”Gør som musikindustrien!”

”Gør som musikindustrien!” er en opfordring, talrige har givet filmindustrien, når snakken er faldet på spillefilmbranchens udfordringer i den nye digitale verden. Underforstået: Udsend filmene på samtlige platforme – både i biografer og på de digitale medier – på en og samme tid. Så løses alle problemer!

Mange betragter altså musikindustrien som et succesfuldt eksempel, som spillefilmbranchen skal følge.

I skema 1 er musikindustriens samlende globale indtægter fra indspillet musik (digitale køb og streaming, cd og vinyl) i perioden 2006-2014. Tallene er leveret af IFPI, som er musikindustriens verdensomspændende brancheorganisation.

I perioden 2006-2014 er en 22,7 milliard dollar-industri blevet reduceret til et fragment af tidligere tiders storhed.

De sidste ni år er musikindustriens omsætning altså faldet med 35 procent. Og hvis vi sammenligner 2014 med musikbranchens storhedstid i 1997, er faldet hele 62 procent. Så musikindustrien er på atten år blevet reduceret til næsten en tredjedel.

Og man kan ikke konstatere noget håb om stigninger, kun fald år efter år. Og faldet er alene fremmanet af de nye digitale medier med deraf følgende nye forbrugsvaner og en prissætning, som er dikteret af illegale hjemmesiders tilbud om gratis adgang.

Jo mere de digitale medier omfavnes, desto mindre omsætning.

Hvis filmbranchens omsætning blev reduceret til en tredjedel, ville der slet ikke være nogen spillefilmindustri.

Men hvordan kan det være, at musikindustrien kan overleve et så dramatisk fald i omsætningen, når filmbranchen ikke kan?

Svaret skal findes i produktionsprisen på en samling sange og en film. En film er tusindfold dyrere at producere end sange.

Musikere har samtidig mulighed for at kompensere for de tabte indtægter gennem live-optrædender. Den mulighed har filmskabere ikke.

Se ti øvrige årsager til, hvorfor man ikke kan sammenligne musik og film her.

Hvis man isolerer filmindustriens indtægter og kun ser på home video-sektoren, ser man samme tendens som i musikindustrien. Det kan iagttages i nedenstående skema 2 for den globale omsætning i home video-sektoren (dvd, Blu-ray, streaming og vod). Tallene er leveret af det velrenommerede engelske analyseinstitut IHS.

Ligesom i musikindustrien kannibaliserer de nye digitale medier de indtægter, der tidligere kom fra fysiske medier (dvd og blu-ray). Fra 2006 til 2014 er indtægterne faldet 27 procent.

Endnu engang: Jo mere de digitale medier omfavnes, desto mindre omsætning. 

Filmproducenterne kan takke biograferne for, at der - trods alt - er indtægter som kan holde hånden under branchen.

Skema 3 viser en fremgang i producenternes indtægter fra biograferne i perioden 2006-2014 på hele 30 %. Tallene er leveret af MPAA (Motion Picture Association of America), som har indsamlet data fra hele verden.

At biograferne kan bidrage med stigende omsætning til filmbranchens skrantende økonomi, skyldes ene og alene, at der er et såkaldt vindue mellem biografpremieren og de digitale platforme. Vinduet er den tid, der går fra spillefilmenes biografpremiere, til de udkommer på dvd/Blu-ray og de digitale medier.

Biografernes eksklusivitetsperiode er det eneste, der afholder filmbranchen fra at bryde komplet sammen. Og den eksklusivitetsperiode er der altså – paradoksalt nok – nogen, der indædt kæmper for at få afkortet eller helt afskaffet.

Såfremt de nye digitale medier fik mulighed for også at kannibalisere biografernes indtægter på samme måde, som de har dræbt indtægterne fra dvd og Blu-ray, vil det være ganske umuligt at oppebære en spillefilmsproduktion med den kvalitet, volumen og diversitet, vi er vant til. Så vil de store, flotte spillefilm blive reduceret til billige tv-film, som i hu og hast er produceret med henblik på visning på den lille skærm. Der vil simpelthen ikke være indtægter til at betale for spillefilmenes omkostninger.

At nogle kan foreslå, at spillefilmbranchen skal følge musikbranchens eksempel er en uløst gåde, men kan have flere årsager.

Det kan være teleoperatører, digitale tjenester og digitale distributører, som isoleret set gerne vil øge omsætningen på deres forretningsområde og er ligeglade med, at den samlede økonomi lider skibbrud. Eller det kan være forbrugere, som blot vil have filmene hurtigt, billigt eller gratis. 

Det er dog en kortsigtet tankegang, da filmindustrien selvklart ikke kan imødekomme teleoperatører, digitale distributører og enkelte forbrugeres ønsker uden samtidig at lægge spillefilmindustrien i graven.