Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

30. juli 2014 | 17:28 - Opdateret 30. juli 2014 | 20:54

Snup en original!

Foto | The Weinstein Company
Keira Knightley, Hailee Steinfeld og Mark Ruffalo i John Carneys Forelsket i New York. Skal vi undvære den slags originale film i fremtiden?

Som anskueliggjort i min box office-artikel i Ekko #64 er den originale historie, der er skrevet direkte til film på biografernes store lærred, i frit fald.

Og ikke nok med det. Publikums interesse for originale historier falder også med accelererende kraft.

I den tre-årige periode 1989-1991 repræsenterede de originale film gennemsnitligt 63 % af det totale antal film på repertoiret og andelen af disse films publikum repræsenterede 47 % af det totale tilskuerantal. I den tre-årige periode 2011-2013 var disse tal reduceret til 49 % og 26 %. Altså er antallet af originale film på tyve års tid faldet med 22 %, mens tilskuerantallet næsten er halveret!

Det er en rigtig trist udvikling.

Øjensynligt afspejler filmproducenterne blot publikums manglende lyst til at begive sig ud i uudforsket land. At satse på det sikre er blevet et mantra, både for publikum og pengemændene bag filmene.

Biograferne tilbyder faktisk langt flere originale film, end publikumstallet retfærdiggør.

De originale film er simpelthen ved at blive ofret på det alter, som de nye digitale medier med deres lave prissætning er bygget på.

Når store instruktørnavne som Ken Loach, Mike Leigh og Tim Burton, som ellers har gjort sig meget ud i det originale, pludselig begynder at lave biopics, er der noget rivende galt. Og Michael Winterbottoms næste film er en sequel!

Der er absolut ingen grund til at lede efter andre årsager end den billige adgang forbrugerne har til film på digitale medier. Video on demand kan simpelthen ikke gøre originalitet rentabelt, og på de digtale medier vælger publikum alt andet end originale film.

En gylden mellemvej for manuskriptforfattere og instruktører kunne være, at de for alvor tænkte publikum ind i deres originale historier. På flere film, bygget på originale historier, forekommer det bestemt ikke at man har ladet følgende spørgsmål indgå i historiens overvejelser: ”Hvem kan egentlig have interesse i at opleve denne historie?” Mit svar har alt for ofte været: ”Kun instruktørens nærmeste familie.”

Husk på, at det har været originale historier, som har dannet grundlag for nogle af historiens fedeste film: Citizen Kane, Moderne tider, Sunset Boulevard, La strada, Easy Rider, Sidste nat med kliken, Chinatown, The Deer Hunter, Manhattan, Vidnet, The Crying Game, De nådesløse, The Piano, Pulp Fiction, Fargo, American Beauty, Den fabelagtige Amélie fra Montmartre, Op, The Artist, Amour. Ja, jeg kunne blive ved.

Bare tanken om, at denne type film skulle blive et levn fra fortiden, er til at græde snot over.

Over de næste par måneders repertoire i biograferne vil jeg fremhæve nedenstående ni film – naturligvis alle baseret på originale historier.

 

Forelsket i New York (premiere 31. juli)

Manuskript: James Carney.

Forført af drømmen om at få succes i storbyen flytter Gretta og hendes kæreste til New York for at forfølge deres passion for musik. Hun forlades dog af kæresten, da han får tilbudt en stor solokontrakt. Med stor hjertesorg beslutter hun sig for at tage hjem igen, men accepterer lige inden flyafgangen at deltage i en talentkonkurrence. Ved en tilfældighed hører en falleret pladeproducent hendes sang og bliver straks betaget af hendes rå talent og inspirerende autenticitet – de kan blive hinandens sidste chance for succes.

Once-instruktøren John Carney har begået en virkelig morsom komedie med Kiera Knightley, Mark Ruffalo, Hailee Steinfeld og Catherine Keener.

Peter Travers skrev følgende om filmen i Rolling Stone: ”Det er sjældent at finde en film, der bruger musik til at definere kærlighed, uden det bliver sentimentalt. Men Forelsket i New York, med sange af Glen Hansard og New Radicals forsangeren Gregg Alexander, er en vidunderlig undtagelse.”

 

Lucy (premiere 7. august)

 

Manuskript: Luc Besson.

