Det skarpe hjørne er rundet ud på sommerferielandevejen. Jeg medbringer min computer, iPad, iPhone, Apple TV og en stak DVD’er, og skulle jeg alligevel mangle beskæftigelse kalder cirkus Arli, Arena og Baldoni, kystrestauranter og kunstgallerier, sommerrevyer, provinsbiografer og en perlerække af festivaler. Men jeg længes nu mere efter at tygge drøv på et grønt græsstrå.
Første halmstrå til den åndelige fordøjelse får jeg fra et interview med Jonathan Franzen i Politiken. Han harcelerer puritansk, men præcist over ”de sociale mediers ulidelige lethed”. Han selv har taget konsekvensen og skriver nu sine bøger på en computer, der ikke kan gå på nettet: ”Det er et afhængighedsskabende produkt, og ja, du kan tage kokain i et stykke tid og stadig passe dit arbejde, men på et eller andet tidspunkt har du ikke lyst til at lave andet end at tage kokain. Han beskriver det næsten erotiske forhold, mange har til deres smartphone, det er meget tæt på at svare til at have et erotisk forhold til sig selv (…) den her næsten eksistentielle følelse af, at man nærmest kun findes i det omfang, det afspejles på de sociale medier, er ny. Og den spejling minder mig så meget om myten om Narcissus: jeg eksisterer ikke, hvis jeg ikke har 900 venner.”
Jeg føler mig ramt og måske derfor bliver jeg irriteret over hans tonefald, selvom jeg ikke umiddelbart kan sætte fingeren på hvorfor. Da journalisten afslutningsvis skriver, at ”når man taler med Jonathan Franzen, kan man godt høre, hvor hans ofte ensomme og desillusionerede romanfigurer får deres stemme fra”, tænker jeg, at hans kilometerlange romaner nok ikke bliver en del af denne feries lystlæsning.
Hvad der i stedet byder sig til som min sødeste sommernektar er en lille, intens klassiker fra 1954 af den nu 95-årige læge Tage Voss. Status på skæret beskriver, hvordan Voss får vendt op og ned på sit liv, da han som kun 29-årig i 1947 får ansættelse som embedslæge på Christiansø. Han har måttet opgive en fortravlet karriere som kirurg, fordi han ikke kan tåle operationsafdelingens kraftige desinfektionsmidler. Nu flytter han med kone og søn til den lillebitte, afsondrede ø, der er bare 710 meter lang, 430 meter bred og ligger 20 kilometer fra Bornholm.
Men at blive ø-menneske som de 181 øvrige beboere er ikke lige noget, man løber til, som han skriver. Travlheden har siddet ham i blodet siden barneårene - ”Lige ud, fart på, godt humør – ingen vrøvl”, som han sagde i kor som dreng hver morgen efter morgensang, mens skolebestyreren slog takt med hånden. På øen er der til gengæld absolut ingen fart på, og til at begynde med er det et helvede af rolig sindighed for det inkarnerede storbymenneske. Voss bestiller nogle små malerikroge for at kunne hænge sine billeder på væggen, og han går troligt til købmanden dag efter dag for at høre, om de er ankommet fra hovedlandet Bornholm, men forgæves, købmanden har ingen hastværk, og ugerne går. Til sidst bliver Voss så desperat, at han styrter hjem, hvid i ansigtet, kaster sig ned og bider i en pude.
Med tiden tager vreden dog ikke til, den forsvinder tværtimod umærkeligt, han begynder at sove fremragende om natten, og billederne står langs væggen og står egentlig rigtig godt sådan. Og da malerikrogene en dag endelig ankommer, er han næsten ligeglad, selvom han for syns skyld ikke lader sig mærke med det over for købmanden, der på sin side også gør gode miner til slet spil: ”Ens indre er i balance, solen gør så mild i sindet, man føler det og glæder sig over sine fremskridt. For man er på vej til at lære, at intet i verden er vigtigere, end man selv gør det til (…) Vi er nået så vidt, at vi kan sidde ned uden præcis at foretage os noget. Vi kan sidde og være alene med tanker, eller med hinanden, uden absolut at skulle fylde det ’tomme’ rum med en radios kværnen eller en avis eller et billedblads uvedkommende flimmer. Vi er nået til, at vi ikke behøver at snakke uden at have noget at snakke om. På den anden side har vi også lært at lade munden løbe og grine med vore unger over det rene nonsens. Vi kan danse, vi kan lege igen. Vi har fået børnenes evne til at glædes over ingenting tilbage.”
Og børnene elsker ø-livet: ”Sluttet sammen i bander efter alder og temperament strejfer de rundt, dagen lang deres egne herrer. Ingen blander sig i, hvad de gør, ingen spørger dem eller bremser dem (…) De leger sære lege, taler selvopfundne sprog med indviklet grammatik og syntax, synger sære sange med lange monotone recitativer(…) Øen genlyder af råb, buskadserne lever af travlhed, en horde stormer over stien, de lette hurtige mellemstore på sikre ben forrest, så de små storkende og stræbende og sidst de store med de allermindste på ryggen, et eller andet stort skal organiseres et eller andet sted, og det kan ikke gå hurtigt nok. Råbene og lyden af knækkende kviste fortaber sig i eftermiddagsstilheden …”
Når ø-børnene første gang kommer til hovedstaden, går turen med s-tog, sporvogne og bil til stormagasiner, Tivoli, Zoo, Rundetårn, Rosenborg, og børnene måber og bliver helt tavse. De voksne noterer sig tilfredse, at børnene er behørigt imponerede. Men:
”På tredjedagen ser de fra linje 1 et par drenge i en båd på Frederiksholms kanal. Nakken er ved at gå af led på ø-børnene. Og så kommer det: ’Ka’… ka’ vi ikke osse…’. Jamen vi skal jo i Tivoli, I ved, Pjerrot, karruseller og Kunstnerplænen og… Men de er fortabt i en diskussion om, hvorvidt der mon findes fisk at fange i kanalen. Der står man med alle sine høje huse og støjende rariteter, man står afmægtig, fattig og afklædt, slået ud af en robåd og en pirk.”
Hele bogen er en hyldest til det enkle liv i pagt med naturen og lilleputuniverset på den lille ø, og Voss afslører som Franzen hulheden i storbymenneskets jagen efter vind. Men kritikken er mild og generøs i sit tonefald, måske fordi det er skrevet fra øens helle, fra dengang man faktisk kunne tage væk, vælge fra. Så heldig er Franzen ikke, og måske derfor lyder hans stemme mere indebrændt. Vil vi nogensinde for alvor kunne undslippe den digitale verdens flimrende fristelser?
Voss blev på Christiansø i 18 år, så vendte han tilbage til hovedstaden, hvor han med årene blev mere misantropisk i sin cigarrygende kritik, men han har aldrig sluppet humoren: I hvert fald er det allerede et par årtier siden han udtalte, at han ikke gad tale med nogen der var yngre end 60 …
God sommer!
Kommentarer