Filmskabernes forbillede er … et fallitbo

I det seneste halve års tid er navnet United Artists dukket op et par gange i forbindelse med danske filmskaberes drømme.

Først var der Zentropas salg af medarbejderaktier, som angivelig var et forsøg på at skabe et dansk United Artists. Og senest er United Artists blevet nævnt i forbindelse med en række danske filmskaberes etablering af andelsselskabet Creative Alliance.

Men normalt er forbilleder succesfulde mennesker eller firmaer, ikke et fallitbo. United Artists hvilede på en drøm – en drøm, der brast. Så før vi begår de samme fejl, er det en god ide at se på nogle historiske kendsgerninger. Og historien viser, at når tilliden og respekten mellem forretningsfolkene og filmskaberne ryger, går det grueligt galt.

Filmskabernes forbillede, United Artists, blev grundlagt den 5. februar 1919 af fire ledende skikkelser i Hollywood: instruktørerne Charles Chaplin og D.W. Griffith og skuespillerne Douglas Fairbanks og Mary Pickford.

Liste over aktionærer i United Artists ved den endelige formalisering 16. marts 1920. Som man kan se, var Mary Pickfords virkelige navn Gladys Mary Moore.

Selskabet blev dannet som en reaktion mod det etablerede Hollywood. Grundlæggerne følte, at filmskaberne havde alt for lidt kreativ frihed og i øvrigt fik for lidt i lønningsposen. Alt det skulle det nye filmstudie ændre på.

Men det er ret sigende, at Richard A. Rowland, leder af Metro Pictures, havde følgende kommentar til de fires initiativ: ”The inmates are taking over the asylum.”

For det første kunne de fire ejere slet ikke leve op til forudsætningen for at drive en sund virksomhed: produkter. Dernæst havde grundlæggerne slet ikke gjort sig størrelsen af driftsomkostningerne klart – en problematik, de aldrig tidligere havde været involveret i, og som derfor slet ikke var i deres begrebsverden.

Allerede fem år efter grundlæggelsen forlod D.W. Griffith selskabet, som nu stod i en afgrundsdyb krise. Enten måtte de have hjælp udefra til at klare driftsomkostningerne, eller også måtte de tre tilbageværende grundlæggere kaste håndklædet i ringen.

De ansatte den erfarne administrator, producenten Joseph Schenck, til at rette op på skuden, og hans svar på udfordringen var ekspansion. Men selv efter ekspansionen kæmpede selskabet for overlevelse. De tre grundlæggere kunne simpelthen ikke levere den vare, der er forudsætningen for at køre sit eget filmselskab.

I slutningen af 40’erne var selskabet – både som producent og distributør – nærmest ikke-eksisterende.

Den 16. februar 1951 gav to advokater, Arthur B. Krim og Robert S. Benjamin, de to tilbageværende ejere af selskabet, Chaplin og Pickford (Fairbanks døde i 1939), et tilbud, som de vanskeligt kunne afslå. De to advokater foreslog, at de skulle overtage ledelsen af studiet, og hvis de i løbet af fem år kunne gøre det profitabelt, skulle de kunne købe United Artists. Idet selskabet var på renden af bankerot, sagde Pickford omgående ja tak, og efter en tænkepause og skærmydsler med de amerikanske myndigheder og Joseph McCarthy indvilligede Chaplin ligeså.

Drømmen var brast.

Forretningsfolkene Krim og Benjamin vendte skuden og gjorde United Artists til den kæmpesucces. Tilliden mellem filmskaberne og forretningsfolkene bag det nye United Artists var fantastisk, og de to nye ejere havde en fantastisk fornemmelse for kvalitet og forrentning. United Artists var fortsat det selskab, som sikrede filmskaberne den største frihed.

Krim og Benjamin ansatte Arnold Picker til at vælge de projekter, United Artists skulle sætte penge i. Han indgik kontrakter med de mest spændende filmskabere, Hollywood på det tidspunkt kunne byde på – blandt andre Sam Spiegel, John Huston, Stanley Kramer og Otto Preminger.

I 1955 vandt United Artists sin første Oscar i bedste film-kategorien for Marty. Det efterfølgende år blev selskabet børsnoteret, og mens andre filmselskaber fik åndenød, blomstrede United Artists og indgik endnu flere aftaler. Følgende blev bragt ind i folden: Walter, Marvin og Harold Mirisch, Billy Wilder og Joseph E. Levine. Det år vandt UA sin anden bedste film-Oscar for West Side Story.

Krim og Benjamin var dog ikke fejlfrie, og i 1967 begik en stor fejltagelse, da de solgte den kontrollerende aktiepost i United Artists til transport- og forsikringsgiganten Transamerica Corporation.

Den hidtidige ledelse, Krim og Benjamin – nu forstærket af Eric Pleskow – indgik dog kontrakter om fortsat at lede selskabet. Til at begynde med gik det da også godt. Nye talenter blev indlemmet, deriblandt Woody Allen, Robert Altman, Sylvester Stallone, Saul Zaentz, Milos Forman og Brian De Palma.

Men at lade et stort transport- og forsikringsselskab eje et filmselskab er ikke problemløst, og snart skulle der vise sig at blive problemer mellem de film, United Artists distribuerede, og det image Transamerica Corporation, ønskede at oppebære.

Transamerica gav ordre til, at ”A Transamerica Company” skulle fjernes fra alle logoer på annoncer og plakater i forbindelse med Sidste tango i Paris, Midnight Cowboy og Saló eller de 120 dage i Sodoma. Dét var noget, der gav genlyd internt i United Artists. For hvad er forretningsmoralen i at tjene penge på noget, man ikke vil lægge navn til?

I 1978 fik Krim, Benjamin og Pleskow nok og forlod United Artists. De folk, Transamerica ansatte til at overtage ledelsen af selskabet, ville omgående imponere verden og lave en ny Borte med blæsten. Filmens titel: Heaven’s Gate.

Det blev som bekendt ikke en ny Borte med blæsten, men derimod en af de største flop i filmhistorien. Heaven’s Gate havde kostet 44 millioner dollars og indtjente kun sølle tre millioner dollars, og hvad værre var: Magien var med et slag væk, og tilliden til, at United Artists nogensinde igen ville kunne producere profitable film var forsvundet som dug for solen.

I dag er United Artists alene et logo, ejet af Metro-Goldwyn-Mayer.

Og hvad kan vi lære af historien?

– de kreative filmskabere skal aldrig have bestemmende indflydelse
   over et filmselskab

– et filmselskab skal aldrig ejes af et selskab, hvis
   hovedinteresseområde ligger langt fra filmbranchen

– filmskabere bliver aldrig forretningsmænd

– advokater og forretningsmænd bliver aldrig filmskabere

Der kan opstå spændende synergi, når forretningsmænd får lov til at gøre det, de gør bedst, og filmskabere ditto i fælles forståelse, tillid og respekt for respektive kompetence. Det var det, United Artists praktiserede i årene 1951 til 1978.

Alt andet før og efter viser på forbilledlig vis, hvor galt det kan gå, når forretningsfolk leger filmskabere, og filmskabere leger forretningsfolk.

Man fornemmer, at der i den danske filmbranche pt. er afgrundsdyb mistillid mellem de skabende kræfter og folkene, der styrer den forretningsmæssige side af sagen. Det burde være en opgave for Det Danske Filminstitut at hjælpe til med at genoprette tilliden branchens parter imellem.