Anders Thomas Jensen er en af de mest produktive kræfter i den danske filmbranche.
Som instruktør har han stået bag spillefilmene Blinkende lygter (2000), De grønne slagtere (2003) og Adams æbler (2005). Og som manuskriptforfatter står han bag et hav af danske film fra komedien Grev Axel til samarbejdet med Susanne Bier, der bar særlig fornem frugt, da Hævnen vandt en Oscar i 2011.
Ekkos dvd #1 indeholder tre kortfilm af Anders Thomas Jensen. Alle tre film blev i sin tid Oscar-nominerede, og med Valgaften vandt Anders Thomas Jensen den fornemme pris i 1999.
Ernst og lyset
Instr. Anders Thomas Jensen, Tomas Villum Jensen
Danmark, 1996, 12 min.
Jesus vender tilbage til Jorden efter 2000 års fravær, og den smarte sælger Ernst skal være hans nye discipel. Ernst er bare ikke helt med på det der med Guds genopståede søn og hans hellige mission.
Wolfgang
Instr. Anders Thomas Jensen
Danmark, 1997, 14 min.
Den midaldrende dirigent Werner har et nært forhold til sin mor, for nu at sige det mildt. Nu skal han dirigere en koncert med sin mor som eneste tilhører, men en af hans musikere nægter at spille, og alt ramler.
Valgaften
Instr. Anders Thomas Jensen
Danmark, 1998, 12 min.
Den idealistiske Peter har glemt at stemme, og valgstederne er ved at lukke. Han må i al hast praje en taxa for at nå frem. På sin vej konfronteres han med virkeligheden i form af forskellige racistiske taxachauffører, som ikke gør det nemt for Peter at nå frem og samtidig bevare sine idealer.