13 dage, 13 nætter

Den franske instruktør Martin Bourboulons intense, men skematisk opbyggede krigsthriller 13 dage, 13 nætter bekræfter to ting på en gang. 

For det første, at filmens 60-årige stjerne Roschdy Zem sagtens kan bære en actionfilm alene og fremstår som det nærmeste, Frankrig nok kommer på en Liam Neeson-type. 

For det andet, at Bourboulon – der begyndte med succesfulde komedier som Daddy or Mommy og siden stod i spidsen for storbudget-produktioner som biopic’en Eiffel og to De tre musketerer-film – er en yderst kompetent håndværker uden en eneste original idé i sit repertoire. 

13 dage, 13 nætter er en ganske medrivende oplevelse, men den føles også så forudsigelig, at man ruller med øjnene. Filmen skildrer evakueringen af den franske ambassade i Afghanistan, efter at landet faldt til Taleban i august 2021. 

Mange vil huske billederne på sociale medier af kaos i Kabuls gader. Mennesker klamrede sig desperat til fly, mens de lettede fra landingsbanen i den nu omdøbte Hamid Karzai International Airport. Billederne understregede USA’s fiasko i et tyve år langt morads, som mindede om Vietnam-krigen. 

Færre kender dog den sande historie, der bygger på erindringerne fra Mohamed Bida. Han er en politichef med ansvar for at sikre hjemtransporten af franske ansatte, og i processen reddede han modigt hundredvis af afghanere. 

Vietnam melder sig da også i tankerne i en film, der låner fra Saigons fald-sekvensen i The Deer Hunter og ambassadescenerne i The Killing Fields. Bourboulon benytter sig også af den stiliserede realisme, man finder i Kathryn Bigelows post-9/11-thrillere, The Hurt Locker og Zero Dark Thirty. 

Men i modsætning til sine forgængere undlader instruktøren at give nogen reel geopolitisk kontekst til handlingen. Han fokuserer på spænding og følelser frem for det større billede. 

Det er ikke for at sige, at Mohamed Bidas historie ikke er værd at fortælle, og Roschdy Zem er bestemt et oplagt valg til rollen. Med ro og rutine guider Bida ambassadens ansatte gennem deres sidste dage på stedet, hjælper dem med at brænde dokumenter, destruere harddiske og forhåbentlig nå sikkert frem til lufthavnen. 

Men der er et problem. 

Uden for ambassadekomplekset har hundredvis af afghanere samlet sig i håb om at få politisk asyl. Og der står også en gruppe tungt bevæbnede Taleban-krigere klar til at åbne ild når som helst. 

Mohamed Bida må derfor beslutte, om han vil åbne portene og hjælpe de lokale, hvilket kan bringe hans franske kolleger i alvorlig fare. Mange i hans eget team er imod og mener, at risikoen er for stor. 

Men Bida er stædig og har et godt hjerte – en humanist, der både kan håndtere et våben og tage kampen op mod terrorister. Snart leder han evakueringen af de resterende franskmænd og de afghanere, han har valgt at beskytte. Han forhandler en sikker passage med Taleban, så de flygtende kan nå lufthavnen og flyve mod bedre horisonter. 

Hvis 13 dage, 13 nætter lyder som en white savior-fortælling, er det i store træk også tilfældet. Om end det i kraft af Bidas baggrund snarere er en fransk/algerisk frelser-historie, der stiller en masse gode fyre (herunder de amerikanske marinesoldater, som dukker op mod slutningen) over for nogle få onde mænd med AK-47’ere. 

Martin Bourboulon forsøger at variere udtrykket ved at tilføje to kvindelige personer. Det er en arabisktalende nødhjælpsarbejder (Lyna Khoudri) og en udenlandsk journalist (Sidse Babett Knudsen), som hver får deres egne heroiske øjeblikke. Men disse historiers forløb føles lige så mekaniske som filmens konstante musikspor, der veksler mellem suspense-fyldte basgange og tårepersende violiner. 

Instruktøren er bedst, når han fokuserer på den rå logistik i at flytte alle disse mennesker fra ét sted til et andet – blandt andet i en sekvens med en konvoj af busser, der snor sig gennem en uhyggeligt stille, natlig vej. 

Filmen byder på adskillige storslåede optrin, herunder et tidligt opgør uden for ambassaden mellem Bida og en Taleban-leder.

Instruktøren leverer også nogle af de bedre massesekvenser i nyere tid med brug af hundredvis af statister og overbevisende visuelle effekter, der får omfanget til at føles både episk og realistisk. 

Men hver gang filmen kommer tæt på sine karakterer, forvandles 13 dage, 13 nætter til en feelgood-øvelse i vestligt mod, der overvinder onde jihadister. 

Bidas historie kunne være blevet rørende, men her udspiller den sig som veltilpas Hollywood-heltemod eksporteret til udlandet og serveret med en tung dosis patos. 

Problemet er, at Bourboulon på lærredet aldrig helt formår at indfange det særlige, som fandt sted på den franske ambassade. I stedet læner han sig op ad genreklichéer og teknisk kunnen, så den enestående historie kommer til at føles alt for velkendt.