Filmbranchen på vej mod Waterloo?

Efter et fantastisk dansk filmår, hvor over fire millioner biografgængere har stået på nakken af hinanden for at se vort hjemlige filmbryg og de internationale filmpriser – som sædvanlig – har regnet ned over Danmark i baljer, blander Det Danske Filminstitut malurt i bægeret her mod årets slutning.

Det Danske Filminstitut har nemlig en hemmelig plan!

Planen går – i al sin enkelhed – ud på at presse 50 millioner kroner årligt ud af de danske vod-udbydere til produktion af dansk film.

Et, på overfladen, yderst sympatisk tiltag.

Blot har de 50 millioner kroner selvfølgelig en pris. ”Noget for noget,” som Filminstituttet kalder deres plan. En plan, som der er gjort store anstrengelser for at holde hemmelig.

Der gøres nemlig i planen regning uden vært, men alligevel tilbyder instituttet vod-udbyderne to måneders biografeksklusivitet, inden filmene kan udsendes på vod. Vod-udbyderne sikres derimod hele ti måneders eksklusivitet, inden filmene, efter et år, udsendes på free-tv.

Filminstituttet garanterer vod-udbyderne femten film per år, så i realiteten taler vi alle spillefilm, store som små.

Ovenikøbet vil den statslige organisation økonomisk præmiere filmproducenter, som bifalder instituttets ide. Og ikke nok med det, man vil økonomisk straffe de producenter, som vælger at stå udenfor. Alt i frivillighedens hellige navn, naturligvis.

Det er Filminstituttets hemmelige plan, som skal være fuldt udviklet over en tre-årig periode.

Det er jo lige før, man føler sig hensat til Nordkorea.

Det vil dog sende filmbranchen direkte mod Waterloo, med mindre den danske stat poster yderligere mindst 160 millioner kroner i dansk film over de fire år, som den næste filmaftale løber. For indtægter bliver der ikke mange af.

Foreløbig har vod-udbyderne taget livet af videoforretningerne, og nu går man målrettet efter biograferne, som pt. sikrer filmbranchen den højeste, endda stødt stigende, indtægt. I modsætning til home entertainment-sektoren (dvd, blu-ray og vod), som har sendt filmbranchen samlede økonomi komplet i gulvet.

Det bliver fuldstændigt glemt, at biograferne sikrer spillefilmens eksistens. Hvis der ikke er biografvisning, er der ingen grund til at producere de hundedyre spillefilm. Så kan man nøjes med at lave tv-film til den halve pris.

Måske det er Filminstituttets hemmelig agenda.

Det er muligt, man kan hente 50 millioner kroner fra vod-udbyderne, men hvad hjælper det, når der fosser mindst 90 millioner kroner ud i den anden ende?

De mindst 90 millioner, som fosser ud i en anden ende, er filmudlejernes minimumsgarantier, lancering af filmene samt mistede indtægter fra biograferne og dvd-salg.

Filminstituttets plan vil dermed give filmbranchen en manko på mindst 40 millioner kroner – årligt.

Ikke lige præcis svaret på filmbranchens økonomiske kvaler.

Copenhagen Business School er ikke storleverandør af ansatte til Det Dansk Filminstitut. Det mærkes!

Hvis der havde været ansatte fra CBS på Filminstituttet, ville de hurtigt kunne have fortalt ledelsen, at omfavnelse af platforme med lav prissætning, på bekostning af en platform med høj prissætning, ikke vil hjælpe filmbranchens overordnede økonomi.

Børnelærdom for handelsuddannede, men øjensynligt langt væk fra instituttets kompetencer.

To måneders biografeksklusivitet, mod de nuværende cirka fire måneder, vil nemlig koste filmbranchen millioner i tabte indtægter. Det viser alle erfaringer.

Det betyder nemlig, at filmene bliver udsendt i home entertainment-sektoren, samtidig med at de vises i biograferne. Det vil betyde, at den prissætning, som pt. holder hånden under filmindustrien, bliver sat under ekstremt pres, og man kan jo heller ikke forvente, at biograferne vil betale fuld pris for en vare, som ikke længere har samme værdi.

Hvem ville acceptere at betale den fulde pris for en ny bil, hvis alle naboerne også kører rundt i den?

Finansiering og indtægter hænger nemlig uløseligt sammen. Hvis indtægterne ikke stiger, vil en højere finansiering hurtigt falde fra hinanden.

Filminstituttet påstår, at deres ide er udklækket efter otte måneders arbejde i Filmpolitisk Forum, hvor alle partshavere i filmindustrien var lukket inde i samme rum.

Det blev i dette forum gentagne gange fastslået, at biografernes eksklusivitet bør holdes på nuværende niveau. Enhver yderligere afkortelse vil have yderst negative konsekvenser for filmindustrien.

Man må beklageligvis konstatere, at instituttet enten må have sovet i timen eller proppet halm i ørerne – for lyttet, det har de ikke!

Ignoreret bliver det også, at de amerikanske studier i en test i USA udsendte hele fjorten film, allerede to måneder efter biografpremieren. Det gør de ikke længere. Resultatet var nedslående.  

For det første ville de amerikanske forbrugere slet ikke betale den forhøjede vod-pris, fordi de vidste, at filmene alligevel snart ville være på abonnementsbaserede tjenester til spotpris. For det andet havde testen en lammende effekt på samtlige film på biografmarkedet. Forbrugerne fik nemlig opfattelsen af, at alle film hurtigt ville blive tilgængelige til spotpris på Netflix. 

For at det ikke skal være løgn, oplevede man ligeledes en stigning i illegale downloads, idet de amerikanske studier jo nu havde leveret digitale, krystalklare kopier. Tilmed gav det incitament til, at filmtyvene kunne tjene penge på deres ulovligheder.

I Filmpolitisk Forum blev det foreslået at flytte talentudviklingen til tv, således at nye instruktører kan boltre sig, uden det koster filmproducenterne millioner.

Det er blevet foreslået, at de små danske film i biograferne gøres større. Jo større succes en film får i biograferne, des større succes får den nemlig på de efterfølgende platforme. De lysende eksempler herpå er Rosa Morena, Juan og En familie.

Det er blevet foreslået, at Filminstituttet arbejder på at få flere offentlig midler til dansk film.

Men det er alt sammen – paradoksalt nok – blevet afslået af Det Danske Filminstitut.

Filminstituttet vil hellere føre hele filmbranchen i retning af Waterloo, og man vil tilmed være tvunget til at gå til politikerne, allerede et år inde i næste filmforlig, og bede om flere penge, hvis den danske filmbranche skal overleve.

Og her bliver det rigtig dyrt. Filminstituttets plan er nemlig uafvendelig. Man vil aldrig kunne gå tilbage til udgangspunktet, når først katastrofen er indtruffet.

Ofret bliver spillefilmen. Så må de danske forbrugere nøjes med billige tv-film, game- og realityshows.