kortfilmanmeldelse
15. sep. 2022 | 11:19

18Frames, årgang 5 – afgangsfilm

Foto | Shila Sloth
Sara Klein Larsen er fremragende som den vandforskrækkede titelperson i tragikomedien Karla kan ik’ li’ vand, hvor hun forsøger at overvinde sin frygt.

Skønne afgangsfilm fra fynsk filmskole skildrer med overskud og finurligt filmsprog unge mennesker med ondt i sjælen.

Af Kjartan Hansen

Dimittenderne fra femte årgang på den fynske filmskole 18Frames positionerer sig stærkt i den danske branche med gavmilde og fængslende skildringer af sårbare mennesker.

Med ømhed, nysgerrighed og et levende filmsprog går deres dristige afgangsfilm – se dem på Ekkos hjemmeside indtil 26. september – lige ind i hjertekulen med skarpe historier om forskellige måder at have ondt i sjælen på.

Inspirationen fra dansk socialrealisme er til at få øje på. Men med deres fabulerende stil formår de mere end blot at holde et spejl mod samfundet, der svigter filmenes hovedpersoner.

Som seer kommer man så tæt på, at man ikke blot føler for personerne. Man føler med dem.

Hvor film om sindslidelser ofte fokuserer på depression og skizofreni, vælger de dygtige elever mere marginaliserede problemer som pornoafhængighed, vandskræk og ukontrolleret vrede.

Endnu engang markerer de sig som modige filmskabere med væsentlige beretninger, der skal opleves.

Death Grip

I sengen med kæresten Emilie er Noah distræt. Ud af det blå rejser den unge mand sig, tager tøj på og går. Ude af stand til at reagere på Noahs pludselige exit sidder hun tavs tilbage.

Næste dag, mens de handler ind, kan hun ikke holde det inde mere og spørger, om han er utro.

Det er han ikke.

Noah (Kasper Løfvall Stensbirk) ser porno, og faktisk er afhængigheden så slem, at han ikke kan gennemføre et samleje med kæresten. Undervejs møder han hverken forståelse eller opbakning, men får at vide, at mænd er klamme og skal tøjle deres drifter.

Et lille møl flyver altid symbolsk omkring ham. Ingen andre kan se den udskældte skabning, der er lige så forfulgt og uønsket, som Noah føler sig.

Instruktør David Silset iscenesætter mesterligt sin hovedpersons lyster med en betagende smuk montage af en kvindes mund, hænder og kraveben tilsat forvrænget lyd af mennesker, der stønner i ekstase.

Samtidig viser Kasper Løfvall Stensbirks sammenknyttede ansigt og mørket omkring ham, når han river den af på et offentligt toilet, hvor afskyelig og ensom Noah føler sig.

 

Karla kan ik’ li’ vand

Theodor Garnæs Kramer Engen har et malerisk øje for at finde den rigtige kameraindstilling. Samtidig har instruktøren tydelig kemi med sine skuespillere i tragikomedien om Karla, der vil overvinde sin vandskræk ved at arbejde i en svømmehal.

I en tåkrummende sjov scene sidder hun i forhallen og overhører sine nye kolleger bagtale hende, indtil de opdager den ventende kvinde. Så skifter de hurtigt tonen og siger, at de har glædet sig til at se hende.

Karla fordriver arbejdsdagen med at tørre gulv og vaske vinduer, mens de andre råber ad stamgæsten Bjarke, der løber i svømmehallen og generer de andre svømmere.

Sara Klein Larsen er fremragende i hovedrollen.

Frygten lyser ud af øjnene på hende, når hun en dag mister sit armbånd nede i bassinet. Uden andre til at hjælpe sætter panikken ind. Kameraet ryster, som var verden af lave, og der stilles skarpt på hendes ansigt.

For sit indre øje ser Karla mareridtsagtige syner, hvor hun spjætter ukontrolleret i vandet. Angsten manifesteres af gysende sekvenser i frøperspektiv og nærbilleder tilsat den gennemtrængende lyd af plasken og Karlas tunge vejrtrækning.

Karla kan ik’ li’ vand når med en spilletid på blot tretten minutter at gå en smule i ring, men slutningen er herligt euforisk.

 

Sværddrage

Hver morgen glæder Milo sig til, at pædagogen Nicki (Niklas Herskind) henter hende. Hun er anbragt på en institution for at lære at tøjle sin vrede.

Han er hendes eneste fortrolige og nyder at lære teenageren at frisere sit korte hår.

Både instruktør Amalie Maria Nielsen og hovedrolleindehaveren Anna Charlie Zerbib Streitz fortjener stor ros for den overvejende stumme, men indtagende præstation. Først halvvejs inde i filmen taler Milo, men hendes følelser er altid tydelige.

Instruktøren viser på nitten minutter sin mageløse fornemmelse for den menneskelige psyke. Hendes blik er rørende og fortjener at blive udfoldet i et længere format.

Imens en af de andre pigers raseriudbrud udfolder sig i baggrunden, står Milo veloplagt i gangen og venter på dagens første gruppesamtale inden undervisningens start.

Skuffet over, at Nicki ikke selv fortæller, at han har sagt op, er det nervepirrende at se makkerparret skære grøntsager. Han ved ikke, at hun har hørt om opsigelsen, og det er sitrende intenst, når han drillende skubber til Milo, der med kniven i hånden bliver mere og mere irriteret.

Undervejs er deres kemi nærværende og forførende, uanset om de fjoller, skændes eller mødes i øm omfavnelse.

Kommentarer

18Frames, årgang #5:
afgangsfilm

Death Grip
Instr. David Silset

Karla kan ik’ li’ vand
Instr. Theodor Garnæs Kramer Engen

Sværddrage
Instr. Amalie Maria Nielsen

Se filmene!

© Filmmagasinet Ekko