I årevis har den danske filmbranche og landbruget kæmpet om, hvem der kunne græde højst og længst for at få forskellige bevilligende offentlige instanser til at hælde penge i deres produkter. Og i mange år var der dødt løb både med at græde højst og ikke få ret meget ud af det.

Landbruget smed alle mulige kemikalier i jorden, og den danske filmbranche lavede dyre og ligegyldige film, som kun var til gavn for en lille fast klike af festivalsnomader, der rejste fra festival til festival og diskuterede den hvid- eller rødvin, de fik serveret.

Men så begyndte landbruget at lytte til folkets stemme og kastede sig over det økologiske. Mens filmbranchen indså, at der også skulle folk i biografen, så man gav sig til at lave film, som folk gad se. Men nu er den gal igen.

Slagterierne råber op om dårlig økonomi og krise – og fyrer folk, fordi de ikke vil ned i løn ligesom deres tyske kollegaer. Og man sender de stakkels dyr til slagtning i Tyskland under forhold, som ikke er et moderne samfund værdigt. Hvorfor ikke satse på gode råvarer, som vi alle vil elske at købe, og som er produceret under ordentlige forhold både for dyr og mennesker?

Men filmbranchen har også taget lommetørklædet frem og råber ”send flere penge!”, fordi man mister indtægter fra dvd-salget, og Netflix buldrer frem. Forslaget fra filmbranchen er, at vi skal producere færre film, så den enkelte film kan få flere penge. Der er ikke nogen, som så nævner, at flmene også skal være bedre, men det er vel kun en deltalje.

Men der er altså noget, der ikke hænger sammen. For det første går dvd-branchen ikke dårlig. Der er bare sket det forunderlige, at folk kun gider købe det, de gider se. Resten venter de selvfølgelig med, til filmen enten er nede i en overkommelig pris eller vises på tv.

Hvidstengruppen har for eksempel solgt over 150.000 dvd’er til fuld pris og er dermed en af de største dvd succeser i de sidste ti år. En kongelig affære har også været en kæmpe succes. Og lige nu buldrer De urørlige af sted over disken. Så dvd-markedet har det fint for de film, folk gider se og dermed købe. Og tro mig, de film har Netflix og Co også brug for i den kommende digitale fremtid, så de skal nok komme til lommerne, når de vil have de film.

Min pointe? Er filmen der, så køber folk den også. Men hvad er det så galt, siden vi skal have flere penge til færre film. Jeg kan ikke se logikken, vi skal da lave mange film både low-budget og high-budget, så der kommer mange bud til danskerne, hvor dansk film er på vej hen, og så må filmbranchen sgu da bare stramme op og få lavet film for de midler, der er, i stedet for at synke tilbage til gamle tiders klynk.

Men der også noget, der ikke helt hænger sammen med, at der skulle være dårlig økonomi. Og her kommer jeg ind på min overskift: Det hænger ikke sammen. Hvis man har en stor dyr dansk film som Spies & Glistrup, hvorfor så vente over et halvt år med at sætte den op i biograferne til halvpris gennem Biografklub Danmark. Nils Malmros’ Sorg og glæde har også ligget klar i lang tid, men kommer først op medio november til halvpris, og Pernille Fischer Christensens nye film En du elsker var færdig med optagelserne, før Tarok gik i gang, men har først premiere til april næste år ... til halvpris.

Det kan da ikke gå helt galt for en filmbranche, hvor flere producenter tigger og beder om at komme til at vente flere måneder, ja op til år for at få lov til at sælge deres film til halvpris. Med mindre at det er så godt finansieret, at det ikke betyder noget.

Der er noget andet, der heller ikke hænger sammen. Man brokker sig over, at nu går det ad helvede til med dvd, og Netflix betaler ikke ret meget, men hvorfor pokker leverer de samme brokkehoveder de samme film til bibliotekerne, hvor alle kan se dem gratis!

Så kan jeg kun sige: Lav flere film og lav film, hvor folk satser og tror på, at publikum gider komme og se filmen til fuld pris!

Skatteyderne, der betaler gildet, skal vide, at der er hjerteblod bag og ikke klynk! Vi har også et ansvar over for dem, der betaler det meste af gildet. Jeg var forleden på Herlev, og her var det bare så deprimerende tydeligt, at vores politikere svigter menneskeligt big time med alle deres nedskæringer, og jeg blev helt flov over at se, hvordan personalet knoklede som sindssyge for at få det til at hænge sammen.

Derfor har vi som filmbranche også et ansvar for at levere varen og ikke bede om flere penge til færre film. Nej, vi skal spytte blod og give danskerne vores bud til en mangfoldig filmkultur, der både skaber store oplevelser, nye talenter og får Danmark på vores eget landkort og verdenskortet. Så smid tudekiksen væk og smøg ærmerne op og LAV FILM!