Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

29. aug. 2013 | 08:46

De ti bedste film om film

29. aug. 2013 | 08:46

De ti bedste film om film

Efter min mening er verdens mest fantastiske filmoplevelser naturligvis: film om film.

På samme måde som journalister, brandmænd og soldater synes henholdsvis Alle præsidentens mænd (1976), Flammehav (1991) og Black Hawk Down (2001) er historiens mest interessante og enestående filmbegivenheder.

Disse faggrupper finder det selvfølgelig aldeles ubegribeligt, at film, som så glimrende beskriver deres metier, ikke kan skabe kø 117 gange rundt om biograferne.

På samme måde har jeg det med film om film.

Realistisk set er dog film, som så indgående beskæftiger sig med så snæver en kreds – uanset kvalitet – sjældent for alvor brudt igennem til det store, brede biografpublikum.

Men det skal nu ikke afholde mig for at hylde ti film om film, jeg kan se igen og igen, forfra og bagfra - og selvfølgelig et must, for enhver der kalder sig filmbuff.

Rækkefølgen er vilkårlig.

Århus by night (1989)

 

Første bidrag til denne liste er naturligvis fra Danmark. Nils Malmros’ film om en ung århusiansk filminstruktør der skal i gang med sin første film på stort budget: en film om hans egen barndom. Man følger filmens besværlige tilblivelse: den idealistiske og ambitiøse, men umodne instruktør har problemer med skuespillerne og er tillige forelsket i den kvindelige hovedrolleindehaver. Endnu større problemer har han med filmholdet fra København. De brovtende københavnere har ikke meget til overs for århusianerne, og de insisterer på at holde fri om aftenen, hvor der skal drikkes og hores.

Baseret på instruktørens egne oplevelser i forbindelse med optagelserne på Drenge (1977). Efter signende havde hele filmholdet skiftet samlivspartnere i den mellemliggende periode, så der var ingen risiko for skærmydsler på hjemmefronten.

På rollelisten finder vi Thomas Schindel, Tom McEwan, Michael Carøe, Søren Østergaard, Lars H.U.G, Ghita Nørby samt naturligvis Line Arlien-Søborg.

Århus by night blev belønnet med tre Robert-priser.

Den amerikanske nat (1973)

 

François Truffauts Den amerikanske nat er måske den bedste film om film, nogensinde produceret.

Truffauts lidenskab for filmkunsten var vild og voldsom, men han havde heldigvis også blik for, at den kunne være en krævende elskerinde. Om det lavede han en både morsom og bittersød film. Truffaut selv spiller instruktøren på en film, som handler om løbske lyster. Og det kan nok være, at virkeligheden indhenter fiktionen: Filmholdets medlemmer går i seng på kryds og tværs, og derudover har filmskaberen et hyr med skuespillere, der er for plørede til at huske deres replikker, bliver gravide eller dør uden varsel.

Filmens øvrige vigtige roller er besat af Jacqueline Bisset, Jean-Pierre Léaud og Valentina Cortese.

Filmens titel referere til en teknik, hvor man optager natscener i fuldt dagslys, gennem brug af filtre. Årsagen til instruktøren i filmen bærer høreapperat, bliver forklaret i en voice-over, hvor det bliver nævnt at en filminstruktør er den person alle på filmholdet stiller spørgsmål. I senere interviews har Truffaut forklaret, at svag hørelse er den bedste undskyldning for at undgå disse spørgsmål.

Den amerikanske nat blev belønnet med en Oscar i 1974 i kategorien Bedste fremmedsproget film

Mine aftener i paradis (1989)

 

Giuseppe Tornatores mesterlige film er en enestående hyldest til biografen.

Mine aftener i paradis tager sit udgangspunkt i den midaldrende filminstruktør Salvatore di Vita, som vender tilbage, for første gang i tredive år, til den sicilianske flække Giancaldo og mindes i ét langt flashback sine aftener i ”Paradiso”, byens biograf. Her lærte gamle Alfredo den 10-årige knægt filmoperatørens håndværk, ikke mindst teknikken med at splejse filmrullen sammen dér, hvor de ”frække” scener med kyssene var klippet ud, efter den lokale sognepræsts personlige censur.

