Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

19. nov. 2018 | 11:45

Komiske Bülow Christensen

Illustration | Kim Pedersen
Streamingdebattens svar på Golfkrigens ”Komiske Ali”: Claus Bülow Christensen.

For dem, der er gamle nok til at huske ham, står Golfkrigens ”Komiske Ali” som et fyrtårn, når det handler om udenomssnak. Fjernt fra realiteternes verden forsvarede han den store leder: Saddam Hussein.

Med sit seneste blogindlæg gør Claus Bülow Christensen Komiske Ali rangen stridig.Intet middel er for usmageligt, når Bülow Christensen skal forsvare sin store leder: Reed Hastings, chefen for Netflix.

1. Når Bülow Christensen skriver: ”Netflix-aktien har faktisk i mange år været betragtet som en skrøbelig aktie, og det påpeger vi analytikere også løbende,” slår det nye rekorder.

Claus Bülow Christensen må virkelig have store problemer med at se sig selv i øjnene, når han står foran spejlet. Se denne video, hvor han kommenterer selskabets 2. kvartal 2018. Det er en lang anbefaling til at købe aktien. Der er ikke antydningen af, at påpege aktien er skrøbelig. Tværtimod. Han siger ét og gør noget helt andet.

2. Bülow Christensen mener nævnte blog kun handler om tv-serier til trods for overskriften: ”Netflix baner vejen for fremtidens filmfest.” Selvfølgelig handler det også om film.

3. Selvfølgelig generaliserer Bülow Christensen ud fra det mest spinkle grundlag. Da Netflix begyndte at storme frem, var der ingen ende på hans forudsigelser om en snarlig magtovertagelse af filmindustrien og biografernes endeligt. Det er ti år siden. Og biograferne er aldeles upåvirkede af streamingtjenesterne og går strygende.

4. At Bülow Christensen i sit svarskrift sætter et ganske andet udgangspunkt for min mening om hans besynderlige, verdensfjerne generaliseringer, viser ikke blot knæfaldet for Netflix, men også, at han ser en god læremester i Komiske Ali.

5. I årevis har Bülow Christensen fejlagtigt postuleret, at biograferne ikke ville vise Netflix-film. Sandheden er, at biograferne slet ikke har fået tilbudt tjenestens film. Næh, de film ville tjenesten da have for sig selv. I de to tilfælde danske biografer er blevet tilbudt visningen af film fra Netflix, er de i begge tilfælde blevet sikret visning. Atter et eksempel på den såkaldte eksperts manipulationer.

6. Bülow Christensen har været en stor reklamesøjle for Netflix i hele sin blogvirksomhed. Det kan let dokumenteres. Man kan blot læse hans blogs, som altid omtaler tjenesten enormt positivt.

7. Det er hævet over enhver tvivl, at Netflix er snyltere på filmindustrien. Hele Netflix’ forretningsmodel hviler på billige opkøb af biograffilm. Uden disse biograffilm kunne Netflix ikke engang have egenproduceret en YouTube-video på ti minutter og tjenesten ville aldrig have løftet sig over det niveau.

8. Ja, der er mange, der beskæftiger sig med Netflix, men ingen gør det så kritikløst som Claus Bülow Christensen. Han er faktisk bedre til at forsvare tjenestens nogle gange besynderlige beslutninger, end tjenesten selv er. Se blot ovenstående video en gang til.

For eksempel er det opsigtsvækkende, at Bülow Christensen i sit blogindlæg slet ikke går ind i problematikken med Netflix og biograffilm, som pt. er et glohedt emne. Forleden kunne man da også konstatere, at Bülow Christensen i B.T. mener, at det er ”en farlig vej at gå” for Netflix. Altså at give biograferne eksklusivitet på tjenestens film, inden tjenestens abonnenter kan se filmene på streaming.

Det er nu i hans seneste udlægning blevet til en ”kold, kalkulerende afprøvning af forskellige forretningsmodeller”. Netflix er ikke alene om slingrekursen, den har så sandelig også smittet Bülow Christensen. Det kalder jeg loyalitet!

Selvfølgelig er der tale om en slingrekurs fra Netflix’ side, når man først siger, at tjenestens film vil blive udsendt simultant i biografer og på tjenesten, og så blot to uger senere fortæller den undrende befolkning, at biograferne vil vise Netflix’ egenproducerede film op til tre uger før de kan ses på tjenesten.

9. Det er så sandelig ikke mig, som skaber forvirring om Netflix’ gæld. Den står Bülow Christensen egenhændigt for. Han skriver, at Netflix skubber en gæld på to-tre milliarder kroner foran sig. Den er tifold større, end han i første omgang fastslår. Nu viser det sig, at han taler om konstant negativt cash-flow. Jamen, hvorfor skriver han så ikke det? Forvirringen står Claus Bülow Christensen egenhændigt for.

Jeg har meget vanskeligt ved at respektere Claus Bülow Christensen. En mand, der kalder sig selv uafhængig analytiker, kan nemlig ikke agere part i en sag. Og part i denne sag er han så sandelig. Hvorfor mon Det Danske Filminstitut ikke længere benytter hans såkaldte analytiske evner?

Og jeg må sige nej tak til Claus Bülow Christensens tilbud om en fribillet til et af hans seminarer. Der er grænser for, hvad jeg vil udsætte mig selv for. Jeg deltager nemlig ofte i seminarer i udlandet og henter her den nødvendige viden om denne sag. Det sker langt fra Bülow Christensens manipulerende arrangementer, jeg tidligere har deltaget i. De er jo ligesom hans blogvirksomhed én lang reklamesøjle for Netflix, med for eksempel visning af promotionvideoer fra Netflix.

Jeg håber så sandelig, at Netflix betaler Bülow Christensen et rundhåndet sponsorat.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko