At det danske A-hold af filminstruktører har forladt landet og overladt den danske filmmanege til B-holdet og en masse nye talenter, er et faktum. At det har medført, at billetsalget er styrtdykket til danske film, er ligeledes et faktum.
Men hvad er det egentlig, at det danske A-hold af filminstruktører laver i udlandet? Ifølge Det Danske Filminstituts konstituerede direktør, Claus Ladegaard, er svaret enkelt: De laver tv-serier!
Til Politiken udtaler Ladegaard den 31. august: ”Netflix er en ’gamechanger’, som vi ikke kunne forudse. Instruktørerne tager jo ud for at lave tv-serier, ikke for at lave film.”
Hold da op, har Netflix virkelig overtaget alle de danske filminstruktører, som alene laver tv-serier? Har filmdirektøren overset den ellers meget omtalte Nikolaj Arcel? Og hvad med Lone Scherfig, Thomas Vinterberg, Janus Metz, Per Fly, Michael Noer og Anders Walter?
Lad os undersøge postulatet og få fakta på bordet.
Den opmærksomme læser vil bemærke at The Dark Tower optræder både som spillefilm og tv-serie. Det skyldes man pt. har planer om også at producere en tv-serie baseret på Stephen Kings roman.
Som man kan se ovenstående, omgår Ladegaard sandheden lemfældigt. Nogle danske filminstruktører laver tv-serier, men at påstå, at Netflix ligefrem har været en gamechanger, er milevidt fra sandheden.
Af ovenstående er Netflix kun engageret i The Mist, som Christian Torpe – der ret beset er manuskriptforfatter – har skrevet manuskript til, og Susanne Biers spillefilm Bird Box (hvor Netflix alene står for distributionen).
Der har ligeledes været forhandlinger med Netflix om distributionen af Martin Zandvliets The Outsider, men resultatet af disse forhandlinger lader øjensynligt vente på sig.
Så ud af de 28 projekter – seksten spillefilm og tolv tv-serier - danske filminstruktører har været involveret i, repræsenterer engagement fra Netflix kun sølle syv procent i perioden 2014-2018.
Heller ikke påstanden om, at danske instruktører kun drager til udlandet for at lave tv-serier, holder vand. 43 procent af de projekter, danske filminstruktører har været involveret i uden for den danske andedam i perioden 2014-2018, er tv-serier, mens spillefilmene står for hele 57 procent af projekterne.
Det er en belejlig undskyldning, at danske instruktører har taget flugten til udlandet på grund af Netflix, men sandt er det altså ikke. Og når man ikke engang fra statslig side kan identificere årsagen til flugten, ser det virkelig ikke godt ud.
Det er ikke et særligt lovende, at den nye filmdirektør omgås sandheden så lemfældigt. Det næste bliver vel, at Det Danske Filminstitut fastslår, at jorden er flad.
Kommentarer