Da narkotika-kureren Lucy ved et uheld får en stor dosis af det, hun transporterer, får hun pludselig overmenneskelig styrke. Hun får også en hel masse andre evner: Hun er i stand til at absorbere viden øjeblikkeligt, er ikke i stand til at føle smerte og kan flytte objekter med sit sind. Kort sagt: Lucy bliver en stærk, umådelig sexet kampmaskine!

Luc Besson vender tilbage med historien om den stærke kvinde, som vi også så det i hans tidlige film som Nikita, Leon, Jeanne d’Arc og til dels Det femte element. I den altdominerende hovedrolle møder vi Scarlett Johansson, og derudover medvirker Morgan Freeman.

Richard Corliss fra TIME Magazine beskriver filmen som værende ”sommerens bedste, saftigste, smarteste og mest cool actionfilm”.

 

Det andet liv (premiere 7. august)

 

Manuskript: Jonas Elmer, Rune Tolsgaard og Marie Høst.

Hvis ikke vi handler, er vi ingen. Der er valg hvert eneste øjeblik i vores liv, og valgene skaber mønstre og definerer os. Lige indtil mønstret brydes – når noget inden i os vil ud, eller når livet sætter os kniven på struben.

Det Andet Liv handler om sådanne øjeblikke, der ændrer liv, og om hvordan vi dealer med de konsekvenser, som følger med. Filmens karakterer, bundet sammen af chat og dating over nettet, er draget af en længsel efter ”noget andet” og tager alle et skridt mod dette uvisse. Det medfører en destruktion af livet, som de kendte det, men det viser også nye veje. Ud af selvbedraget eller længere ind i det. Multiplotformen giver historierne et skæbnefællesskab, og de enkelte sekvenser skaber fornemmelsen af et smugkig ind i et menneskes liv i et afgørende øjeblik.

Den utroligt sympatiske Jonas Elmer, som ikke rigtig har kunnet finde melodien siden sin bemærkelsesværdige debut med Let’s Get Lost, er tilbage med en ny film, med blandt andet Petrine Agger, Stefan Pagel Andersen, Bo Carlsson, Thomas Ernst, Sofie Gråbøl, Sarah Grünewald, Claire Ross-Brown og Rune Tolsgaard i de bærende roller.

Morten Piil tildelte filmen fem stjerner i Filmmagasinet Ekko, med følgende kommentar: ”Et betimeligt comeback for instruktøren af Let's Get Lost, der alt for længe har ladet sig nøje med en plads i dansk films periferi.”

 

Magic in the Moonlight (premiere 14. august)

 

Manuskript: Woody Allen.

Filmen udspiller sig i 1920ʼernes billedskønne Sydfrankrig, hvor den unge Sophie har charmeret sig ind i den britiske overklasse med sine tilsyneladende overnaturlige evner. Den snusfornuftige Stanley specialiserer sig i fupmageri og er blevet hyret til at afsløre Sophies metoder. Men noget kunne tyde på, at han mødt sin overkvinde. I takt med at der opstår en romance mellem de to, begynder han at overveje, om der er mere mellem himmel og jord.

Woody Allen er tilbage i Frankrig med sin årlige film, og skuespillerne har som sædvanligt stået i kø for en rolle. Denne gang har Allen udvalgt Emma Stone, Colin Firth, Marcia Gay Harden, Hamish Linklater og Jacki Weaver.

Bo Tao Michaëlis, Filmmagasinet Ekko, gav filmen 5 stjerner og kunne berette følgende: ”Woody Allen boltrer sig med historiske setstykker og et mondænt sydfransk miljø fjernt fra de urbane cirkler i New York, London og Paris. Det ligner, at han formelig har elsket at dreje en overdådigt smuk film mere udendørs end hans andre kammerspil inden for murene.”

 

Blind (premiere 21. august)

 

Manuskript: Eskil Vogt.

En film om at miste synet, men ikke udsynet og fantasien. Ingrid har svært ved at acceptere sit nye liv som blind og vil ikke forlade lejligheden, og hendes mand Morten prøver forgæves at få hende til at leve livet lidt igen. Eller gør han? Ingrid er nemlig ved at skrive en roman, og der opstår en glidende overgang mellem det, hun forestiller sig, og det, som (måske) virkelig sker omkring hende.

Eskil Vogt, som var medforfatter på Joachim Triers Oslo, 31. august, får her sin spillefilmdebut som instruktør. En både ætsende morsom og kirurgisk præcis norsk beskrivelse af parforholdets veje og vildveje. Ellen Dorrit Petersen, Henrik Rafaelsen og Vera Vitali medvirker.

