All of Us Are Dead

Den sydkoreanske underholdningsbranche brager derudad.

Instruktører som Bong Joon-ho og Park Chan-wook sparkede guldalderen i gang i 00’erne med film som Memories of Murder og Oldboy, og i 2019 snuppede førstnævnte tre Oscar-priser for Parasite.

Musikindustrien har også kapret specielt de unge gennem det sociale medie TikTok, hvor folk verden over har taget den såkaldte K-pop til sig.

Sidste år kom Sydkorea også med på seriefronten med megasuccesen Squid Game, der skildrer en bestialsk overlevelseskamp. Næste skud på seriestammen er en zombie-gyser.

All of Us Are Dead er en Netflix-serie i tolv afsnit af en time hver. De kreative kræfter bag serien er ligesom i Squid Game ikke kendte navne uden for Sydkorea.

Serienhar mange af de koreanske kendetegn. Den skifter konstant mellem drama, horror og komedie på en måde, som de fleste andre lande sjældent tør. Produktionsværdien er også tårnhøj, og selv de største amerikanske serier får kamp til stregen.

På et helt normalt koreansk gymnasium døjer eleverne med typiske ungdomsproblemer som karakterer, kærlighedsforviklinger og mobning. En af lærerne har dog gang i et genetisk projekt, der slår fejl og starter et udbrud af en zombievirus.

Herefter følger elevernes kamp for overlevelse samt politikernes forsøg på at begrænse spredning af virussen.

Historien er hørt før, og All of Us Are Dead fornyr ikke zombiegenren. Men serien skiller sig ud i blandingen af zombiegys og ungdomsdrama.

Den bruger lang tid på at etablere dramaet mellem eleverne og lærerne, inden virussen begynder at sprede sig. Dermed kommer gyserelementerne til at eskalere allerede eksisterende spændinger mellem personerne.

Det er bare mere voldsomt at slå en zombie ihjel, hvis du har været makker med vedkommende i fysik. Her minder serien om den japanske kultfilm Battle Royale, som ligeledes drager fordel af det ekstra drama i klasseværelset.

Det centrale tema i All of Us Are Dead er også tæt knyttet til skolegangen. Fysiklæreren laver virussen, fordi hans søn bliver mobbet. Den havde til formål at vække den indre lyst hos mennesker til at kæmpe imod, og igennem serien tvinges flere personer til at se skolens bøller i øjnene for at overleve.

Serien indeholder også klassekritik, når det skal afgøres, hvem der skal reddes ud af den smittede zone.

Den form for politisk og social agenda kendes fra George A. Romeros racismekritik i Night of the Living Dead og fokus på forbrugerkultur i Dawn of the Dead.

Modsat hos Romero bevæger zombierne i All of Us Are Dead sig hurtigt – i stil med den koreanske zombie-film Train to Busan. Det er afsæt for adskillige velkoreograferede og adrenalinpumpende actionscener.

Serien er visuelt imponerende med masser af blodige zombier, og de første to afsnit byder på nogle virkelig veludførte lange scener, hvor man bliver totalt opslugt i det fascinerende univers.

Særligt en scene i cafeteriaet lige efter udbruddet, hvor kameraet svæver rundt mellem desperate kæmpende, får én til at tabe pusten og kæben.

Til gengæld modarbejder den lange spilletid serien, som på mere eller mindre troværdige måder konstant er nødsaget til at finde på scenarier, der tvinger personerne ind i farezonen og ud af den igen.

Det kommer til at føles konstrueret i længden, mens det store ensemble også betyder, at man ikke for alvor kommer til at investere sig i nogen af hovedpersonerne.

I løbet af de tolv timer finder serien dog plads til at fokusere på aspekter af isolation, som en film sjældent vil have tid til. Det er sjovt at se, hvordan man løser toiletsituationen, når en flok piger og drenge fra 3.g er spærret inde i et klasseværelse!