02. okt. 2019

Birds of Prey

Foto | Matthew Libatique

Margot Robbie slår sig med dynamit og kæmpehammer løs på egen hånd som Jokerens kvindelige sidestykke i ny superheltefilm.

Af Nicki Bruun

Joker med Joaquin Phoenix i hovedrollen er en af de mest omtalte film lige nu. Derfor er det god og nok ikke helt tilfældig timing, at traileren til Birds of Prey netop har ramt internettet.

Her gentager stjernen Margot Robbie nemlig sin rolle som Jokerens kvindelige sidestykke Harley Quinn fra den kritikermæssigt uglesete Suicide Squad.

Denne gang er hun dog på egen hånd, og filmen har den legesyge undertitel And the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn.

Det handler med andre ord om frigørelse fra den mere kendte mandlige superskurk, og traileren har da også mest kvinderne i centrum. Forrest står selvfølgelig Robbie, der som kvinden med rottehalerne både svinger en kæmpe hammer og tænder dynamit, mens hun kører bil.

På rollelisten ses også Mary Elizabeth Winstead, Jurnee Smollett-Bell og Rosie Perez som superhelte, der får hjælp af Harley Quinn til at redde en pige fra en skurk spillet af Ewan McGregor.

Instruktøren er kinesisk-amerikanske Cathy Yan, der blot har instrueret én spillefilm tidligere. Det skal blive spændende, om hendes bidrag til superhelteuniverset bliver rakket ned som mange andre DC-film, eller om den som Joker kan skabe interesse blandt feinschmeckere.

Birds of Prey står i skrivende stund til dansk premiere den 6. februar.

Kommentarer

Hver uge sætter Ekko fokus på traileren til en ny film.

Du er velkommen til at komme med din kommentar nedenfor.

© Filmmagasinet Ekko