Danske instruktører forsøger med accelererende styrke at tage bjergtag med Hollywood, dog er det historisk sket med stærkt svingende held.
Siden Ole Bornedal gjorde landgang i 1998 med sin amerikanske genindspilning af Nattevagten, har ikke mindre end syv danske instruktører forsøgt at gøre deres hoser grønne i filmens Mekka, heraf alene fem de sidste tre år. Mikael Salomon, Susanne Bier, Jonas Elmer, Nicolas Winding Refn, Christian E. Christiansen, Asger Leth og senest Niels Arden Oplev har instrueret spillefilm i USA.
Danske instruktører er attraktive for Hollywood, fordi de er billige, godt uddannede og velopdragne. Ydermere kan de producere på små budgetter, men alligevel få filmen til at ligne en million. Danske instruktører er nemlig opdraget under trange kår, hvor det er indbyggertallet i vort lille sprogområde, der har dikteret deres films budget.
Efter den – på alle måder – utrolig hårdhændede amerikanske modtagelse af Niels Arden Oplevs Dead Man Down, ligger det vel ligetil at spørge: Hvad er det, der får gode danske instruktører til at tage til Hollywood for at lave film?
Der er næppe nogen tvivl om, at det er prestige, drengedrømme og penge, som får danske instruktører til at drage mod det forjættede land. Og der er ingen tvivl om, at flere danske instruktører er blevet fristet over evne for at få lov til at koste rundt med et filmhold på 120 mand i forhold til 35-40 stykker i Danmark.
Ingen af de danske instruktører, der har forsøgt sig i filmens Mekka, har lavet film, som har været baseret på eget manuskript (ud over Ole Bornedals Nightwatch, som jo var baseret på hans egen Nattevagten). Det har været bestillingsopgaver, hvilket bringer os ind på de store forskelle, der er på at lave film i USA i forhold til lille trygge Danmark. Og i denne henseende skal man være opmærksom på, at tankegangen i Hollywood ligger længere væk fra den danske ditto, end man overhovedet kan forestille sig.
Som førstegangsinstruktør i Hollywood skal man være opmærksom på, at det i langt større udstrækning er producentens film, end man oplever det i det danske statsstøttede miljø. I helt ekstreme forhold kan man sagtens forestille sig, at producenten, efter optagelserne, siger til instruktøren: ”Mange tak for denne gang – vi ses til premieren.” Instruktøren har sagtens opleve, at han hverken har indflydelse på klippearbejde, andet efterarbejde eller lancering, som en instruktør ellers er vant til i Danmark. Der er næppe ”final cut”-klausul i førstegangsinstruktørers kontrakter i Hollywood.
Det er hele dette tankesæt, der er den helt store udfordring for en dansk instruktør, som tager springet til Hollywood-miljøet.
I Danmark har selv debutinstruktører meget mere kontrol over den film, de instruerer – som endda ofte er baseret på eget manuskript. Det er først og fremmest instruktøren, Det Danske Filminstitut har øje på, når støttekronerne skal bevilges. Det giver instruktøren en magt i danske produktioner, som det tager mange, mange år at opnå i Hollywood. Hvis det nogensinde sker.
Man kan også med usvigelig sikkerhed se instruktørens arbejdsforhold på filmens amerikanske plakat. Står der på plakaten intet andet end ”Directed by”, kan man regne med, at det er præcis det, instruktøren har gjort og ikke ret meget andet. Men står der også ”A film by”, omfatter arbejdet mere end blot instruktion.
Instruktøren skal samtidig finde sig i at leve under et potentielt terrorregime fra skuespillerne, der så let som ingenting kan få en instruktør fyret, da de er et vigtigere salgsargument på filmens plakat end den sølle danske førstegangsinstruktør i Hollywood.
