Biografanmeldelse
27. juni 2019 | 10:59

Apollo 11

Foto | Neil Armstrong
Buzz Aldrin var det andet menneske i historien til at betræde månens overflade, og han blev foreviget af den første, Neil Armstrong, der som fotograf kan ses i visiret.

Bjergtagende smuk dokumentar om månelandingen er så insisterende autentisk, at konspirationstosserne må klappe i.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Det er et svært kunststykke at gøre en gammel traver lige så medrivende, som da man hørte den første gang.

Det mirakuløse fund af 11.000 timers råoptagelser fra tiden op til, under og efter månelandingen den 20. juli 1969 gør det muligt for instruktør Todd Douglas Miller at præsentere en af det 20. århundredes mest dækkede bedrifter lige så medrivende en effektlæsset blockbuster.

Ja, det er på sin vis mere medrivende.

For her er intet fiktivt lag mellem os og historien, intet syntetisk skær over de mageløse billeder af enorm rumteknik. Og det er bjergtagende, at virkeligheden har fæstnet sig efter alle Hollywoods regler på farvestrålende 70mm-film.

Man behøver ikke være diskret rumnørd for at føle et sug i maven ved synet af raketten, der spyer ild og røg og langsomt hæver sig mod himlen, mens horderne af tilskuere genspejler spektaklet i 60’er-solbriller og forruderne af deres dollargrin.

Øjeblikket finder sted i en tid, hvor nationer dystede på at drømme størst – og føre de drømme ud i livet. Det er det nærvær, der er filmens mål og eksistensberettigelse her i 50-året for opsendelsen af Apollo 11.

Todd Douglas Miller, der selv har klippet filmen, afholder sig fra forklaringer. Her er hverken talking heads eller fortæller, og vi holdes kun sparsomt opdateret om rumrejsens fremskridt med arkivklip af datidens tv- og radio-stemmer.

Filmen kræver lige netop det forhåndskendskab til forløbet, som de fleste af os besidder.

Efter nogen tid falmer billedernes wow-faktor måske, ikke mindst, da der skiftes til mere fallerede billedkilder såsom astronauternes egne måneoptagelser. Men det er også hjemmevideo fra en fremmed klode, hvilket unægtelig har sin egen fascinationskraft.

Af og til overvurderer Todd Douglas Miller sit eget materiale, for eksempel når han viser selve månelandingen alene fra raketten uden så meget som en astronaut i syne.

Den naturlige spænding i sådan en sekvens er enorm. Tænk bare på Damien Chazelles fiktionsudgave af samme historie: First Man. Men vi ved jo i sagens natur også, hvordan det ender. De lander på månen!

Det gavner portrættet umådeligt, at der åbnes en sprække ind til menneskene bag NASAs professionelle, hold-hovedet-koldt-facade. Vi får et indtryk af mændenes (der er kun én kvinde i kontrolrummet) personlighed gennem vittigheder og nyheder, som Ted Kennedys dramatiske biluheld, hvor han flygtede fra sin døde passager.

Den skandale fandt sted to dage, før Neil Armstrong satte foden på månen og kludrede sin landingstale, og hvor en bemærkning fra Houston til raketten om Ted Kennedy forankrer filmen historisk. Ellers kan man let forledes til at tro, at Jorden under missionens otte dage bevægede sig om månen – ikke omvendt.

Man muntrer sig også, da en af månemændene joker, at han vil gøre sit bedste for ikke at smække sig ude deroppe. Og et absurd øjeblik ser man katastrofen for sig: To astronauter, der stirrer på et nøglebundt gennem månelanderens koøje.

Små menneskelige detaljer i det overmenneskelige projekt. Det er her, man virkelig kan sætte sig i mændenes sted. Den insisterende autenticitet baldrer igennem alle ens forsvarsparader i biografmørket.

Hvis man så klatringsdokumentaren Free Solo, har man idé om, hvad der er i vente. Det er så let at forbinde popcorn og litervis af sodavand med dramatiske uvirkeligheder på det store lærred. Men nogle film slår en omkuld med ægthed.

Så må konspirationsteoretikerne tænke, hvad de vil. Ser man Apollo 11, bliver enhver tvivl om, hvorvidt månelandingen fandt sted, fejet af banen. Det er næsten som at være der selv!

Trailer: Apollo 11

Kommentarer

Titel:
Apollo 11

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Todd Douglas Miller

Medvirkende:
Buzz Aldrin, Joan Ann Archer, Janet Armstrong, Neil Armstrong

Spilletid:
93 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
27. juni

© Filmmagasinet Ekko