Der er et gammelt mundheld, som fortæller, at når djævelen bliver gammel, så går han i kloster. Det samme kan siges om store dele af dansk film og dansk filmkritik.
Vildskaben og skiden på normer, autoriteter og moral har forladt dansk film. Filmbranchen har taget munkekutter og slør på og i en uhellig alliance har de danske filmkritikere gjort dem følgeskab.
Særligt slemt bliver det, når samme filmkritikere, som skal holde filmbranchen i ørerne, i overvejende grad roser danske kunstfilm, som de mener er "vejen frem". Men som dog i udstrakt grad repræsenterer en filmkunst, som ikke alene er kedelig, men værst af alt: ikke gør en kat fortræd.
Filmkunsten er blevet søvndyssende, og den filmkunst, som præsenteres, fanger kun meget få menneskers interesse. Politisk korrekthed og puritanisme har lagt sig som en tung dyne over en branche, som tidligere har haft så stor udenlandsk succes og ikke mindst stor folkelig opbakning hjemme i Danmark.
Ved Mikkel Munch-Fals’ tiltræden som filmkonsulent proklamerede han højt at ville finde nazisten i dansk film. Og den person ledes der fortsat efter, her hele tre år senere.
Konformiteten har fanget an, og hvor er det gudsjammerligt kedeligt. Dobbeltspil, Gud taler ud, Mesteren, Sikke et cirkus, Team Hurricane, Jeg er William, 3 ting, Darling, Aminas breve, QEDA, Wolf and Sheep, At elske Pia. Og det er bare inden for det seneste år.
Blandt de få, der fortsat holder fanen højt, er Lars von Trier, Christian Tafdrup og Peter Aalbæk Jensen.
Lars von Trier hyldede de mennesker, som i utide forlod hans The House That Jack Built under visningen i Cannes. Et provokerende værk, som folk enten elsker eller hader. Men er der en ting, filmen ikke er, så er det kedelig eller ligegyldig. Og i det mindste har Trier æren af, at antallet, som forlod hans film, i flere tilfælde næsten er på linje med det antal, som ser danske kunstfilm til ende.
Christian Tafdrup havde modet til at udsende en film under titlen En frygtelig kvinde på et tidspunkt, hvor politisk korrekthed ikke ligefrem inviterede til film af den type. Samtidig havde han energien til at forsvare sin film over for dem, der var forarget og vrede. Filmen blev selvfølgelig en stor succes. For er der én ting, som drager de samme mennesker, der har iført sig munkekutte og slør, er det forargelsen. Intet boltrer de sig bedre i.
Peter Aalbæk Jensen nægter at give efter for ønsket om kastration. Han farter videre uden hensyntagen til de politiske vinde, som pt. blæser over filmbranchen. Faktisk ret imponerende klaret.
Selvfølgelig skal der ageres inden for lovgivningens rammer, men derudover burde intet være helligt.
Moder Teresa og Gandhi er yderst respektindgydende mennesker inden for deres felt, men i filmkunsten har de absolut intet at gøre.
Kommentarer