Skuespilleren Sebastian Jessen begyndte allerede sin karriere som tolvårig i rollen som Egon i Jørn Faurschous Albert fra 1998.
Siden har 3,8 millioner danske biografgængere oplevet Sebastian Jessen på det store lærred. Ganske godt gået af en kun 32-årig (se komplet liste over Jessens meritter nederst!).
Og lige om lidt er den selvlærte skuespiller aktuel i sin syttende spillefilm. Han har hovedrollen som soldaten Esben i Kasper Torstings storfilm om Første Verdenskrig: I krig & kærlighed. Den får premiere 15. november.
Dramaet handler om den unge Esben, der efter tre år i felten deserterer for at slippe væk fra krigens rædsler og blive genforenet med sin kone Kirstine og deres lille søn Karl.
Men da Esben endelig vender hjem, er alt forandret. Den charmerende tyske officer, Gerhard, er opsat på at overtage hans plads, og Esben må nu sætte alt ind for at redde sin familie.
Ud over Sebastian Jessen medvirker Rosalinde Mynster, Thure Lindhardt, Ulrich Thomsen, Natalie Maduenõ og Tom Wlaschiha.
Da Sebastian Jessen mødte op til første optagedag, havde han lavet en ren Christian Bale og tabt sig ni kilo for at se tilstrækkelig udmarvet ud.
Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at flere scener giver klassikeren Borte med blæsten kam til håret. For eksempel vil flere udendørsscener og hospitalsscenen indskrive sig i dansk filmhistorie.
Så ikke nok med Jessen i år allerede kan fejre sit tyve års skuespillerjubilæum på det store lærred, så kan han også fejre succesfuld transformation fra barnestjerne til voksenskuespiller. Den transformation er ellers mange barnestjerner løbet sur i.
Det kan Pelle Hvenegaard (Pelle Erobreren), Ole Neumann (Far til fire) og Jes Holtsø (Olsen-banden) tale med om. Ikke sådan at forstå de nødvendigvis ville være skuespillere i deres voksne liv. Men deres popularitetsplatform blev i al fald ikke udnyttet, da de begyndte at barbere sig. Til gengæld gør Sebastian Jessen nu Tommy Kenter og Buster Larsen kunsten efter.
Albert
Ja, egentlig var det slet ikke i en film, at Sebastian Jessen debuterede som skuespiller, men derimod på teatret. Allerede i 1996 var han statist på Amager Scenen og fik året efter hovedrollen i samme teaters Peters jul.
Filmdebuten var, som nævnt, i Albert fra 1998, hvor Jessen spiller titelrolleindehaverens bedste ven. Derefter medvirkede han i tre Anja og Viktor-film (1999-2003), hvor han spiller Sofie Lassen-Kahlkes irriterende lillebror, Brian.
Efter flere spøgefulde roller kom Sebastian Jessens første hovedrolle og samtidig første dramatiske rolle i Rune Bendixens Rich Kids fra 2007. En rolle, som også fik mange pigehjerter til at banke en smule hurtigere.
Filmen blev i sin tid kritiseret for at være utroværdig. Men mon ikke de mange rapporter om gymnasieelevers gebærden i det nordsjællandske har fået mange anmeldere til at æde deres ord i sig igen.
Rich Kids
Efter Rich Kids begyndte de seriøse roller at strømme ind. Det blev til medvirken i både Mikkel Munch-Fals’ Smukke mennesker, Peter Ganzlers Dreng og Susanne Biers Den skaldede frisør.
Specielt Jessens hovedrolle i Dreng er værd at bide mærke i, selv om filmen led en krank skæbne publikumsmæssigt. Skuespilleren rammer helt præcist og lige i mellemgulvet den unge student, som forelsker sig i en ældre kvinde. En slags Fagre voksne verden, men med den afgørende forskel, at Dustin Hoffman var 31 år, da han spillede 21-årig i sin ikoniske rolle, mens Jessens alder svarede til karakterens.
Dreng
Men dér, hvor Sebastian Jessen for alvor slog igennem blandt anmelderne, var for hovedrollen i Mehdi Avaz’ mirakuløse Mens vi lever. Det kastede den højeste ære af sig: en nominering til en Bodil-statuette. Både Robert, Zulu og Svend fulgte trop.
Egentlig var Avaz-brødrene vildt uenige om castingen af Sebastian Jessen i rollen som Kristian. Men gudskelov trumfede Mehdi igennem og gav Jessen mulighed for at yde en pragtpræstation, som fik al tvivl til at forstumme.
Mens vi lever
Derudover har Jessen også medvirket i mindre roller i Falkehjerte, Mirakel, Blinkende lygter, Olsen-banden Junior, Bertram & Co., Supervoksen og Sover Dolly på ryggen?
Og så er der den lange række af animationsfilm, som Sebastian Jessen har lagt stemme til, blandt andet Hjælp! jeg er en fisk, Peter Pan: Tilbage til Ønskeøen, Star Wars: The Clone Wars og senest som Peter i Peter Kanin fra i år.
Ud over filmrollerne har han også haft succes i tv-serier som 2900 Happiness, Heartless, Den som dræber, Borgen og senest i Herrens veje.
Seks kortfilm er det også blevet til. Mest bemærkelsesværdige er Aske Bangs Den fremmede, som vandt publikumsprisen ved Ekko Shortlist Awards i 2016, og Jacqueline Landaus 4Reality (2013), der indbragte Jessen noget så fornemt som en nominering for bedste skuespiller ved New York City International Film Festival.
Samtidig har Jessen haft glæde af at arbejde med nogle af dansk films fremmeste instruktører: Hella Joof, Susanne Bier, Natasha Arthy, Peter Flinth, Anders Thomas Jensen, Aske Bang og Mehdi Avaz.
Det med skuespil er øjensynligt noget, der ligger til Jessen-familien. Broren Andreas debuterede som skuespiller i en alder af ti år og har siden medvirket i tv-serier som Ludvig & Julemanden, Den anden verden og Mercur samt i spillefilmene Cecilie, Hvidstengruppen og You and Me Forever. Og han kan i efterårsferien 2019 opleves i rollen som Balder i Fenar Ahmads spektakulære og hundedyre Valhalla.
Ingen tvivl om transformationen fra barnestjerne til voksenskuespiller har kostet blod, sved og tårer for Sebastian Jessen. Hvis han har mod og lyst til at overskride sine egne grænser, spår jeg, at han vil nå langt.
Og fremtiden tegner lys. Samarbejdet med Avaz-brødrene fortsætter, og der er både en ny tv-serie og en ny spillefilm i støbeskeen, hvor Jessen er udset til vægtige roller.
Kommentarer