Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

08. okt. 2018 | 10:48

Derfor er jeg feminist

Foto | Larry Smith
Nøgne, smukke kvinder kaster sig for fødderne af maskeklædte mænd i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut.

I en S-bahn i Berlin en efterårsdag for cirka tre uger siden spurgte en ven mig, hvorfor jeg egentlig valgte at kalde mig feminist.

”Jeg går da også ind for ligestilling, hallo! Hvem gør ikke det?” skyndte han sig at sige. ”Men ligefrem at kalde sig feminist, er det ikke lidt ekstremt?”

Jeg trak køligt på skuldrene og lagde panden mod den fedtede togrude, og mens de trøstesløse betonbygninger passerede forbi, grublede jeg over et godt svar.

Aftenen inden havde vi set Stanley Kubricks Eyes Wide Shut på dvd og drukket rødvin. Vi havde danset til noget elektronisk musik, han kendte, og råbt og skreget og været pissefulde og pisseunge.

”Pissefed film,” var vi enige om.

Især en afgørende scene, hvor en ung Tom Cruise træder ind i et pompøst forbryderkartel til et overdådigt bal, hvor alle gæsterne er maskerede, og nøgne, smukke kvinder kaster sig for mændenes fødder. Scenen var storslået.

”Tænk på filmen i går og scenen med maskerne og kvinderne,” indledte jeg. Min ven så drømmende ud og nikkede. ”Og tænk!” sagde jeg og rettede mig op, ”om det havde været Nicole Kidman – og ikke Tom Cruise – der sneg sig ud en sen aften, iklædt fløjlshandsker og kappe, på udflugt til kartellet. Men et andet kartel, hvor kvinder var tildækkede, og nøgne, prostituerede mænd snoede sig i møblerne og gjorde sig til for dem.”

”Hvad så?” sagde han uanfægtet. ”Det ville da være cool nok.”

”Cool?” afbrød jeg, ”det ville sgu da være fantastisk! Men hvor ofte ser vi lige det? Hallo! Hvorfor ser vi aldrig den slags?”

Han blev tavs et øjeblik. ”Fordi filmen er instrueret af en mand,” sagde han lavt.

”Netop!” udstødte jeg med en røst, der kom bag på mig selv. Tænk, at vi i fællesskab var nået frem til en så indlysende sandhed.

De fleste film – nej, stort set alle film – er instrueret af mænd. Hvad med kvinders historier?

Han trak på skuldrene og så spørgende på mig. ”Er det derfor, du er feminist? Så der kan være lige så mange nøgne mænd i film som nøgne kvinder?”

”Nej, sgu da!” Jeg rullede med øjnene. ”Jeg er feminist, fordi jeg er kvinde og vil være filminstruktør.”

Toget standsede. Vi skulle af.

”Jeg synes bare, det er så radikalt at kalde sig feminist,” sagde han. ”Ordet ekskluderer jo fuldkommen mænd, og feministerne negligerer mænds problemer. Og alt det med #MeToo er jo den rene heksejagt. Det er en folkedomstol, og mange uskyldige mænd ender med at blive hængt ud og brændt på bålet. Det er da radikalt!”

Vi købte et par øl og satte os på kanten af en trappesten. Han tændte en cigaret.

”Jeg kan komme i tanke om mange ting, som er langt mere radikale,” sagde jeg og tog en ordentlig slurk.

”Forestil dig for eksempel, at du er praktikant på et stort filmselskab, og du en onsdag morgen drikker kaffe med en anden mandlig praktikant, og bag ham på væggen bemærker du, at der hænger en skamferet penis som et andet trofæ. ’Hvad er det?’ spørger du en smule forfærdet. ’Nå det!’ siger han leende, ’det er en rekvisit fra en film, hvor en forstyrret mand skærer sin penis af. Et hit i Cannes.’ Og bagefter fortæller han dig sådan helt nonchalant, at ejeren af filmselskabet – en ældre, gråhåret kvinde med hængevom – engang imellem kan finde på at give dig et ordentligt klask i røven. ’Men det skal du nu bare tage med et smil,’ forsikrer han og slubrer mere kaffe.

”Ville det ikke være temmelig radikalt?” spørger jeg min ven og drikker mere øl, inden jeg går videre med min fantasi om en verden domineret af kvinder.

