Interview
05. dec. 2017 | 18:25 - Opdateret 06. dec. 2017 | 12:40

Hlynur Pálmason: Islandsk pokerfjæs

Foto | Michella Bredahl
Hlynur Pálmason iførte sig på uortodoks vis en af kalkmine-hjelmene fra Vinterbrødre i Ekkos billedserie fra #76, hvor han var en af instruktørerne i den nye generation, der blev fremhævet som ekstremt visuel.

”Jeg har skrællet huden af Vinterbrødre,” siger den islandske debutant Hlynur Pálmason, der ikke vil sammenlignes med nogen. Måske bortset fra Buster Keaton.

Af Freya Bjørnlund / Ekko #76

Hlynur Pálmason mødte en mand, da han var på rideferie med sin far i Island.

”Han fortalte os en smuk historie om en landmands hest. Den var blevet en del af familien. Nogle gange red landmanden til byen, og det tog tre dage. Uden for byen satte han hesten fri. Nogle dage senere blev han kørt hjem i bil. Og da han nåede til sin egen jord, stod hesten og ventede på ham.”

I Pálmasons første spillefilm Vinterbrødre er hesten blevet til en hund. En minearbejder fortæller historien om, hvordan hunden forgæves ventede på sin ejer, som forsvandt ned i kalkminen. Den nægtede at vige fra sin post. Men den blev også vred og begyndte at bide fra sig.

Peter Plaugborgs minearbejder ved ikke helt, hvad historien betyder, siger han i filmen. Det ved Hlynur Pálmason heller ikke, og han vil heller ikke vide det.

”Den skal ikke forstås intellektuelt. Men jeg ved helt præcist, hvad den gør ved mig,” siger han.

Den vilde natur
Sådan går den 33-årige instruktør og billedkunstner til sine film, og sådan håber han også, at publikum ser dem.

”Jeg prøver ikke på at være kløgtig,” siger han og vil gerne frabede sig højpandede analyser og ethvert forsøg på at stedfæste hans plads på hattehylden i filmkunstens alumneforening.

Han kalder det ”farligt” at nævne sine inspirationskilder – bortset måske fra Buster Keaton. Han kan bare ikke se pointen.

Heller ikke, når det amerikanske brancheblad Variety skriver ham ind i en bemærkelsesværdig ny generation af filmskabere fra Island som Guðmundur Arnar Guðmundsson (Heartstone), Rúnar Rúnarsson (Sparrows) og Grímur Hákonarson (Blandt mænd og får), der alle omfavner poesien i den vilde natur.

Han er fine venner med dem, men et organiseret filmkollektiv er der ikke tale om.

Vinterbrødre – der får dansk premiere den 7. december – ligner ellers et impressionistisk islandsk landskabsmaleri. Hvidheden er altomsluttende, alle træstammer er dækket af sne, og kalkstøvet letter aldrig fra minearbejdernes ansigter. Men hvidheden er ikke tyst. Den er farlig og kan hvert øjeblik eksplodere i ståpik og brodermord.

Den unge minearbejder Emil er forelsket i den nabopige, som hans storebror knalder. Og hans forsøg på at vinde pigen, broren og omverdenens anerkendelse slår fejl, da hans hjemmebrændte sprit er ved at tage livet af en kollega. Han har også en riffel, som han er klar til at bruge.

På kanten af fantasy
Hlynur Pálmason kalder filmen, der kom hjem fra premieren på Locarno-festivalen i Schweiz med fire priser, for en ”mangel på kærlighedshistorie”. Den natur, som interesserer ham, er dyret i mennesket.

”Emil er i kamp. Han er desperat for at klamre sig til noget, men på samme tid er han fremmed. Jeg ville klæde ham af til hans mest basale instinkter. Længslen efter at blive forstået, at være begæret og elsket og at knalde. Alle vores inderste behov, som er både smukke og brutale.”

”Vi har alle guilty pleasures i os. Der er mange flere sindssyge ting på folks telefoner end i Vinterbrødre.

Filmen er optaget i et kalkbrud i Faxe. Her kunne han skabe et ”univers på kanten af fantasy” ved at fjerne visuel støj fra virkeligheden.

”Jeg ville isolere Emil, jeg ville kun have én vej, ét hus, én mine og én kvinde. Jeg ville skrælle huden af filmen, ligesom Emil er styret af sine mest instinktive følelser. Og i Faxe var det hele inden for to kilometers radius. Mange af de lokale blev endda statister.”

Kvindeligt mysterium
Ligesom Emil har en film hårdt brug for omsorg, mener Hlynur Pálmason. Den må og skal elskes på trods. Især når den er en sær fisk og møder tvivl.

”Jeg havde en idé om, at filmen kom til at dele vandene, for den er ikke konventionel. Nogle ville gerne have en mere lineær fortælling, men det var aldrig planen.”

Anmelderne har indtil nu lænet sig i en begejstret retning. Men nogle stejler over nabopigen Anna. Hun bliver aldrig mere end et objekt for begær, lyder kritikken.

”Det er absurd at se Vinterbrødre udelukkende som en film om mænd og maskulinitet,” svarer Hlynur Pálmason.

”For hun er det varmeste i filmen. Hvis man virkelig vil have noget, som Emil vil have Anna, skal det ikke være nemt. Jeg ville ikke vise for meget af hende, for hun er 
et mysterium for ham. Men til sidst træder hun for alvor i karakter.”

Sørgesang i mørke
Til gengæld var der stående klapsalver til danske Elliott Crosset Hove, som modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle på Locarno-festivalen.

Pálmason og Hove klædte allerede hinanden i den roste afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, En maler. Her spiller Hove sønnen, som vender hjem for at tage et rasende opgør med sin selvfede kunstnerfar.

I begge film bruger skuespilleren hele sin krop og instruktøren hele sin billedramme til at skrige af både foragt for og længsel efter fader- og broderfiguren. Ofte uden ord og nogle gange med humor. For eksempel da vinterbrødrene hiver dillerne ud og ender i en pissekonkurrence. Buster Keaton stikker pokerfjæset frem.

”Autoriteter spiller altid en rolle i det, jeg laver.
 Alle har et faderkompleks eller broderkompleks. Også mig, jeg kommer fra en stor familie. Mine børn skal også pille mig ned som autoritet en dag. Hvis de altså har ret!”

Han sørger også for at betvivle sin egen autoritet med mellemrum, selv om det ikke er behageligt. Nogle gange tvivler han på sit eget materiale.

”Jeg var meget stædig med hensyn til en scene, hvor
 et stort kor af minearbejdere skulle synge en sørgesang i mørke. Jeg kæmpede for at få det til at virke. Men det føltes bare forkert. Så mumlede Lars Halvorsen, min lyddesigner, at han havde en idé, men at den var virkelig dum. Jeg insisterede på at høre den. Så sagde han: ’Hvad nu, hvis
 de gør som hunde i stedet for at synge?’ Det var fucking genialt!”

Trailer: Vinterbrødre

Hlynur Pálmason

Født 1984 i Hornafjörður, Island.

Udannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2013.

Afgangsfilmen En maler kan ses på Ekko Shortlist.

Spillefilmdebuten Vinterbrødre åbnede filmfestivalen i Locarno, hvor Elliott Crosset Hove vandt for bedste mandlige hovedrolle.

Vinterbrødre har dansk biografpremiere den 7. december.

© Filmmagasinet Ekko