Fra hoften

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

07. juni 2017 | 14:18

Kære filmkonsulenter, gør oprør!

Foto | Peter Hove Olesen
Mikkel Munch-Fals tiltrådte posten som filmkonsulent med bulder og brag ved at sætte en pistol for tindingen af elefanten Bodil fra Far til fire-filmene. Siden da er der blevet mere stille omkring ham.

September 2014: Åke Sandgren i sin tale på Det Danske Filminstitut, da han tiltrådte som børnefilmskonsulent: ”Vi har brug for nye universer. Nye boldgader frem for den gode fiktion. Udnyt dansker-kortet. Lad os se nye brands til familien Danmark. Lad os lukke de unge filmskabere ind til gavn for det unge publikum.”

September 2015: Filminstituttets filmkonsulent Mikkel Munch-Fals startede sin ansættelse med at skyde Far til fire-elefanten med ordene: ”Jeg savner en nazist i dansk film.” I sin tiltrædelsestale, da han tiltrådte, sagde ham videre: ”Vi skal udvikle os, samfundsmæssigt og menneskeligt. Der spiller kunsten – og måske især filmkunsten – en helt central rolle.”

Oktober 2016: I sin tale som nystartet filmkonsulent sagde Morten Giese: ”Vi har brug for film til at forstå os selv bedre. Film, der kan få os til at reflektere over, hvem vi er, vores holdning til verden og vores fælles værdier i Danmark.”

Når man læser de tre konsulenters udtalelser og taler, strømmer optimismen som en tsunami gennem ens filmkrop. Det er nemlig ikke floskler, men ord fra hjertet, så man tror på det. Troen på dansk film kan ikke være højere, når man går fra det første møde med den nyansatte filmkonsulent.

Men nej, som den brutale nedkæmpelse af studenterne på Den Himmelske Plads og Det Arabiske Forår var det kun den ene gang, man hørte stemmen fra dem, der har den absolut største indflydelse på dansk film og fremtiden. Og sådan har det været, hver gang en filmkonsulent er blevet ansat:

Først visioner, så larmende tavshed.

Når man går på gangene på Filminstituttet, ser man dem sidde i deres kontorer, hvis mangel på størrelse kun overgås af cellerne i Vestre Fængsel. Indtrykket er også, at de har lige så lidt ytringsfrihed som de indsatte samme sted, måske endda mindre. Ingen skriverier, ingen indblanding i debatten, ingen tv-interviews, radio intet.

Kun en mur af standarddokumenter, der skal udfyldes, som var det en ansøgning til Stasi i Østtyskland.

Det var derfor en befrielse at være til Heartland Festival og opleve samtalen mellem den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson og dokumentarinstruktøren Joshua Oppenheimer, der handlede om kunstnerens ansvar og muligheder for at påvirke verden.

Samtalen blev mesterligt styret af ingen ringere end Mikkel Munch-Fals, der i programmet blev præsenteret som manuskriptforfatter, instruktør, filmkonsulent hos DFI og måske mest kendt som tv-vært på DR2 Premiere. Nu var lyden ikke den bedste, men jeg er ret sikker på, at ”filmkonsulent” blev glemt i den mundtlige præsentation af Mikkel Munch-Fals.

Og symptomatisk er det også, at den brede skare skal gætte sig til, hvad DFI er, og at Mikkel Munch-Fals er mest kendt som vært på et tv-program, der stoppede med samme vært for otte år siden.

Ikke et ord om, at Mikkel Munch-Fals i dag er ansat i en stilling, der har den absolut største indflydelse på dansk film.

Det er ikke så mærkeligt, når han som filmkonsulent er ikke-eksisterende i offentligheden. Det var en fornøjelse at opleve, at Mikkel Munch-Fals stadig er i live og har sine meninger. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det har fået konsekvenser, at han har været en effektiv ordstyrer i en væsentlig kunstnerisk debat.

Den 12. juni er der fiktionsdag på Det Danske Filminstitut, hvor spillefilmen er i centrum. De eneste, der ikke deltager er … filmkonsulenterne!

Jeg nægter at tro, at det er med filmkonsulenters gode vilje, at de ikke er synlige i den offentlige debat og slet ikke, når man kender til deres visioner. Det må være dybt frustrerende at møde folk og fortælle, at de er filmkonsulenter og så konstant møde denne bemærkning: ”Filmkonsulent, nå for søren, det går sgu da ikke for godt for dansk film.”

Hvis filmkonsulenterne kunne få lov til at virkeliggøre deres visioner, komme ud i miljøet og møde filmskaberne dér, hvor de lever og ånder, debattere om deres visioner i medierne, så de blev danskernes eje, fyrtårne i dansk filmkultur, er jeg også sikker på, at dansk film vil rejse sig igen.

Derfor kære filmkonsulenter: Gør oprør! Grib til våben og flygt fra jeres celler. Det kan ikke gå hurtigt nok. Vi er en hel branche, der står bag jer.

Kommentarer

Regner Grasten


Producenten Regner Grasten skyder sine skarpladte holdninger til dansk og international film afsted fra hoften.

Søn af maler/filminstruktør Kirsten Stenbæk og filmanmelder/manuskriptforfatter Bent Grasten. Tilbragte sin barndom på Ekstra Bladets redaktion og ASA-filmstudierne i Lyngby.

Fik som ung 450 kr. om måneden for at sætte plakater op og skrue elpærer i hos ABCinema. Var med til at grundlægge biografen Klaptræet, siden selskabet Kærnefilm med Per Holst.

Startede sammen med sin kone, Tove, produktionsselskabet Regner Grasten Film og producerede med Per Holst Op på fars hat, der blev set af en million mennesker i biografen.

Har produceret 34 film, heriblandt Anja & Viktor-serien, Det forsømte forår, Kun en pige, Hvidstengruppen og senest Tarok. Har også stået bag to julekalendre og teater-musicalen Askepop. Har været forfatter og medforfatter på flere af filmene under pseudonymet Torvald Lervad. Var instruktør på Bananen – skræl den før din nabo, der blev firmaets største flop.

© Filmmagasinet Ekko