Men kan man indordne sig under disse forhold, står døren så absolut på klem, men kravet til en dansk førstegangsinstruktør i Hollywood er, at filmen bliver profitabel. I USA spiller profitabilitet en langt større rolle end i Danmark, for eksempel ville Simon Staho ikke have gang på jord i Hollywood. Der er nemlig ingen statslige støtteordninger i USA. I allerheldigste fald kan producenten få skattelettelser, men så er det også sagt. I Danmark har Det Danske Filminstitut en tommefingerregel, som fortæller, at det tager tre film ”at køre en instruktør ind”. Gode anmeldelser hjælper ikke meget på instruktørens fremtidsmuligheder, hvis producenten taber $20 mio. på produktionen.
Men hvem har fortsat modet i behold, og hvad kan vi vente os fra danske instruktører i Hollywood de næste par år?
Både Susanne Bier, Christian E. Christiansen, Nicolas Winding Refn, Nikolaj Arcel og Mikael Salomon barsler med nye amerikanske film, men allerførst kommer Hollywood-debutanten Kaspar Barfoed med actionthrilleren The Numbers Station, med blandt andre John Cusack og Malin Akerman. Handlingen fokuserer på en tidligere CIA-agent og den unge kvinde han har fået til opgave at beskytte, mens de kæmper for overlevelse efter et overraskelsesangreb. Manuskriptet er skrevet af F. Scott Frazier og et mindre Hollywood-studie står bag filmen.
Dernæst bliver det Susanne Biers tur med hendes Hollywood-film nummer to: Serena, som er baseret på en bog af Ron Rash med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i hovedrollerne. Filmen handler om George Pembertons tømmer-imperium i North Carolina under depressionen, hvis fremtid bliver kompliceret, da det bliver konstateret at hans hustru, Serena, ikke kan få børn. Filmen bliver produceret af et mindre Hollywood-selskab. Christoper Kyle har skrevet filmens manuskript.
Christian E. Christiansen står ligeledes klar med sin anden Hollywood-film, efter The Roommate: thrilleren The Devil's Rapture med de forholdsvis ukendte nye talenter, Rufus Sewell, Alucia Debham Carey og Adelaide Kane. Filmens handler om en religiøs kult, hvor flere af kultens unge piger begynder at forsvinde. De ældre medlemmer frygter en gammel profeti, mens de yngre medlemmer mistænker de ældre for at have slået dem ihjel. Filmens produktionsbudget er på $10 mio., manuskriptet er skrevet af Karl Mueller og også i dette tilfælde står et mindre Hollywood-studie bag.
Nicolas Winding Refn er efter sigende også klar med en Hollywood-film, efter det dansk/franske sidespring med Only God Forgives: Sci-fi thrilleren Logan’s Run, som er en genindspilning af filmen af samme navn fra 1976. Filmen handler om det perfekte fremtidssamfund, der blot har en enkelt lille hage: der er dødsstraf når man fylder 21 år. Heller ikke i dette projekt har instruktøren været involveret i manuskriptet. For en gangs skyld er det et af de helt store studier, Warner Bros., som står bag en danskers film i USA.
Årets danske Oscar-håb, Nikolaj Arcel, kommer i 2014 med The Power of the Dog efter en roman af Don Winslow og for en enkelt gangs skyld er en dansk instruktør involveret i manuskriptskrivningen. Handlingen spænder fra New York til Tijuana og involvere DEA-agenter, en irsk lejemorder, ondskabsfulde narkobaroner, mafiaen og en heltinde, hvis loyalitet er delt mellem en narkobaron, en præst på korstog og en DEA-agent. Ingen roller er endnu besat.
Minsandten om ikke også Mikael Salomon er klar med en ny Hollywood-spillefilmsproduktion, efter 15 år i TV eksil: action-thrilleren Freezer med blandt andre Dylan McDermott, Peter Facinelli og Yuliya Snigir. Filmen handler om 2 mænd, som er spærret inde i en kødfryser og deres kamp for overlevelse og ultimativt slippe ud igen. Manuskriptet er skrevet af Tom Doganoglu og Shane Weisfeld.
2. del af denne blog vil handle om, hvordan det hidtil er gået de danske instruktører i Hollywood.
Kommentarer