New Danish Screen har behov for hjælp

Denne blog handler om New Danish Screen 2003-2013, en støtteordning under Det Danske Filminstitut.

Om ordningen hedder det på Det Danske Filminstituts hjemmeside: New Danish Screen skal støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling, så dansk film bevarer og styrker sin dynamik og diversitet.

Et yderst ædelt mål, men ordningen kunne have opnået langt større succes – i al fald på spillefilmområdet.

Biografklub Danmark kunne redde de mange tilskuermæssigt fejlslagne film støttet gennem New Danish Screen, men hjælpen er blevet afvist.

Siden ordningens start i 2003 til og med 2013 har New Danish Screen samlet formidlet 321,6 mio. danske støttekroner.

Tyve New Danish Screen-film – sytten spillefilm og tre dokumentarfilm – er i årene 2003-2013 blevet vist i biograferne. De er i alt blevet støttet med kr. 85,1 mio. og har samlet tiltrukket sølle 381.194 tilskuere – nogenlunde det samme som en enkelt Far til Fire-film.

For proportionernes skyld kan man sætte de kr. 85,1 mio. over for støtten til periodens syv Far til Fire-film på samlet 41,9 mio.

I modsætning til New Danish Screen-filmene har Far til Fire-filmene til gengæld været med til at sikre dansk film en af Europas højeste hjemmemarkedsandele – hvad både filminstruktørerne og Filminstittuttet jo så ofte bryster sig af – så vi ikke helt er blevet løbet over ende af amerikanske film.

Antallet af film, som er blevet vist i biograferne, har årligt svinget mellem tre og fire, men i 2012 kun en, i 2013 et rundt nul og i 2014 forventes tre film.

I 2014 drejer det sig om Søren Balles Klumpfisken, som blev set af 34.395 tilskuere i biograferne, samt Fenar Ahmads Ækte vare, som have premiere i biograferne den 8. maj og foreløbig er set af 30.313 tilskuere. Årets tredje New Danish Screen-film i biograferne bliver I dine hænder, som er instrueret af Samanou Acheche Sahlstrøm. 

Der er absolut ingen udsigt til nogen af New Danish Screen-filmene i 2014 vil hæve sig over 35.000 tilskuere.

Ordningens publikumsvindere er Rich Kids (2007) og Rosa Morena (2011) med henholdsvis 105.781 og 73.817 tilskuere i biograferne. De resterende film er alle set af under 40.000. Bundskraberne er Profetia (2009) med 300 tilskuere og Min avatar og mig (2011) med 202.

De klare instruktør-vindere i ordningen er Martin Zandvliet, Michael Noer, Tobias Lindholm, Pernille Fischer Møller og Christoffer Boe, som alle efterfølgende sikrede sig forholdsvis stor succes med spillefilm.

Anmeldermæssigt er følgende film i front: Martin Zandvliets Applaus (2009), Michael Noer og Tobias Lindholms R (2010) og Runar Runarssons Volcano (2012) – de resterende film er på det jævne, eller langt under.

De anmeldermæssige flops tæller blandt andet Rich Kids (2007), Hvordan slipper vi af med de andre (2007), Himlen falder (2009) og Profetia (2009).

Af alle filmene er Rosa Morena specielt interessant (i denne forbindelse undtager jeg den spekulative Rich Kids, som intet havde at gøre i denne støtteordning). Årsagen til Rosa Morena er interessant, er fordi den sikrede sit forholdsvis høje tilskuerantal gennem deltagelse i Biografklub Danmark. Klubben sikrede filmen en markedsføring den ellers var gået glip af og kunne samtidig tilbyde biografgængerne adgang til New Danish Screens forunderlige verden til halv pris. Det resulterede – som nævnt – i 73.817 tilskuere, heraf betalte 24% af publikum endda fuld pris.

Det kan undre med den succes, der kom Rosa Morena til del, at denne lanceringsform kun er blevet benyttet på denne ene New Danish Screen-film.

Hvis det er det, der skal til for at åbne publikums øjne for New Danish Screen – ja, så er det det der skal til.

Hvor ville det dog være vidunderligt om dansk film målrettet arbejdede for at sikre sig størst mulige indtægter i stedet for konstant – bevist eller ubevist – at arbejde for at begrænse indtægterne.

Lad New Danish Screen-filmene, suppleret med ”små” film fra konsulentordningen, danne grundlag for en årlig ”dansk film pakke” gennem Biografklub Danmark-konceptet.

Dansk film, instruktørerne og producenterne fortjener alle at få del i den succes. For slet ikke at snakke om publikum, som får åbnet øjnene for hele spekteret af danske film.

At det ikke er sket for længe siden, er intet mindre end en skandale.

Og der er endda en sidegevinst: Jo større disse film bliver i biograferne, desto større bliver de på alle efterfølgende platforme.

Det forekommer at stærke kræfter arbejder målrettet på at holde disse film nede, måske fordi argumentet med at nogle film kun går kort tid i biograferne, så ville blive ødelagt.