Sommerens mest imødesete film – 3. del

3. del af denne blogserie er helliget dansk film. Modsat bjørnen går dansk film beklageligvis traditionelt i hi om sommeren.

Bevares, der er i år selvfølgelig den dansk/fransk/svensk koproducerede Only God Forgives af Nicolas Winding Refn og den dansk/new zealandsk/svensk koproducerede The Weight of Elephants af Joseph Borgman. Men fælles for dem begge er, at de ikke er dansksprogede og samtidig klinisk renset for danske skuespillere.

Det er derfor vanskeligt at betragte disse film som danske, om end de begge har fået produktionsstøtte gennem Det Danske Filminstitut, og samme institution betragter dem som danske.

Det er synd og skam, at det store danske publikum overlades til udenlandsk films nåde i hele to måneder over sommerferien.

De rene danske film er der nemlig over denne sommer kun to af, og i denne blog om sommerens mest imødesete film, skal der fokuseres på Christoffer Boes Spies & Glistrup.

Der skal gøres opmærksom på, at præmissen for nedenstående omtale er, at der er tale om en fiktionsfilm og bloggerens opfattelse af hele handlingsforløbet alene beror på filmen. Et handlingsforløb, som ikke nødvendigvis er den endegyldige sandhed.

Siden jeg så Spies & Glistrup for en måneds tid siden, har denne blogger været i eksplosionsagtig tilstand for at involvere en bredere kreds i begejstringen.

En af fordelene ved at være formand for brancheforeningen Danske Biografer er nemlig, at man fra tid til anden får lejlighed til at se filmene i rigtig god tid, inden de får premiere.

Spies & Glistrup er en fiktionsfilm inspireret af historien om to af danmarkshistoriens mest farverige personligheder: Simon Spies og Mogens Glistrup. Man følger dem i den begivenhedsrige periode fra 1964 og frem til Spies’ død i 1984.

Glistrup var blandt andet kendt for sin kamp mod skatten, Spies for sine morgenbolledamer, men filmen er meget, meget mere end det. Dette er også fortællingen om det tætte venskab mellem de to, deres vildskab og deres op- og nedture.

Og det er, hvad man roligt kan karakterisere som en pokkers god historie.

Boe portrætterer på helt formidabel vis de to karismatiske og topbegavede excentrikere, som begge formåede at lægge janteloven ned og trampe godt og grundigt på den. Instruktøren præsenterer – kort og godt – et stykke danmarkshistorie, som kan ses af alle generationer.

Man kunne frygte, at hovedkræfterne i denne film risikerede at kunne komme til at fremstå som ufrivillige karikaturer i en revyforestilling. Den frygt skal dog hurtigt manes langt under mulden: Nicolas Bro er Mogens Glistrup og Pilou Asbæk er Simon Spies.

Deres indlevelse i rollerne er intet mindre end imponerende: Nicolas Bro spiller den korpulente Glistrup med perfekt balance mellem det geniale og det komplet vanvittige. Pilou Asbæk spiller Spies med hårfin skarphed mellem det joviale og det dybt ondskabsfulde, som der ofte kun var et splitsekund imellem.

For begge skuespillere gælder det, at de skulle portrættere to voksne mennesker, som midt i genialiteten indimellem opførte sig som børn, der havde hele verden som deres legeplads. Det lykkes til fulde.

Det er helt klart Nicolas Bro, som får mest at spille med. Hvor Spies er en forholdsvis endimentionel rolle, er der en langt mere guf i rollen som Glistrup, som i skolen blev drillet og i mange år arbejdede underkuet på svigerfarens advokatkontor. Det er først efter svigerfarens død, han springer offentligt ud som en yderst selvsikker herre – i al fald på overfladen. 

Ud over Asbæk og Bro skal samtlige skuespillere i denne film have et begge tommelfingre op – og specielt Jesper Christensen som Glistrups banemand og Trine Pallesen som Lene Glistrup skal fremhæves. Pallesen formår med sit spil at forklare det uforklarlige: Hvordan en rationel kvinde kunne holde et samliv med Glistrup ud.

Filmen byder på et yderst realistisk tidsbillede og præsenterer hidtil ukendte detaljer i forholdet mellem Spies og Glistrup, hvor Glistrup op til flere gange redder Spies Rejser og i et enkelte tilfælde endda formandens liv.

Til forskel fra Spies, som grænseløst var happy-go-lucky, var Glistrup en mand med en, i magthavernes øjne, farlig mission. En mission som ender med at få katastrofale følger i forholdet mellem de to.

Det her er simpelthen stor, dansk, folkelig underholdning, når det er bedst. Og det er så sandelig også en kunst.

Hvis det her begynder at minde om en anmeldelse, så er det ikke hensigten. Denne blogger har aldrig været og bliver aldrig filmanmelder, men det er vanskeligt ikke at lade sin begejstring flyde over.

Filmen får premiere lige på falderebet af sommeren – den 29. august – og der kan trøstes med, at hvis ventetiden føles lang, så er det for intet at regne, i forhold til den sindstilstand en, der har set filmen – og glæder sig til at se den igen – befinder sig i.

Christoffer Boe har været et odiøst navn i biografkredse, idet ingen af hans tidligere film har kunnet lokke meget mere end en luder og en lommetyv foran biografernes store lærred. Men alt er tilgivet, hvis det var det, der skulle til for at bane vejen for en film som Spies & Glistrup.

Christoffer Boe står foran et monumentalt, folkeligt gennembrud.