Fjerde del af blogserien, som sætter fokus på mine personlige erindringer om filmene fra Nils Malmros’ hånd – en af vor tids betydeligste danske filminstruktører.
Efter de indledende øvelser med tre film, var Nils Malmros nu klar til at tage springet til en virkelig stor produktion.
Ligesom Lars Ole, 5c er Nils Malmros' fjerde film, Kundskabens træ (1981), også en skildring af en skoleklasse i Århus i halvtredserne. Denne gang handler det om teenagere, hvis udvikling man følger fra 2. til 4. mellem. Gruppedannelser og magtkampe, forholdet til lærere og forældre, fester med dans i mørke, lejrskole, forelskelser og jalousi, alt belyses indforstået for at samle sig om historien om en lidt mere moden pige, Elin, der efterhånden fryses ud af de andre i klassen, uden at forældrene har nogen forståelse for hendes problemer.
Optagelserne strakte sig over hele to år. De to års optagelser er faktisk lige til Guiness Book of World Records. Ingen anden dansk instruktør har brugt så lang tid på optagelserne til en film. Men der var naturligvis en god grund til den langstrakte produktion. Nils Malmros ville nemlig også fange sine rollekarakterers fysiske udvikling. Andre instruktører ville sikkert have overladt dette til make-up afdelingen, men ikke Malmros. Han ville have den ægte vare.
Malmros skulle dog senere slå sin egen rekord.
Med Kundskabens træ var Nils Malmros kommet i ”stald” hos tidens mest betydningsfulde og kvalitetsbeviste danske filmproducent, Per Holst, og det kan nok være der kom kommercielle boller på Malmros’ fremmarch.
Kundskabens træ bliver da også af mange betragtet som Malmros’ hovedværk og er hans største kommercielle succes, baseret på en original historie. Faktisk bliver tilskuerantallet på Kundskabens træ kun overgået af Barbara, men den film var baseret på andet forlæg.
Under stor bevågenhed var filmen blevet vist i Cannes på det kommercielle marked og filmen blev da også solgt til adskillige lande. Blandt andet Filippinerne.
Et par år senere dukkende der annoncer op fra filmens lancering i Filippinerne, hvor filmen ikke alene var blevet dubbet, men tilmed også havde fået tilsat et nyt musikspor. Det kan nok være det vakte opsigt, da det viste sig at være discorytmer fra Bee Gees, som nu bar filmen. Det må have noget af en sjælden oplevelse at se en film om århusianske unge i slutningen af 50’erne til tonerne af det australsk-engelske band.
Loven om ophavsret blev også dengang behandlet ret lemfældigt i Filippinerne.
Malmros alter ego er i denne film "Niels Ole" og spilles af Jan Johansen.
Denne rollekarakters fascination af en bestemt piges knæhaser voldte ikke så få problemer. Ingen af filmens piger havde nemlig knæhaser som tilfredsstillede Malmros erindring. Det var først, da der også blev taget et kig på drengeskuespillernes knæhaser, at de helt rigtige blev fundet. Så når man i filmen ser Niels Ole glane længe og grundigt på et par pigeknæhaser, er det i virkeligheden en drengs.
Eva Gram Schjoldager ses i rollen som Elin og blandt de øvrige medvirkende møder vi Line Arlien-Søborg, Marian Wendelbo, Gitte Iben Andersen, Brian Theibel, Erno Müller og Merete Voldstedlund.
Nils Malmros muse, Line Arlien-Søborg, medvirker her i sin første film fra instruktørens hånd. Efterfølgende skulle Malmros caste Arlien-Søborg i væsentlige roller i følgende to film: Skønheden og udyret (1983) og Århus by Night (1989). Men samarbejdet fortsatte bag kameraet, idet Arlien-Søborg også har været scripter på Kærlighedens smerte (1992) samt instruktørassistent på filmene At kende sandheden (2002) og Kærestesorger (2009).
Musens øvrige skuespillerkarrierer begrænser sig til tv-filmene Kaj Munk (1986) og Domino (1991).
Det er med nogen uro, jeg husker tilbage på denne film. Kundskabens træ var jo den første Malmros-film, jeg havde fornøjelsen af at præsenterer, efter selv at være blevet biografdirektør. Jeg gjorde mig selvfølgelig de allerstørste anstrengelser for at alt skulle klappe.
Dét gjorde det ikke.
Premieren på Malmros’ film i Århus var selvfølgelig noget helt specielt. Både filmhold, byens spidser og andre honoratiores var inviteret til en speciel premiereforestilling, som man kender dem fra Imperial Bios gallapremierer.
Normalt fik vi filmene i så god tid, at der var muligt at gennemføre en gennemkørsel af filmen, inden en så vigtig visning. Det blev der ikke tid til i denne omgang. Filmen kom frisk og drivende våd fra filmlaboratoriet Geyer Werke i Tyskland. Filmens producent havde, til flere af de professionelle filmarbejderes fortrydelse, fundet frem til dette laboratorium for at spare penge.
Alt dette til trods lå filmen klar på to spoler på hver sin af operatørrummets to filmfremvisere, da publikum gjorde sin entré i salen. Alt åndede fred og ro.
Denne fred og ro skulle dog hurtigt få en ende, da filmen efter cirka 45 minutter – og inden første spole var udspillet – pludselig sprang over på spole to, og publikum dermed gik glip af de sidste ti minutter på spole et.
Enhver biografdirektørs værste mareridt var en realitet. Selvfølgelig opdagede Nils Malmros omgående fejlen, og forestillingen blev stoppet. Efter nogen udredning kunne forestillingen fortsætte i sin fulde udstrækning, men instruktøren var selvfølgelig dybt ulykkelig. En ulykkelighed, som med et hammerslag gjorde mig i al fald fem år ældre.
”Forbryderen” var et mikroskopisk stykke stanniol på filmen, der havde igangsat den uheldige episode, som dog kunne være undgået, såfremt der havde været tid til en prøvegennemkørsel af filmen.
Takket være digitaliseringen af biograferne, kan noget lignende ikke ske i dag.
5. del af denne blogserie: Den opdigtede historie.
Malmros – 1. del: Den spæde start
facebook
twitter
Kommentarer