Sommerens amerikanske vindere og tabere

Den amerikanske sommersæson afsluttedes officielt 31. august og nu kan boet gøres op.

Perioden fra 1. maj til 31. august går under betegnelsen ”blockbuster-sæsonen” i den amerikanske filmverden. Det er nemlig det tidspunkt af året, hvor alle de amerikanske studier udsender deres dyreste og mest prestigefylde film.

Specielt i år har været et rent slagtehus: Millioner af dollars er blevet kastet direkte i toilettet på film, hvor publikumsinteressen slet ikke har stået mål med de enorme omkostninger.

Paradoksalt nok har denne sommer også slået alle rekorder i samlede indtægter, men det skyldes, at filmene enten er røget komplet på bugen, eller er blevet gigantiske successer.

Denne blog kigger på vindere og tabere i den amerikanske sommersæson, hvor den indbyrdes kannibalisering har været mere udtalt end nogensinde tidligere.

At der i denne blog bliver fokuseret på filmens indtægter – og ikke kvaliteten – er naturligt nok. I USA har man intet imod kvalitet, blot det giver økonomisk mening.

Men først skal de fem største vindere præsenteres, for der har så sandelig været vindere. Store vindere endda.

Som en tommelfingerregel skal filmens budget ganges med mindst 2,5 i indtægt fra biograferne, for at en amerikansk film kan siges at være profitabel.

Man bemærker, at de mest profitable film er franchises på nær en enkelt. Nattens dæmoner er et klart eksempel på, at en film med et beskedent budget sagtens kan rammer økonomisk jackpot.

Robert Downey, Jr. i Iron Man 3 og Vin Diesel i Fast and Furious 6 vil blive takket af deres børnebørn, da det kræver mere end én generation at bruge alle indtægterne fra de to film. Med Grusomme mig 2 og Monsters University blev det bevist, at computeranimation fortsat har et solidt tag i publikum.

Men der var også andre vindere om end på et noget mere beskedent niveau: Man of Steel og Tømmermænd tur-retur og Familien Miller klarede sig alle tre hæderligt. Wolverine og World War Z kom også i sort.

Men ofte bliver succes målt ud fra forventningerne, i højere grad end investeringen. Om end både Man of Steel og Tømmermænd tur-retur blev fornuftige forretninger, levede ingen af dem op til forventningerne. Lige omvendt stod det til med Brad Pitts World War Z, hvor forventningerne var helt i bund, efter store dele af filmen måtte tages om.

Et par behagelige økonomiske overraskelser blev det også til: Sandra Bullock/Melissa McCarthy-komedien The Heat og Louis Leterriers tryllefilm Now You See Me blev begge rigtig gode forretninger.

Star Trek: Into Darkness, familiefilmen Skovens hemmelige rige og Adam Sandler-komedien Drengerøve 2 klarede sig lige med nød og næppe.

Men hvordan pokker Drengerøve 2 kunne koste $80 mio. at producere, må betegnes som lidt af en gåde. Det er i al fald ikke selve produktionen, som er skyld i det forholdsvise ekstravagante budget. Det er nok snarere ligaen af tidligere stand-up komikere, hvis gigantiske honorarer sikkert har ædt budgettet op.

Og så er der taberne.

Både The Lone Ranger og R.I.P.D. satte nye standarder for, hvor mange penge et amerikansk studie kan tabe på deres produktioner. Disney har allerede afskrevet $150 mio. på Johnny Depps fiasko i deres regnskab og det endelige tab estimeres til $190 mio. Robert Schwentkes action-komedie R.I.P.D. med Jeff Bridges og Ryan Reynolds, som ikke engang bliver udsendt i de danske biografer, følger The Lone Ranger pænt til dørs, med et tab på ikke under $100 mio.

Alene tabet på R.I.P.D. svarer godt og vel til Det Danske Filminstituts totale budget på et helt år.

At Disney stod for distributionen af både sommerens største flop (The Lone Ranger) og største succes (Iron Man 3), er kun en sølle trøst: Når en film flopper, er der kun én til at betale, når den bliver en succes, skal mange munde mættes.

Tabet på Roland Emmerichs White House Down var til at forudse, idet en film med nogenlunde samme tema (Olympus Has Fallen) havde premiere tidligere på året. Så mange er der altså heller ikke, som synes destruktion af Det Hvide Hus er værd at ofre penge på … og da slet ikke to gange på ét år.

Neill Blomkamps Elysium var faktisk ikke nogen dårlig film, men det var måske netop problemet. At give instruktøren af District 9 så mange penge at gøre godt med, var måske at skyde langt over målet.

District 9 havde det budget på beskedne $30 mio. og indbragte $210,8 mio. på verdensplan. Elysium havde et budget på $115 mio. og indbragte kun $176 mio. You do the math.

At den computeranimerede Turbo fra DreamWorks Animation ikke kunne tiltrække et nævneværdigt publikum i forhold til filmens produktionsomkostning, er lidt af en gåde. Denne film kan også klassificeres som udmærket, men måske den blot blev kvalt af sommerens to øvrige computeranimerede film: de yderst succesfulde Grusomme mig 2 og Monsters University. Samme skæbne overgik i øvrigt Smølferne 2.

Guillermo del Toros Pacific Rim, Vince Vaughn/Owen Wilson-komedien The Internship og After Earth, med Will og Jaden Smith, måtte ligeledes konstatere røde tal i regnskabet. De var dog ikke bare tæt på at være i samme klasse som de ovennævnte tabere.

Denne sommer har om noget bevist, at hvis man er oppe på de helt store budgetter, kræver det et ufatteligt stærkt og let genkendeligt brand, hvis man skal gøre sig forhåbninger om succes.

De amerikanske studier er supertankere at manøvrere med. Historien vil derfor sandsynligvis gentage sig både i 2014 og 2015 – først fra 2016 kan de amerikanske studier nå at reagere på denne sommers store katastrofer. Denne blogger holder vejret.