Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

07. nov. 2016 | 15:25

Jeg har set en god film!

Foto | Scanbox
Dar Salim på hævntogt i Fenar Ahmads filmbrag Underverden

Jeg har set en god film! Nærmest råbte jeg i telefonen til Ekkos hårdtprøvede chefredaktør, Claus Christensen. Chefredaktøren er af den ældre skuffe og lader sig ikke sådan rive med.

Jamen, jeg har set en god dansk film! Forsøgte jeg igen. Så havde jeg med et chefredaktørens bevågenhed, og jeg kunne fornemme, hvordan Christensens øre spidsede til. I nærmest ekstase råbte jeg: Ryd forsiden, der er en ny blog på vej! Jeg bare må skrive om min oplevelse. Jeg kan slet ikke vente.

En af de vidunderlige fordele ved at være formand for en biografforening er jo, at man fra tid til anden får lejlighed til at se filmene i rigtig god tid, inden de får premiere. Det giver en enestående mulighed for at orienterer sig i mylderet af alle de nye spændende, kommende film.

Men filmen, jeg er særlig begejstret for, er Fenar Ahmads danske actionbrag Underverden, som får premiere 19. januar 2017 i de danske biografer. Det er en både adrenalinfremkaldende og rørende oplevelse.

Det er Fenar Ahmads første film efter den yderst lovende debut Ækte vare. Og indfrier den nye film forventningerne? Ja, det kan jeg love for, at den gør – og en hel del mere til.

Filmen handler om lægen, Zaid, af anden etnisk herkomst end dansk, som har brudt den social arv og nu sidder velplaceret med god økonomi i sin penthouselejlighed med den dejligt gravide, danske kæreste. Men idyllen brydes pludselig, da hans kriminelle bror, Yasin, bliver dræbt

Han beslutter sig derfor for at tage sagen i egen hånd og forsøge at få hævn. Som en anden Dark Knight kører han bevæbnet ud i byens mørke på sin motorcykel, iført sort dragt og skudsikker vest, for at konfrontere dem der slog hans bror ihjel.

Mere skal ikke afsløres af handlingen her. Men aldrig har vi i Danmark set en så veltunet actionfilm, hvor benene samtidig forbliver fast forankret i den gode, danske muld.

Lægen spilles med afdæmpet fysisk stærk energi af Dar Salim, som får den lidet attraktive ære at få flere tæsk, end vi nogensinde har oplevet det i dansk film. Vi lider med ham, vi græder med ham, og vi hævner med ham. Enestående præstation.

Altid go’e Roland Møller ses i rollen som strømer, en rolle, han sikkert har studeret intenst fra den anden side af bordet. Stine Fischer Christensen ses i rollen som lægens temmelig oversete kæreste. Hun gør det også rigtigt godt i al hendes gravide følsomhed.

Og mellem dem blomstrer et veritabelt galleri af troværdige præstationer fra blandt andet lægens barndomsven, spillet af Jakob Hauberg Lohmann, Anis Alobaidi som broren og ikke mindst Ali Sivandi i rollen som supergangsteren, der er ansvarlig for brorens død.

Ligeledes skal Dulfi Al-Jabouri fremhæves for sin skildring af en fyr, som hjælper lægen på sin vej. Ubetalelig er scenen, hvor hjælperen er til middag hjemme hos lægen og hans kone. Da konen spørger ham, hvad han laver, svarer han: ”Jeg spiller computerspil.” Ikke ligefrem en konversation, som er vanlig i lægens hjem.

Før, under og efter de forrygende, men absolut realistiske actionscener ser vi det kultursammenstød, indvandrere møder i Danmark. Under overfladen lurer spørgsmål om skyld, selvtægt og ansvarlighed.

Glem alt om Lasse Spang Olsens action-rædsler, Sune Lund-Sørensens Mord i mørket og Nicolas Winding Refns Pusher. Fenar Ahmad leverer den ægte, uforfalskede vare.

Samtidig må man beundre Ahmads mod for at lave et så politisk ukorrekt, testosteronsprøjtende actionbrag. Nej, filmen består ikke Bechdel-testen. Dermed ikke være sagt, at filmen ikke er noget for kvinder. Der er sikkert mange kvinder, som vil sukke dybt over Dar Salim og hans handlekraftighed i denne film.

Det kan umuligt vare længe, før Hollywood kalder på Fenar Ahmad. Men man kunne godt unde den unge instruktør en højt budgetteret dansk film, inden han drager afsted. Ikke sådan at forstå, at man lider noget savn, fordi Underverden kun har koster tolv millioner. Filmen ligner en milliard. 

 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko