Den nuværende Filmaftale 2011-2014 rinder mod sin afslutning, og debatten om den nye Filmaftale 2015-2018 raser i filmmiljøet.
Mange i filmmiljøet arbejder målrettet på at få flyttet penge fra markedsordningen, hvor populærfilmene har hjemme, til den kunstneriske konsulentordning.
Men det er rent faktisk allerede i stor stil sket i indeværende Filmaftale.
I den nuværende Filmaftale 2011-2014 står at læse:
”Det Danske Filminstitut skal over den samlede periode sikre en ligevægt i antallet af producerede film med hovedvægten lagt på kunstneriske kvaliteter og film med hovedvægten lagt på det populærkulturelle, som fortæller historier til et bredt dansk publikum.”
Men har Filminstituttet levet op til denne ligevægt, politikerne lagde så stor vægt på? Svaret er øjensynligt nej.
I Filmaftalen 2011-2014 kan man ligeledes læse politikernes afstikning af de to dominerende støtteordninger:
”En konsulentordning, der sigter mod film med stærke kunstneriske kvaliteter.”
”En markedsordning, der sigter mod film med et stort publikumspotentiale.”
Det er med andre ord disse to ordninger, politikerne forlangte ligevægt imellem.
En Filmaftale er en alvorlig sag. Det er nemlig politikernes afstikning af den kurs, Det Danske Filminstitut skal følge over en fireårig periode.
I konsulentordningen er der i perioden 2011-2013 blevet støttet 32 film, i markedsordningen kun 27. Der er altså langt fra ligevægt, og der er ingen sandsynlighed for denne ligevægt vil indfinde sig i det sidste år af den indeværende Filmaftales periode.
Heller ikke i støttebevillingerne er der ligevægt. I konsulentordningen støttes filmene gennemsnitligt med kr. 7.623.763, i markedsordningen kr. 6.230.666. Altså bliver konsulentordningens film støttet gennemsnitligt med 1,4 millioner kroner mere end markedsordningens.
Når man sammenregner de totale støttebevillinger (både manuskript-, udvikling- og produktionsstøtte) i de to støtteordninger, er der ligeledes en betydelig skævhed. Konsulentordningen sidder på 62 % af støttemidlerne, Markedsordningen på kun 38 %, hvoraf romertalsfilm (fortsættelser som Far til fire – til søs, Min søsters børn i Afrika og Alle for to) belægger sølle 16,4 %.
Kunstneriske film kan tilmed få suppleret støtten fra Det Danske Filminstitut gennem diverse internationale støtteordninger, såsom Nordisk Film- og TV Fond, MEDIA og Eurimages.
Der er således hverken ligevægt i antallet af film i de to ordninger, støttebevilliger på de enkelte film eller ordningernes samlede støtte. Filminstituttets støttefordeling dumper på alle parametre i henhold til den politisk forlangte ligevægt.
Men selv om Filminstituttet øjensynlig har forbrudt sig mod den nuværende Filmaftale for at sikre et meget stort antal film med stærke kunstneriske kvaliteter, mener kulturparnasset, at der skal overføres yderligere midler fra romertalsfilmene til konsulentordningen.
Men konsulentordningen sidder jo allerede på den overvejende del af støttemidlerne og kun sølle 16,4 % overlades til romertalsfilmene.
Man skal jo også betænke, at film med stærke kunstneriske kvaliteter bliver kanaliseret gennem New Danish Screen, og hvis denne støtteordning medtages i regnskabet, kommer romertalsfilmens andel helt ned på undselige 13 %. Og hvis vi ser på romertalsfilmenes andel af Filminstituttets totale budget, er vi nede på mikroskopiske 5 %.
Om end disse romertalsfilm er hadet af kulturparnasset, er de dog højt elsket af den brede befolkning. Romertalsfilmene er samtidig garanten for, at vi ikke bliver løbet helt over ende af amerikansk film.
Man forsøger altså at begrænse den danske befolknings mulighed for at se de film, som foretrækkes i overvejende grad.
Og der er øjensynlig ikke antydning af forståelse for til eksempel Far til fire, selvom Filmmagasinet Ekko i sin anmeldelse af den seneste i serien blandt andet skrev: ”Udluftningen har givet foretagendet en vis friskhed og en fornemmelse af, at man faktisk har forsøgt at gøre sig fortjent til forældrenes penge. Deres børn skal i hvert fald nok blive glade.”
Kulturparnasset har jo allerede vundet stort – der er jo langt fra den ligevægt i indeværende Filmaftale, som politikerne fordrede – men nu skal kniven øjensynligt presses helt i bund.
At der ikke eksperimenteres mere, har i al fald intet som helst med markedsordningen eller romertalsfilmene at gøre. Markedsordningen er jo allerede blevet sat på smalhals i indeværende Filmaftale.
Titlerne på filmene støttet gennem henholdsvis konsulent- og markedsordningen kan ses herunder. Man kan kun undre sig over, hvad kulturparnasset er så ulykkelige over?
facebook
twitter
Kommentarer