Biografanmeldelse
05. okt. 2017 | 00:02

Blade Runner 2049

Foto | Kata Vermes
Officer K (Ryan Gosling) vandrer ud i den radioaktive ørken omkring Las Vegas. Ethvert billede i Blade Runner 2049 kunne man hænge i et museum.

Denis Villeneuve gør det umulige og løfter fortsættelsen af Blade Runner til et overrumplende og majestætisk storværk. Årets smukkeste og mest vilde blockbuster.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Inden den hemmelighedsomgærdede Blade Runner 2049 blev vist for pressen, blev der læst en kort meddelelse fra instruktør Denis Villeneuve op.

Han bad anmelderne om ikke at afsløre noget af handlingen. Overhovedet.

Det har han god grund til. Den fransk-canadiske instruktør har skabt en film, der fortjener, at man møder den med et åbent sind.

Blade Runner 2049 er en formfuldent oplevelse, et højtravende, komplekst, inciterende og til tider frustrerende værk, der på flere punkter endda er bedre end sin hæderkronede forgænger.

I originalen, der foregår i 2019, spiller Harrison Ford en blade runner, en futuristisk noir-detektiv, der jagter undvegne replikanter. De er syntetiske mennesker skabt som disponibel arbejdskraft til de udenjordiske kolonier, hvorfra menneskeheden forsøger at sprede sig til stjernerne.

De er forment adgange til Jorden. Kommer de alligevel her, må de ”pensioneres” med en kugle for panden.

I år 2049 er replikanter allestedsnærværende, og ingen af dem er rebelske. De oprørske, tidlige modeller er erstattet af mere føjelige slaver, der er ude af stand til at såre mennesker.

Det er derfor de få tilbageværende gamle modeller, der bliver jagtet af filmens hovedperson, Officer K.

Ryan Gosling er i sit fåmælte hjørne som den afstumpede enspænder, der afslører sig selv i et håbefuldt blik, en tøvende fortielse eller den selvdestruktive måde, han skyller et glas vodka ned på.

K forskanser sine følelser, men åbner sig let modstræbende for sin kunstige kæreste, hologrammet Joi (Ana de Armas). Sådan holdes underklassen i ave i fremtiden, og man mærker på K, at han er smerteligt bevidst om, at den eneste kvinde i hans liv er programmeret til at elske ham.

Men gør det noget?

Den tematiske grundtanke i begge Blade Runner-film er, at grænsen mellem virkelighed og fiktion – organisk og syntetisk – er snublende let at overse og umulig at håndhæve.

Den pointe stod skrevet mellem linjerne i originalen. I den nye er det omdrejningspunktet for historien.

K gør tidligt en opdagelse, der truer med fuldstændigt at udviske forskellen mellem slaverne og deres herskere. Han bliver beordret til at slette alle spor af åbenbaringen, som naturligvis ikke skal afsløres her.

Efterforskningen leder ham på sporet af Harrison Fords aldrende replikant-jæger, der har levet i eksil i en menneskealder. Veteranskuespilleren bruger karrierens efterår på at gentage fortidens succeser, men han har aldrig været bedre end, når han finder nye udtryk i en gammel rolle.

K er på mange måder en variation over Fords karakter fra den første film, men i mødet med sin ældre kollega mærker han og vi, hvad livslang isolation gør ved et menneske.

Denis Villeneuves helt store styrke som instruktør er, at han lader filmen ånde. Han er ikke bange for en lang spilletid – og Blade Runner 2049 varer to timer og tre kvarter! – men er samtidig så dreven en historiefortæller, at han aldrig spilder tiden.

Da K for første gang tager sin kæreste med udenfor, ser hun barnligt forundret på regnen, der falder på hendes holografiske hænder. Fortællingen dvæler ved øjeblikket med fuld tillid til, at publikum ikke mister interessen.

Manuskriptet af Hampton Fancher og Michael Green er begavet, overraskende og mere sammenhængende end den opbrudte og sammensatte originalfilm. Til gengæld er dens svagheder ikke lige så mystificerende. Den gode historie bliver en smule for strømlinet hen mod en net afrunding.

I Blade Runner var det netop det uindfriede historiepotentiale bag de postmoderne, retrofuturiske billeder, der gjorde filmen kult og satte fantasien i gang. Forvirring under optagelserne og hovsa-løsninger i klipperummet skabte paradoksalt nok et fascinerende mesterværk.

Vil fremtidens filosofielever blive undervist i Blade Runner 2049? Næppe. Det er en fantastisk blockbuster, ikke en kultfilm.

Det understreges af musikken. Vangelis’ længselsfulde synth-toner er blandt filmhistoriens bedste underlægningsmusik. Hans Zimmer og Benjamin Wallfisch flirter med det samme udtryk, men kvitterer for mere anonymt pumpende score.

Man kan drømme om Jóhann Jóhannssons musik, der blev skrottet i ellevte time.

Billederne lader ellers ikke noget tilbage at ønske.

Den engelske mesterfotograf Roger Deakins er tretten gange (!) blevet stillet en Oscar i vente uden at få statuetten. Denne gang burde det lykkes.

Der er de endeløse rækker af trøstesløse betonblokke, der fortaber sig i horisonten. De halvt nedbrudte statuer af nøgne kvinder, der knejser over den skrigende orange stråledis rundt om fremtidens Las Vegas. De kilometerlange solcelleanlæg i ørkenen, der er ubrugelige, fordi solen kun når gennem smoggen som en bleg plet over horisonten.

Vi forbruger planeten ihjel og er for selvoptagede til at bemærke det. ”Jeg har aldrig set et træ før,” bemærker en prostitueret, da K viser hende et foto. ”Det er pænt!”

”Det er dødt,” svarer han.

Science fiction foregår i fremtiden, men handler om nutiden. Og dette er den bedste sci-fi-film i årevis.

Trailer: Blade Runner 2049

Kommentarer

Titel:
Blade Runner 2049 

Land:
USA, England, Canada 

År:
2017 

Instruktør:
Denis Villeneuve 

Manuskript:
Hampton Fancher og Michael Green 

Medvirkende:
Ryan Gosling, Harrison Ford, Ana de Armas, Jared Leto, Robin Wright 

Spilletid:
163 minutter 

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
5. oktober

© Filmmagasinet Ekko