Statsmagten er kommet ud af kurs

I en nyhedshistorie udsendt 12. juli af statsmagtens forlængede arm, Det Danske Filminstitut, blev det første halvår evalueret.

Her kunne man læse at dansk film har godt fat i biografpublikummet og at de danske film i årets første 6 måneder havde en markedsandel på hele 34%. Dette flotte halvårsresultat var blevet tilvejebragt af 2,25 mio. publikummer i biografernes magelige stole – det bedste resultat i mange år.

Det kunne også fortælles, at det generelt går rigtig godt for biograferne, med 4% flere gæster i forhold til samme periode sidste år.

Det Danske Filminstituts administrerende direktør, Henrik Bo Nielsen, benytter herefter lejligheden til at glæde sig over det flotte biografresultat, men undrer sig tydeligvis dybt over ”at det har været muligt at opnå, samtidig med at hundredetusindvis af danskere har fået adgang til streamingtjenester som Netflix, YouBio og HBO.”

Det er der nu ingen årsag til at undre sig over, idet streamingtjenesterne ikke er en konkurrent for biograferne, så længe der opretholdes et solidt biografvindue. Biografvinduet referere til perioden der går fra filmen får biografpremiere, til den udsendes på dvd og vod. Sandheden er, at de nye digitale medier blot stjæler kunder fra de fysiske medier, som dvd og blu-ray, bare til en langt lavere prissætning.

Herefter konstaterer Henrik Bo Nielsen, ”at danskerne aldrig har haft så nem adgang til at se mange film. Alligevel har et solidt og oven i købet voksende publikum holdt fast ved biografoplevelsen.”

Ja, der er virkelig grund til at glæde sig. Gudsketakoglov er der et biografvindue, som sikrer filmindustrien sin største indtægt og publikum valgmuligheder, diversitet og mulighed for at se spillefilmene på det medie spillefilmene først og fremmest er udtænkt og beregnet for: biografernes store lærred.

Men glæde er der nu ikke at spore hos Henrik Bo Nielsen, som bekymret vurdere at ”det gode resultat i biograferne desværre ikke siger så meget om den samlede filmøkonomi. Nok går det godt i biograferne, men de foreløbige tal antyder, at salget af fysiske dvd'er og udlejning fortsætter med at falde. Det er næppe sandsynligt, at indtægterne fra onlinesalg kan kompensere for faldet for omsætningen af dvd'er."

Henrik Bo Nielsen præsenterer afslutningsvis sin konklusion på biografernes flotte halvårsresultat med ordene: "Halvårsresultatet giver forhåbentlig distributører og rettighedshavere blod på tanden, og lyst til at eksperimentere. Det er rigtig glædeligt, at billetsalget i biograferne har vist sig robust. Det giver muligheder for på anden vis at undersøge, om den samlede filmomsætning kan bringes i vækst. Nok er biografvinduet vigtigt, endog meget vigtigt, men det kan ikke alene løfte den samlede filmomsætning, der er nødvendig for at skabe en sund økonomi."

Henrik Bo Nielsens konklusion bør give filmbranchen dybe panderynker, når man tager statsmagtens ønsker om eksperimenter i betragtning.

Det Henrik Bo Nielsen - slet skjult - antyder er jo, at billetsalget i biograferne er så robust, at det står upåvirket over for biografvinduets længde.

Det er en monumental fejlvurdering.

De nye digitale medier stjæler forbrugere med arme og ben, blot til en væsentlig lavere indkomst for filmbranchen. Hvis de nye digitale medier, med lav prissætning, også får mulighed for at æde sig ind på biografernes forholdsvis høje indkomst til filmbranchen, vil det umuliggøre kommerciel spillefilmsproduktion i fremtiden og danskerne må belave sig på at produktion af danske film kun vil kunne lade sig gøre med et meget højt statsligt engagement. Her taler vi film som Viceværten, Værelse 304, ID:A og Fuglejagten, som staten fandt så vigtige, at de støttede disse film med næsten dobbelt så meget end gennemsnittet i støtteordningerne med hhv. 66,1%, 73,5%, 53,4% og 70,5% – og forbrugerne må så i øvrigt lade sig spise af med billige danske TV-film.

Det kan den samlede filmbranche ikke leve af og forbrugerne ikke være tjent med.

Kulturminister Marianne Jelved har allerede – misguided - meldt ud, at filmbranchen blot skal gøre som musikbranchen. Samtidig presser Det Danske Filminstitut på for at få initieret eksperimenter for at tilfredsstille det politiske bagland og enkelte ligeså misguided danske filminstruktører.

Man bør stille sig selv spørgsmålet; er det overhovedet en opgave for Det Danske Filminstitut og Kulturministeren at presse på med nye forretningsmodeller?

Forretningsmodeller bør overlades til filmbranchen - helt uden statslig indblanding – specielt i betragtning af, at de foreløbige statslige forsøg på indblanding har været så inkompetent.

Det Danske Filminstitut og Kulturministeriet lader til både at have bind for øjnene og vat i ørerne over for de eksperimenter der har været i udlandet.

De talrige eksperimenter, som har været med afkortning af biografernes vindue i udlandet, har entydigt haft et eneste resultat: lavere indtjening til filmbranchen.

I USA har man haft eksperimenter – tidligere grundigt behandlet i artiklen ”La grande illusion”- det har kostet den amerikanske filmindustri rigtig mange penge.

Fælles for alle disse eksperimenter har været, at der ikke har været formuleret succeskriterier, inden eksperimentets begyndelse og samtlige film man har forsøgt sig med, har ikke givet bare antydningen af økonomisk fornuft at vise via filmbranchens største indtægtskilde og det medie spillefilm er udtænkt og beregnet for: biograferne.

Senest har man i England eksperimenteret med spillefilmen A Field in England, som fik simultanudsendelse både på dvd, vod, free-tv og i biograferne. Endnu et eksperiment uden forudsatte succeskriterier. Uden forudsatte succeskriterier, er det naturligvis let for idémanden bag eksperimentet at kalde forsøget ’en succes’ - han vil jo gerne beholde sit job. Selverkendelse er heller ikke i England fremherskende.

A Field in England havde premiere i 19 engelske biografer og blev de første 3 dage set af sølle 3000 publikummer. At det kan betragtes som en succes, kræver et totalt manglende kendskab til film- og biografvirksomhed. Det er 14 mennesker pr. forestilling. Det er hvad man normalt karakterisere som ’gabende tomme biografer’.

Udviklingen af nye forretningsmodeller bør overlades til filmbranchen selv, uden statslig indblanding. Staten bør alene fokusere på hvordan man bevarer spillefilmen som institution – ikke angive veje hvormed man vil slagte den.