Den forpligtende filmoplevelse

Når publikum sætter sig til rette i en biografsal, forpligter de sig til filmen – fra start til slut. At se en film på en måde filminstruktørerne har haft intention om, at hendes eller hans værk skulle opleves.

Nemlig at opleve filmen – uden afbrydelser – i en bælgravende mørk biografsal i fællesskab med andre, der er bragt sammen af en eneste fælles årsag: at se de levende billeder under præcis de forhold. filmskaberen har ønsket det.

Det er nok de færreste filminstruktører og filmfotografer, som under optagelserne har sagt: ”Hold kæft, det her kommer til at se godt ud på en mobiltelefon med dårlig internetforbindelse.” Nej, de siger selvfølgelig: ”Hold kæft, det her kommer til at se godt ud på det store lærred.”

I biograferne bliver tilskuerantallet overvåget af revisorers lejlighedsvise kontrol. Det er umuligt at snyde på vægten. Man ved med nøjagtighed, hvor mange mennesker der har set en film i en biograf.

Biograferne sikrer filmen et visningsvindue med et meget begrænset antal konkurrenter. I biograferne vil enhver ny film altid stå blandt de øverste på biografernes repertoire.

Nogle vil sikker mene, at jeg som biografforeningsformand taler for min syge moster, men jeg har faktisk en pointe!

Film fordøjes jo desværre ikke alle i en biograf. Film kan nu ses på talrige anordninger præcis, når folk ønsker det. En umiddelbar fortryllende innovation.

Blot er der her tale om, hvad jeg vil kalde den uforpligtende filmoplevelse.

I den verden ligger filmene på en gigantisk buffet blandt tusindvis af film, hvilket selvfølgelig betyder, at mange film totalt drukner i mængden. De har kun nanosekunders levetid, før andre nye film påkalder sig opmærksomheden.

Alene på en dag, den 1. april 2018, smed Hulu, Amazon Prime og Netflix 230 spillefilm ind på deres tjenester. De fleste af filmene havde tidligere været i biografen, men der var også nye imellem. Jeg ville nødig være instruktør på en af de nye film i den stormbølge, som aldrig vil kunne overskues af forbrugerne. Biografgængerne har såmænd problemer nok med at kunne følge med, når biograferne lancerer fire til seks nye film om ugen.

En distributør – med lige så mange års erfaring som mig selv – fortalte mig forleden, at hvis en ny film ikke ligger på øverste linje, når man åbner for streamingtjenesten, er filmen død som en sild. Folk opdager den simpelthen ikke. Streamingtjenesterne, som alene har øje for abonnementstal, har dermed magten til at bestemme, hvilke film der skal leve, og hvilke der blot skal være fyld.

Alle 230 film den 1. april kunne selvfølgelig ikke ligge øverst.

Film på streamingtjenester opleves som oftest af kun en enkelt tilskuer, og denne tilskuer er helt sin egen herre over, hvordan filmen skal opleves. Tilskueren kan selv bestemme lys- og lydstyrke og ja, tilmed farverne på filmen, og dermed kan vedkommende totalt ødelægge den oplevelse, som har været filmskabernes intentioner.

Nedenstående billede er fra Christopher Nolans Inception. Det øverste billede er, som scenen fremstod i biograferne. Præcis som filmens instruktør og fotograf ønskede det. Dunkelt og faretruende. Nederst er scenen, som den fremstår på et tv eller en tablet, da filmen i det miljø skal konkurrere med eksternt lys. Det giver et rent lyst farveorgie, og scenens stemning er totalt ødelagt.

Den gigantiske buffet af film betyder også, at tålmodigheden ikke er lang. Hvis en film ikke fænger i i løbet af de første ti minutter, kan man bare springe videre til den næste. Og ja, streamingtjenesterne betragter de ti minutter som ”et klik”, når det samlede antal seere måske skal offentliggøres. Kun streamingtjenesten kender det nøjagtige antal, så de kan påstå hvad som helst. Ingen kan faktisk tjekke det.

En film på en streamingtjeneste kan afbrydes 117 gange. Ja, tilmed kan forbrugeren blande filmene og se forskellige film fra det sted, vedkommende sidst nåede til, i en stor pærevælling.

Ovenikøbet bliver mange film oplevet, samtidig med at øjnene hviler på andre elektroniske anordninger, hvor man under filmen lige kan opdaterer sin Facebook eller tweete om den scene, man lige har set.

Jeg må give Christopher Nolan ret: For filmskaberen (og faktisk i endnu højere grad for forbrugeren) er streamingtjenester det perfekte mareridt. Konsekvenserne risikere at ødelægge både filmkunsten og filmoplevelsen, som vi kender den.