Kærlighedsromance og fransk retssalsdrama går ikke op i en højere enhed, selvom om skuespillet med vor egen Sidse Babett Knudsen er konstant tiltrækkende.

Hjemvendt Afghanistan-soldat med posttraumatisk stresssyndrom får sin sag for som privat vagt i interessant paranoia-film, der sår tvivl om forholdet mellem drøm og virkelighed.

Det er fristende at erstatte ”nymfoman” med ”kunstner” og læse Nymphomaniac som Triers poetik. Men den er også legesyg, poetisk og vis. Og så har den Triers måske bedste scene nogensinde.