Philippe Noiret er den resignerede filmoperatør, Alfredo, og Salvatore Cascio er filmens midaldrende filminstruktør som barn.

Filmen findes i hele tre versioner, med en spilletid på henholdsvis 124, 155 og 173 minutter. Se endelig den lange version, for at få det hele med!

Filmen blev belønnet med både Oscar, Golden Globe og juryens special-pris i Cannes.

The Artist (2011)

 

Hollywood, 1929. Matinéidolet George Valentin er tidens store stumfilmstjerne, tilbedt af såvel publikum som sig selv. Dog har han også øje for den storflirtende starlet Peppy Miller, som han hjælper til at få en fod inden for i filmbyen. Men da George begår den skæbnesvangre fejl at affeje "talefilm" som en forbigående dille, stryger Peppy til tops, mens hans egen karriere hænger i en tynd tråd.

Filmen var optaget i billedformatet 1.33:1, hvilket giver et næsten kvadratisk billede, ligesom i stumfilmdagene. Instruktøren Michel Hazanavicius betegnede det som ’perfekt for skuespillerne’, fordi det gav dem både ”nærhed og kraft”.

Jean Dujardin, Bérénice Bejo. John Goodman, James Cromwell, Penelope Ann Miller, Ed Lauter og Malcolm McDowell ydede alle mindeværdige præstationer i denne film.

The Artist blev en de mest prisbelønnede film nogensinde. Hele 115 vægtige filmpriser blev det til, deriblandt fem Oscars og tre Golden Globes.

Den røde rose fra Cairo (1985)

 

Woody Allens hyldest til magien i biografen.

New Jersey, 1930'erne. Servitricen Cecilia flygter fra depressionens trængsler ved at svømme hen til de levende billeder i biografen. Især ”Den røde rose fra Cairo” giver hende trøst - og mere til, da filmens helt, Tom Baxter, træder ud gennem lærredet under en forestilling og forelsker sig i hende! Hændelsen skaber kaos hos filmselskabet og hos skuespilleren, der må ud og lede efter sin rollefigur...

Mia Farrow, Jeff Daniels, Danny Aiello og Dianne Wiest ses i filmens væsentligste roller.

Tildelt både Oscar, Golden Globe og Bodil.

Woody Allen har mere end en gang fastslået, at dette er hans favoritfilm, af alle film han har lavet.

8½ (1963)

 

Federico Fellinis film om den italienske filminstruktør, Guido Anselmi, som lider af skriveblokering. Han skal instruere en science fiction film, men har mistet interessen midt i sine ægteskabelige problemer. Mens Anselmi kæmper halvhjertet med at få færdiggjort filmen, dykker en række flashbacks og drømme ind i hans hukommelse og fantasier.

Hovedrollerne var langt i hænderne på Marcello Mastroianni, Claudia Cardinale og Anouk Aimée.

Filmens titel refererer til antallet af film Fellini på daværende tidspunkt havde instrueret. 6 spillefilm, 2 kortfilm og ”en halv spillefilm”: Pigen fra varietéen (1950), hans første, som han instruerede sammen med Alberto Lattuada. Det giver en total på 7½.

Dannede basis for Broadway-musicalen Nine, som i 2009 også blev produceret som spillefilm.

regnes af mange filmkritikere som en af de bedste film nogensinde, og filmen blev da også tildelt to Oscars og en Bodil.

Sunset Boulevard (1950)

Billy Wilders film noir er den ultimative film om Hollywood. Filmen beretter den såre simple historie om en fattiglus og gavflab af en manuskriptforfatter, Joe Gillis, der dels forsøger at undgå pantefogeden, dels forsøger at fremtrylle sit næste manuskript. I sin iver og ærgerrighed falder han bogstaveligt talt pladask i armene på den ældre falmede, fallerede og lettere fanatiske skuespillerinde Norma Desmond, der ønsker både at blive hans gemalinde og mæcen, så hun på ny kan optræde på det store filmlærred i endnu en glansrolle, der kan sikre hende evig berømmelse og udødelighed – men skæbnen vil det stik modsat.

