Paul Thomas Anderson har lavet en moderat fed filmatisering af en meget filmvenlig roman frem for at udfordre sig selv og filmsproget ved at kaste sig ud i en ”umulig” filmatisering, der kunne været blevet mesterlig.

Portrætfilmen om hippiehelten Jacob Holdt er lige så rastløs som sin hovedperson og mangler det æstetiske greb, der kunne have gjort den til en stor dokumentar.

Ken Loach drejer en solid, socialrealistisk fortælling ind på et luftigt duftspor, der fører os højt op i humorens rige.