Biografanmeldelse
29. jan. 2026 | 21:16

Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor

Foto | A. Film

Jakob Martin Strids elskede børnebog er blevet til en forrygende filmoplevelse, der viser, hvordan det føles at være for lille til at blive stor.

Af Frederik Hoff

Hvor svært kan det egentlig være at lave kvalitetsunderholdning til de mindste, der hverken taler hen over hovedet på dem eller fordummer, samtidig med at den underholder de voksne?

Ret svært.

Ikke desto mindre er det netop, hvad instruktør Karsten Kiilerich og medinstruktør Stine Marie Buhl har gjort med Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor, en filmatisering af Jakob Martin Strids bog af samme titel fra 2018.

”Kommer Mumbo Jumbo nu?” lyder det hvert tyvende sekund fra et forventningsfuldt barn i Fields-biografen, hvor overtegnede ser filmen tidligere i dag.

”Først skal vi lige se en helt masse forfilm,” svarer en træt forælder, men da flodhesten endelig dukker op, er der ikke et øje tørt.

I bøgerne er flodhesten Mumbo Jumbo normalt sidekick til elefanten Mimbo Jimbo, men han viser sig som en stærk hovedrolle, der i filmen døjer med bogstavelige mindreværdskomplekser.

Hans lille dyrefællesskab er i gang med forberedelserne til en fest, men Mumbo er ikke stor nok til at hjælpe. Det nager den ambitiøse flodhest, men han kommer hurtigt til at fortryde det, da han spiser en”mysteriesvamp”.

Navnet lyder som den værst tænkelige kønssygdom, men er tættere på noget fra Alice i eventyrland og gør øjeblikkeligt flodhesten kæmpestor.

Først er det sjovt at bruge sin størrelse til at hjælpe med pyntningen. Men tårerne vælter frem, da Mumbo Jumbo må sove udenfor, fordi han er for stor til at komme ind i mors hus.

De pludselige flodhestetårer midt i det naivistiske univers smitter enhver, der har mærket de smertelige aspekter af at vokse op. Følelsen af at være for lille til at blive stor.

Den stakkels hippopotamus amphibius må nu vandre til Sibirien – det tager cirka halvandet døgn – hvor heksen Baba Jaga kan trylle ham lille igen. Tre venner tager med i et Pierre Baussin-badekar, svævende under en luftballon, som Mumbo Jumbo trækker med sig.

Den simple, finurlige historie stråler af fortælleglæde, hvor den sjove idé konsekvent trumfer logik.

Da vennerne lægger sig til at sove op ad en tankstation, dukker en kat op og spiller en dybfølt guitarsolo a la Carlos Santana. Da badekarluftballonen svæver op i verdensrummet, støder den på en venlig satellit, som er fyldt med vingummibamser og følger med videre i eventyret.

Halfdan E står bag den herligt farverige musik, som stikker i mange retninger i takt med fortællingens skøre udsving. Horret Kuus’ lyddesign får det komisk lille univers til at føles enormt – især lyden i satellitscenen er kæmpestor.

3-d-animationen på selskabet A. Film, der også står bag Ternet Ninja-filmene, bliver bare flottere og flottere for hver film. Men kompleksiteten går ikke i vejen for den naive streg, som gør historien så nem at følge for publikummer i alle aldre.

Et ekstra klap på skulderen skal uddeles for det uimodståelige måneskin på vandet, da Mumbo Jumbo vader igennem oceanet midt om natten.

Flodhesten viser sig som en realistisk barnehelt, der ofte har brug for en lur og aldrig mister sin nervøse sårbarhed. Victor Spanning spiller ham hele vejen igennem som en lilleflodhest, lige meget hvor stor han er.

”Jeg fortsætter, selv om jeg ikke kan mere,” siger Mumbo Jumbo og giver børnene et glimrende forbillede.

I karaktergalleriet stråler også Peter Zhelders neurotiske krokodille, der modvilligt udlåner sit fine badekar, Kirsten Lehfeldts kaotiske Baba Jaga, Lars Mikkelsens fattede mandril og Peter Frödins vidunderligt ængstelige tapir.

Det er anden gang, A. Film rammer plet med en Jakob Martin Strid-bog. Det skete først med Den utrolige historie om den kæmpestore pære, og man må håbe, at forfatteren kan skrive endnu en bog med ordet ”kæmpestor” i titlen, så vi kan få en regulær trilogi af glimrende børnefilm.

Alternativt kan Mimbo Jimbo og de store elefanter fra 2012 eventuelt skrives om til Mimbo Jimbo og de kæmpestore elefanter.

Efter lang tids frygtelig tørke på børneområdet er dansk film kommet stærkt tilbage med flere gaver til de store og mellemstore børn.

Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor er den kæmpestore oplevelse, der har manglet til de helt små biografgængere.

Trailer: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor

Kommentarer

Titel:
Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor

Land:
Danmark

År:
2026

Instruktør:
Karsten Kiilerich

Medinstruktør:
Stine Marie Buhl

Manuskript:
Karsten Kiilerich

Medvirkende:
Victor Spanning, Peter Frödin, Annevig Sifka Schelde Ebbe, Rebecca Rønde Kiilerich, Cecilie Stenspil, Peter Zhelder, Kirsten Lehfeldt, Lars Mikkelsen

Spilletid:
83 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
29. januar

© Filmmagasinet Ekko