Bog: Filmens vingesus

Peter Schepelerns udvalgte Ekko-essays 2002-2015 med forord af Lars von Trier.

Danmarks store filmformidler Peter Schepelern har siden 2002 skrevet veloplagte essays i Filmmagasinet Ekko. I anledning af hans 70-års fødselsdag og afgangsforelæsning på Københavns Universitet har magasinet samlet de bedste.

Bogen Filmens vingesus – udvalgte Ekko-artikler 2002-2015 indeholder 21 artikler, der byder på inspirerende indblik i filmkunstens trends og tendenser på kryds og tværs af filmhistorien.

Det handler om dansk films situation, både Hollywood-drømme og provinsskildringer, om centrale instruktørpersonligheder som Lars von Trier og David Lynch, om emner som verdenshistorie, religion, seksualitet, censur og terrorisme, der analyseres gennem film og i relation til de kulturelle og ideologiske udviklingslinjer.

Bogens essays er inddelt i seks temaer: Ude og hjemme, Trier og alt hans væsen, skuelyst, fortællemønstre, virkelighedsbilleder og ideologier.

Essayene er kendetegnet ved forfatterens suveræne overblik, prægnante stil og tørre humor. Samme kompetencer har gjort Peter Schepelern til en populær ekspert i medierne, men også landets bedste filmfolk har nydt godt af hans kundskab.

I bogens forord skriver Lars von Trier: ”Peter er min Lydia. Hende den tatoverede kvinde fra Marx Brothers-filmen En dag i cirkus. ’Lydia, oh! Lydia, that encyclopedia …’ Han er en del af min hjerne. En lille del, der hedder ’Schep’.”

Bogen er anmeldt i Politiken af Kim Skotte:

”Mange har måttet sande, at det kan være svært at vide så meget og stadig være i stand til at formulere sig så let og elegant som Ekkos residerende filmlærer ... Når man lægger alle brikkerne sammen, er det lige før, man får et underholdende grundkursus i kunsten at se – og tænke over – film på lærredet.” 

© Filmmagasinet Ekko