”Og for resten: Alle magtfulde poster er styret af gamle, halvfede kvinder og altid har været det. ”Grab them by the balls,” udtalte en amerikansk præsidentkandidat om mænd kort inden valget, og alligevel endte hun med at vinde! Hendes modstander, en topkvalificeret mandlig kandidat, kunne være blevet landets første, mandlige præsident, men tabte til en reality-stjerne.”

Er det ikke radikalt?

Eller forestil dig, at du går på gaden i København eller Berlin og glor på statuer, og på alle piedestalerne står historiens betydningsfulde kvinder solidt placeret. Og på ryggen af de irrede stridhingste i bronze sidder stolte kvinder og skuer ud over byen, og mens du går tur og ryger smøger og er ungdomsmelankolsk, lytter du i dine høretelefoner til tidens musik, en bestemt genre, du egentlig godt kan lide, der bare er berygtet for nedgøre dit køn.

Måske har du det lidt ambivalent over at skulle mumle med på et track, skrevet af en kvinde, som rapper om at tæve en mand og derpå kneppe ham sønder og sammen. I musikvideoerne er mændene halvnøgne og gnubber sig op af fuldt påklædte kvinder, der hånligt kalder dem ludere.

Er det ikke radikalt?

Du læser i aviserne om maskulinisme og en ny bevægelse, der kalder sig #MeToo. Noget med en kvindelig filmproducent, som har krænket en del unge mandlige skuespillere.

Du fnyser ved tanken om maskulinisterne, frelste, vrede mænd med hår under armene, der brænder deres undertøj af i protest mod systemet. Dine kvindelige venner kalder dem hysteriske, og du giver dem ret.

Da du var tolv-tretten år og gik i syvende klasse, begyndte du at fjerne din kropsbehåring, selv om du først lige havde fået den. Fredag aften skraber du alt dit hår på kroppen af, inden du tager i byen. Det skal gå stærkt, du skærer dig flere steder på skinnebenet, det bløder lidt, men ikke voldsomt.

Du ved, at kvinderne synes, det er klamt, hvis du har hår på benene eller under armene. Du har hørt om mænd, der fjerner håret omkring skridtet med laser. Du overvejer lidt, om det er løsningen fremover. Så undgår du snitsår fra barberbladet. Midaldrende mænd i Hollywood får ingen roller, de lægger sig under kniven og bliver skåret i ansigtet for at stramme huden ind. De skal se yngre ud, hvis de skal konkurrere med kvinderne, der bare bliver mere og mere sexede med alderen.

Er det ikke radikalt?

Du læser i en roman, som du ved er et stykke verdenslitteratur, en rigtig klassiker. Du bliver med det samme tryllebundet, betaget af sproget, rytmen, billederne. Bogen er selvfølgelig skrevet af en kvinde, og de kvindelige karakterer indlever du dig fuldkommen i. De mennesker, længselsfulde, med fejl og mangler og indre katastrofer. De kan være tyngede af ensomhed eller opslugt af begær, de er som dig. De indkapsler alt det, du kender i dig selv, både lyset og mørket, det gode, milde og prisværdige, men også det grusomme.

Der er også mænd i romanen, men du ignorerer dem næsten. Du gør det ikke bevidst. Du gør det, fordi de ingenting giver dig. Den mandlige biperson er karikeret, næsten akavet. Hans karakter er blevet begrænset, hans intellekt reduceret, men det er svært for dig at gennemskue, for du er vant til at se mænd skildret sådan – som tragikomiske karikaturer. Det er sjældent, du oplever at se dem udfoldet på samme måde som de kvindelige karakterer.

Du identificerer dig ikke med dem, hverken når de af forfatterinden beskrives som utæmmelige forførere, der leder kvinder i fordærv, en rigtig homme fatale, eller når de bliver gjort gådefulde for så at blive hadet for deres gådefuldhed, eller når de beskrives som aseksuelle, kyske og barnagtige.

En del af dig af dig føler næsten trang til at håne de mandlige bipersoner, fordi de er så ulige dig og samtidig romanens eneste repræsentanter for dit køn. Og det ærgrer dig, at en forfatterinde, der kan skrive så ægte og levende som sine kønsfæller, ja, om den menneskelige natur, samtidig kan skabe et så mangelfuldt og forstyrret et billede af netop dit køn.