Gloria Swanson i sit livs glansrolle, med god hjælp fra William Holden og Erich von Stroheim. I cameros, som Swansons bridgepartnere, ses stumfilmstjernerne Buster Keaton, Anna Q. Nilsson og H.B. Warner.

Filmen har udødeliggjort følgende tre citater: "All right, Mr. DeMille, I'm ready for my close-up." "We didn't need dialogue. We had faces." og "I am big. It's the pictures that got small."

Sunset Boulevard blev præmieret med tre Oscars, fire Golden Globes og en Bodil.

Hvad blev der egentlig af Baby Jane? (1962)

 

Robert Aldrichs gyser om Baby Jane, som var barnestjerne i Hollywood, men blev overskygget af sin mere talentfulde søster Blanche og siden hen glemt. Da Blanche bliver fysisk handikappet efter en mystisk bilulykke, er det op til Baby Jane at tage sig af hende. Men Jane hader sin søster og terroriserer hende på de ondeste måder, alt imens hun planlægger sit comeback til rampelyset.

Filmen præsenterer pragtpræstationer af ikonerne Bette Davis og Joan Crawford.

Idet Crawford sad i Pepsi Colas bestyrelse, forsøgte hun i alle sine film at få placeret Pepsi Cola. Det lykkes ikke helt i denne film, hvor Pepsi kun figurerer i slutsekvensen, hvor en ung mand får pant retur på en tom flaske.

Skulle oprindeligt være optaget i farver, men Davis nedlagde veto med begrundelsen, at det ville få den sørgelig film til at se smuk ud.

Hvad blev der egentlig af Baby Jane? blev tildelt en enkelt Oscar.

Barton Fink (1991)

 

Coen-brødrenes mesterlige film om Hollywoods grove udnyttelse af talenter. Den unge idealistiske og succesfulde dramatiker Barton bliver lokket til Hollywood for at skrive filmmanuskripter. Han bor på et usselt hotel og rammes hurtigt af en alvorlig skriveblokering. Han udvikler et venskab med Audrey, der er sekretær for den alkoholiserede W. P. Mayhew og sin sludrevorne nabo fra hotellet, der er en rejsende sælger, men også gemmer på en stor hemmelighed.

John Turturro, John Goodman, Judy Davis, Michael Lerner og Steve Buscemi er hovedkræfterne i denne film.

Filmens karakter “W.P. Mayhew” var baseret på William Faulkner, hvis første Hollywood-opgave var at skrive manuskriptet til Flesh (1932) - en film om brydning. En opgave han forblev ukrediteret for.

Barton Fink gjorde rent bord i Cannes ved at hjemtage alle de vigtigste priser: De Gyldne Palmer for bedste film, bedste instruktør og bedste skuespiller.

The Player (1992)

 

Robert Altmans forrygende film er et overflødighedshorn af inside jokes om Hollywood.

Filmen fokusere på en producent, som modtager trusselbreve fra en forfatter hvis manuskript, han tidligere har afvist. Ikke rart, men den slags kan man jo som regel betale sig fra. Afpresseren har bare glemt at identificere sig selv, og produceren ved derfor ikke hvilken afvist det drejer sig om. Det giver sig udslag i en mængde forvekslinger og forviklinger der udstiller Hollywoods mindre flatterende sider.

Tim Robbins, Grete Scacchi, Fred Ward, Whoopie Goldberg, Peter Gallagher og Dean Stockwell får lov til at muntre sig i denne film.

Filmen er ikke mindst interessant på grund af sine 65 cameros, deriblandt: Cher, James Coburn, Louise Fletcher, Joel Grey, Anjelica Huston, Peter Falk, Jack Lemmon, Julia Roberts, Susan Sarandon, Andie MacDowell, Burt Reynolds, Nick Nolte, Jeff Goldblum, Elliott Gould og Rod Steiger og Bruce Willis. Ingen af dem fik så meget som en dollar for ulejligheden.

Filmens åbningsscene er otte minutter i én optagelse. Scenen, hvor dialogen er 100 procent improviseret, blev indøvet over en dag og optaget på en halv.

Tildelt en Bodil, to Golden Globes samt to priser i Cannes. Filmen var øjensynligt for stærk kost for Oscar-akademiet, hvor den blev totalt forbigået i den endelige runde.  

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko