Cold Storage

En dødelig svampeform når i 70’erne Jorden via en forskningssatellit. Eksperter i ABC-dragter formår at isolere uvæsnet, inden det når at dræbe alt liv på planeten. 

Vævsprøver gemmes i et underjordisk kølerum, som gennem årtier bliver næsten glemt. Oven over bygges et self storage-center bemandet af et par intetanende vagter. En dag lyder pludselig et advarselssignal, som kommer fra labyrinten af dunkle trapper og korridorer bag en skjult dør. 

Og så er fanden løs i Laksegade. 

Horrorkomedien Cold Storage er baseret på en science fiction-roman af David Koepp, som ifølge Wikipedia er ”den tredjemest succesrige manuskriptforfatter nogensinde målt på amerikanske biografindtægter”. Ud over manuskripter til blockbusters som Jurassic Park, Mission: Impossible, Spider-Man og War of the Worlds har han selv instrueret syv mindre kendte spillefilm. 

Filmens udgangspunkt med en farlig svamp gemt og glemt under et lager, hvorfra uvæsnet kan slippe ud og sprede sig som en pandemi af inficerede mennesker, minder til forvekslingen om den fremragende metagyser The Return of the Living Dead (1985), men har rødder endnu længere tilbage.

Urteksterne er H.P. Lovecrafts novelle The Colour Out of Space (1927), John W. Campbells kortroman Who Goes There? (1938), Nigel Kneales BBC-miniserie The Quatermass Experiment (1953) og Jack Finneys roman The Body Snatchers (1954). 

Det er fire endeløst kopierede værker, hvoraf Cold Storage selv refererer Finneys bog. Grundsokler til en tematisk svampepandemi af idéer, som har beriget populærkulturen i uoverskuelige mængder, inklusive en række af filmhistoriens hovedværker som John Carpenters The Thing fra 1982. 

Som horrorkomedie er Cold Storage en stilmæssig modpol til Robert Wises fine Michael Crichton-filmatisering The Andromeda Strain (1971), der også starter med forskere i ABC-dragter konfronteret med dræbersnask fra en nedfalden satellit. 

Cold Storage kommer ikke med nye idéer, men den underholder. Den er kun moderat uhyggelig og morsom, men der er fart over feltet, masser af konflikter (og venskab) mellem karaktererne, og monsteret bliver ved med at antage nye former – grønt slim, der langsomt breder sig eller eksploderer voldsomt og en stribe makabre mellemstadier. 

Uhyggeligst er et inficeret dådyr, en variation af det inficerede får i miniserien Alien: Earth. 

Lad os være kreative og kalde dræbersvampen en antropomycid – af anthropo- (menneske) + myc- (svamp) + -cid (dræbende). Som aldrende antropomycid-eksperter ses Liam Neeson og Lesley Manville, der forgæves forsøger at få omverdenen til at tage truslen alvorligt. Og hvis man husker virusklassikeren The Crazies fra 1973, ved man, hvad det ender med: en atombombe! 

I opbevaringsdepotet spilles de to unge vagter af Joe Keery fra Stranger Things og den engelske scream queen, Georgina Campbell. Vanessa Redgrave er en kunde, der har medbragt et skydevåben med planer om selvmord. Våbnet kommer mod filmens slutning til bedre anvendelse. 

Inden man afviser Cold Storage som det rene nonsens, må vi pege på svampearten ophiocordyceps unilateralis, kendt for at inficere myrer, som derved bliver til zombiemyrer. Så hvis man er nattevagt i Pelican Self Storage og pludselig hører en alarm bippe bag en skjult dør, bør man nok kontakte myndighederne. Hurtigt!