Pyyy, der var eksamensnerver på. Men de forsvandt hurtigt. At sidde over for bedømmelsesudvalget, som bestod af repræsentanter fra branchen, Det Danske Filminstituts direktion og bestyrelse, og få mulighed for at fortælle sine visioner, var en god og kreativ oplevelse.

Jeg blev helt konkret spurgt om, hvorfor jeg mener, at dansk film er i krise, især i konsulentsystemet, og hvad jeg ville gøre ved det.

Jeg fortalte, at det største problem er, at du i dag ikke kan se forskel på, hvilke film der kommer fra markedsordningen, og hvilke film der kommer fra konsulentordningen.

Det gælder især dramaerne, der næsten alle er skåret over samme dramaturgiske model, som vi kender fra tv-serierne. Men det, der virker på tv, virker nødvendigvis ikke i biografen. I biografen forventer publikum at blive langt mere udfordret, når de har betalt for det, i modsætning til hjemmesofaen, hvor tv kæmper med småkagerne om seernes opmærksomhed.

Jeg fortalte, at siden 2013 har de klassiske dramaer, når de kommer i Biografklub Danmark, haft store problemer med at bryde den magiske 300.000 billetgrænse. Den er vigtig, for de første 200.000 billetter er til halv pris. Det koster formuer på bundlinjen. Det ser pænt ud, når vi kalder det markedsandel i billetter, men et kan være skyld i flere konkurser på længere sigt. Problemet har været, at filmene er for traditionelle og ikke er blevet markedsført til deres publikum.

Det vil jeg gøre noget ved.

Jeg fortalte, at de film, jeg støtter, skal ville noget og have en strategi for, hvordan filmen kommer ud til publikum.

Jeg fortalte, at både instruktør, producer og distributør SKALhave en klar idé om deres film, hvad den vil, hvordan de vil fortælle det til publikum, og hvordan de ville bygge det op.

Det sker ikke nu.

Den dødsyge traditionelle fremgangsmåde for både producent og distributør er, at filmenes release bliver lagt på Biografklub Danmark-datoerne, og det er, hvad der bliver gjort ud af markedsføringen. Hvis filmene ikke kommer med i klubben, er de alle tabt på gulvet. For ingen har tænkt over, hvad man så skal gøre. Det er kreativt ødelæggende for kunstneren og kreativt ødelæggende for filmkulturen.

Jeg fortalte, at jeg vil kræve, at budgetterne bliver realistiske. Det kan ødelægge en hver instruktør, hvis han eller hun flopper på et alt for stort budget. Jeg vil bede producenten om at hoppe i havnen og komme tilbage med et budget, der finansierer filmen og ikke hans eller hendes skrantende forretning.

Jeg fortalte også, at jeg vil være kunstnerens forkæmper hele vejen no matter what!

Jeg fortalte, at jeg helt klart vil have fokus på lavbudget-ordningen og bruge min erfaring til at hjælpe de nystartede producenter med selv at distribuere filmen uden om de etablerede distributører. Sidstnævnte kan alligevel ikke bidrage med noget, hverken økonomisk eller i tid, hvis ikke det er et oplagt mainstreamprojekt.

Jeg fortalte, at jeg tror på fremtidens nye platforme. Meeen hvis det er i biografen, filmen skal distribueres til, så skal man respektere, at den først skal ses i biografen og derefter på andre platforme. Vælger man derimod andre platforme, skal der lægges en lige så klar strategi for, hvordan de skal ramme publikum.

Jeg fortalte, at jeg vil gøre konsulentordningen til en vigtig fødekæde for markedsordningen. De instruktører, jeg støtter, skal kunne fortsætte med at lave vilde, kunstneriske film, men også udfordre markedsordningen, så den ikke kun er en pølsefabrik for romertalsfilm.

Jeg fortalte, at jeg vil føre New Danish Screen-kunstnerne og producenterne videre i systemet, så de kan udfordre branchen.

Det var en super oplevelse at fortælle om sine visioner

… jeg fik ikke stillingen.