Det tøj, du har på, er ikke længere så behageligt, som det var, da du var barn. Det er tætsiddende og strammer, især op i skridtet, og skoene klemmer og giver dig vabler. Men det skal være stramt – eller tilpas stramt. For hvis det bliver for stramt, vil kvinderne synes du er billig. Det handler om at finde balancen. På vej i byen ruller et par ældre kvinder bilruden ned og råber et eller andet klamt efter dig.

Er det ikke radikalt?

Da du var teenager, købte du massevis af produkter og kemikalier, og malede dig selv i fjæset, inden du gik i skole. Din hud skulle dækkes til, glattes ud. Du skulle se ud på en måde, som behagede pigerne. Deres hud var der ingen, som tænkte på at dække, hvorfor besværet? Den måtte være både betændt, arret og usoigneret. Who gives a shit?

I bladene kan du læse præcis, hvordan du gør og få gode råd i sektionen ”Spørg pigerne” eller ”Pigepanelet”, hvor en flok kække piger fortæller dig, hvordan de synes, du skal klæde dig og se ud for at være tilpas skøn og sexet.

Du slår maskulinisme op på Wikipedia: ”Maskulinisme er en betegnelse for en række politiske bevægelser, ideologier og sociale bevægelser, som har det fælles mål at definere, etablere og opnå politiske, økonomiske, personlige og sociale rettigheder for mænd, der er ligestillet med kvinders.”

Det lyder ikke så farligt, tænker du. Måske kan du alligevel kalde dig maskulinist?

”Jeg er altså maskulinist,” siger du til dine kvindelige filmkollegaer, næsten undskyldende og forsøger at forklare, at det bare handler om ligestilling. ”Men vi har jo allerede ligestilling i Danmark,” griner de og skifter emne. ”Fokuser dog på de fattige lande, hvor der virkelig er brug for forandring!”

”Bare rolig,” forsikrer du kollegaerne. Du er en god fyr. På trods af din selvstændighed, dannelse og intelligens er du helt harmløs. Du er slet ikke som de radikale maskulinister eller #MeToo-fanatikerne, der driver heksejagt på alle de stakkels magtfulde kvinder, du er hverken gal eller radikal.

En sen aften går du ud af biografen på Nørrebro med en vanvittig følelse i kroppen, som om der er blevet tændt et bål i dig. Det blusser, varmer, giver dit ansigt glød. Du har lige netop set en ny film: Ditlev & Louis.

”Kæft, den var fed!” hører du dig selv sige flere gange ud i luften. Ditlev, der klæder sig ud som kvinden Ditte og får kæmpe succes i filmbranchen. Den mandlige instruktør, der forsøger at slå igennem, men konstant bliver mødt af fordomme.

Omsider en film, hvor to mænd tør være præcis lige så grimme, vulgære, sjofle og grove som deres kvindelige kollegaer.

Du har godt nok bemærket, hvor påfaldende få kvinder der var i biografen den dag. Måske en tre-fire stykker, selv om salen var næsten fuld. ”Sådan er det jo,” tænkte du. Kvinder gider ikke se film, hvor mænd gør grin med dem eller udstiller dem. Så føler de sig trådt på og bitte små.

Og du kommer i tanke om Christine Tafdrups anden spillefilm, En frygtelig mand, som du så et par måneder forinden. På trods af den hårdtslående titel har der været mindst lige så mange mænd som kvinder i biografen. Filmen blev en uventet publikumssucces, og begge køn havde tilsyneladende moret sig.

Gad vide, om kvinder havde gidet se en film med titlen En frygtelig kvinde instrueret af en af de få mænd i branchen? En Christian og ikke en Christine.

Gad vide, om de kvindelige biografgængere havde leet lige så højt. Eller om latteren var blevet bitter? Gad vide, om de havde afvist filmen som radikal?

Og mens du bevæger dig hjemad, tænker du i dit stille sind over, hvordan det mon må være at vide, at man er overlegen og har magten udelukkende i kraft af sit køn, og at man altid vil være det indlysende subjekt i enhver sammenhæng.

Men også hvor angstprovokerende det egentlig må være, når man er vokset op med og altid har kendt til sin egen selvfølgelige overlegenhed, pludselig at skulle give plads til noget andet?

Kommentarer

Las Dyhrcrone

 

Las Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

Midt tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Las og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Las er elev på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

© Filmmagasinet Ekko