Filmen vandt priser både ved Cph:Pix og Berlin Filmfestival, men toppen af kransekagen: en pris for bedste manuskript ved Sundance Filmfestivalen.

Boyd van Hoeij, The Hollywood Reporter, berettede følgende fra visningen under årets Sundance Filmfestival: ”Manuskriptet er mesterligt skruet sammen, og filmen har humor såvel som masser af drama.”

 

Boyhood (premiere 4. september)

 

Manuskript: Richard Linklater.

Filmen fortæller historien om et fraskilt par, der forsøger at gøre det bedste for deres søn. Vi følger drengen i tolv år, fra seks-års alderen til han fylder atten.

Richard Linklaters første film efter at have afsluttet Before-trilogien. Atter har han Ethan Hawke på rollelisten som faren, mens moren spilles af Patricia Arquette og deres søn af Ellar Coltrane.

Filmen blev optaget i al hemmelighed i en periode over tolv år. Her kan ikke engang Malmros være med.

Tildelt Sølvbjørnen ved dette års Berlin Filmfestival.

Claudia Puig beskriver sin mening således i USA Today: ”Boyhood er et episk mesterværk, der synes helt ligeglad med at forsøge på at være et.”

Filmen har den utrolig sjældne ære at blive rated 99 % i Rotten Tomatoes, baseret på 141 anmeldelser. Det sker altså ikke for ret mange film og et sikkert fingerpeg om at noget helt enestående er på vej mod det danske biografpublikum.

 

Living is Easy with Eyes Closed (premiere 11. september)

 

Manuskript: David Trueba.

Spanien 1966. John Lennon er i gang med optagelserne til Richard Lesters Jeg vandt krigen i Almería. En engelsk-lærer, Antonio, tager til Almería i håbet om at møde sin helt. Undervejs samler Antonio to bortløbne unge mennesker op.

Filmens titel, Living is Easy with Eyes Closed, kommer selvfølgelig fra Lennon/McCartney-sangen Strawberry Fields Forever.

David Truebas spanske komedie med Eduardo Antuña, Celia Bermejo og Francesc Colomer i hovedrollerne.

Filmen støvsugede stort set Spanien for filmpriser, ved dette års uddelinger.

William Brownridge fra Toronto Film Scene var yderst tilfreds: ”En meget bevægende film, som er ren nydelse for Beatles-fans. Denne film ønsker du ikke at gå glip af.”

 

To dage, en nat (premiere 18. september)

 

Manuskript: Jean-Pierre Dardenne og Luc Dardenne.

Sandra er en ung kvinde, som med hjælp fra sin mand har en enkelt weekend til at overbevise sine kolleger til at opgive deres bonus, så hun kan beholde sit job.

Med Marion Cotillard, Fabrizio Rongione og Pili Groyne medvirker i Jean-Pierre og Luc Dardennes seneste prisvindende mesterværk.

Den enorme danske begejstring for de belgiske Dardenne-brødre afspejler sig – besynderligt nok – overhovedet ikke i tilskuerantallet. Deres to Guldpalme-vindere, Rosetta (1999) og Barnet (2005), blev set af henholdsvis 732 og 2.718 tilskuere i de danske biografer.

Forbløffende, at så stor begejstring og endda topprisen på verdens mest prestigefyldte filmfestival ikke har givet flere lyst til at se brødrenes film.

Lad os håbe To dage, en nat bliver det afgørende gennembrud i Danmark, og kan tiltrække flere end det lillebitte, men ret larmende københavnske kulturparnas, hvis største problem er, at de generaliserer ud fra deres egen temmelig begrænsede verden.

Peter Bradshaw fra The Guardian berettede følgende fra Cannes Filmfestivalen: ”Endnu en stor præstation af Marion Cotillard. Hun er overbevisende og bevægende – og det er filmen ligeså.”

 

Something Must Break (premiere 18. september)

 

Manuskript: Ester Martin Bergsmark og Eli Levén.

Cross-dresseren Sebastian møder Andreas en aften i byen og et intenst og passioneret forhold opstår. Men Andreas har svært ved acceptere sin kærlighed til Sebastian, der drømmer om at leve fuldt ud som kvinden Ellie.

Ester Martin Bergsmarks prisvindende svenske drama, med Iggy Malmborg, Shima Niavarani og Mattias Åhlén.

Martin Memet Könick, Konstpretton.se., var mere en almindelig begejstret, da han fastslog: ”Burde ses af alle i hele verden.”

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko