit hjerte brød i brand. Det var meningen, at vi skulle prøve alle filmholdets roller, men jeg byttede mig til klippebordstjansen, så snart jeg kunne komme afsted med det. Lige så sikker jeg havde været på, at jeg skulle være produktionsleder, lige så sikker var jeg nu på, at filmklipperiet var min bestemmelse.

Kursets klippelærer Anders Refn må have fattet sympati for min lidenskabelige interesse, for han tilbød generøst, at jeg efter endt kursus kunne kigge med i hans klipperum, hvor han skulle klippe Cirkus Casablanca, der blev instrueret af filmdebutanten Erik Clausen. I et par måneder sugede jeg til mig i det minimale klipperum, hvor en transistorradio kørte med høj musik, og luften var tung af cigaretrøg, kaffe og eftermiddagscalvados.

Efterhånden avancerede jeg til klippeassistent og fik endda mit første job med at klippe selv. I efteråret 1982 kunne man for kun tredje gang søge ind på klippelinjen på Filmskolen. Men da jeg nu allerede var så godt i gang, forekom det mig helt unødvendigt at skulle omvejen om Skolen, og mine filmbranchevenner var enige i det. Så da jeg en sen aften, få dage før ansøgningsfristen, stødte ind i Anders Refn på 80’er caféen Dan Turell, fortalte jeg ham kækt, at jeg ikke behøvede at gå uddannelsesvejen, hvorefter han var så venlig at skælde mig huden fuld over min naive overmodighed. For at gøre en lang historie kort: Jeg gik tudbrølende fra caféen og lige hjem og skrev min ansøgning. Min optagelsesprøve var middelmådig, men jeg var heldig og kom ind.

The rest is history. Filmskolen og dens fællesskab krøb ind under huden på mig. Mogens Rukov, Jørgen Leth og Henning Camre havde filmkunstneriske og filmpolitiske visioner, der rakte ud over deres samtid, og som blev definerende for mig.

Efter nogle år som filmklipper blev jeg lærer på Filmskolen, og efter det arbejdede jeg en overgang som dokumentarproducer. Jeg opgav filmklipningen og debuterede som manuskriptforfatter, hvorefter jeg blev spillefilmkonsulent på Filminstituttet og derefter første kunstneriske leder af New Danish Screen. De seneste år har jeg arbejdet som kreativ producer og manuskriptkonsulent, og det er kun et par år siden, at jeg igen måtte svare en nysgerrig, at jeg endnu ikke vidste hvad jeg skulle være, når jeg blev stor.

Men nu ved jeg det. Efter 34 år i alle mulige hjørner af filmbranchen er det at blive Filmskolens rektor for mig i overaskende høj grad som at vende hjem, selvom jeg ironisk nok i udgangspunktet slet ikke følte mig kaldet.