Streaminganmeldelse
22. okt. 2021 | 18:23

Dave Chappelle: The Closer

Foto | Netflix
Komikeren Dave Chappelle skifter mellem pjattede vittigheder og forvirrende forklaringer i sit show, der især handler om transkønnede.

Komikerens ret er at gå over grænsen, men Dave Chappelles fremhævelse af et venskab med en transkønnet er et utroværdigt alibi for pinagtigt nedladende vittigheder.

Af Frederik Hoff

”Til Norm,” står der til sidst i Dave Chappelles nye standup-special, som passende er dedikeret til den nu afdøde ven: provokomikeren Norm Macdonald.

Den 75 minutter lange optræden er den femte og sidste special, Chappelle laver for Netflix, og vreden over showet har spredt sig som en steppebrand.

Den fik i onsdags Netflix-ansatte til at forlade deres arbejdspladser i protest, og selv tjenestens direktør har måttet beklage sit umiddelbare forsvar af Chappelle.

”Jeg kommer med fred,” forsikrer 48-årige Chappelle ellers den LGBTQ+-gruppering, som i mange år har set sig gal på ham på grund af vittigheder, der skiftevis går til kanten og ryger ud over den.

Men løftet, der kommer tidligt i The Closer, er han ikke i stand til at holde.

En ”closer” betyder den afsluttende bid af en optræden, som gerne skal toppe alt andet. Og for den amerikanske komiker er et komisk angreb på LGBTQ+-fællesskabet en oplagt closer på hans Netflix-kvintologi.

En komiker kan tillade sig at sige vanvittige ting, uden at vi som publikum behøver tage det seriøst.

Det er narrens privilegium.

Og havde Dave Chappelle holdt sig til med vanlig charme at smile sig igennem stikpiller til LGBTQ+ og kvinder, var showet aldrig blevet brandfarligt.

Er man til Chappelles selvfede oneliner-stil, er store dele af The Closer ret sjovt – ikke mindst en gennemgående joke om staten Israel.

Og som han selv siger, har han ikke forfulgt os for at tvinge os til at se med: Vi kan jo bare slukke!

Problemet er, at Chappelle imellem fjollerierne insisterende forsøger at forklare publikum, hvad han i virkeligheden mener. Showet skifter i pendulfart mellem klovneri og prædiken, og publikum klapper og hujer lige manisk ad begge dele.

På trods af de foredragsagtige forklaringer er det imidlertid umuligt at hitte rede i, hvad han egentlig forsøger at sige.

Den eneste nogenlunde forståelige pointe er, at bevægelser som #Metoo og LGBTQ+ ofte overser raceproblematikker – en udmærket observation.

Men undervejs i showet kammer det over, og pludselig står en af verdens rigeste og mest berømte komikere og undskylder sin ofte hånlige homofobi med, at han er sort, og sorte har det værre.

”Hvad mener transkønnede med, at de er et folk? Blev de kidnappet fra Transsylvanien som slaver?” lyder logikken.

Især USA’s transkønnede minoritet får én over nakken i sidste del af showet, og her bliver det til tider grimt. Chappelle er træt af, at han i mange år er blevet kritiseret af transpersoner. Især er han træt af anklagen om, at han sparker nedad.

Men det er lige præcis, hvad han gør.

For ingen tvinger den ekstremt privilegerede komiker til igen og igen at tale om transkønnede. Det er hans valg, og det er tydeligt, hvorfor han gør det.

Allerede første gang han nævner transkønnede, kan en mand i publikum ikke undertrykke et forventningsfuldt ”ahaaa”.

Og da han fortæller en historie om at slås med en meget maskulin kvinde på en bar, kvitterer en anden med stående applaus. Chappelles publikum elsker tydeligvis det kontroversielle stof.

Komikeren har ret til at gå over grænsen, men folk har også ret til at blive stødt, og det er ynkeligt at høre en så erfaren komiker klynke over reaktionerne, når han tydeligvis selv opsøger dem.

I showets afslutning går det helt galt. Her fortæller Chappelle en trist historie om sin ven og kollega Daphne Dorman, der tog sit eget liv få dage efter at have forsvaret Chappelles tidligere trans-jokes.

Der er intet bevis for, at Dormans død havde noget at gøre med vrede reaktioner på hendes forsvar, men Chappelle kæder tingene sammen og bruger usmageligt sit venskab som skjold mod transfobi-anklagerne.

Men Chappelle burde vide, at det er lige så råddent som det ældgamle argument, at man ikke kan være racist, hvis man har en sort ven.

Det er smukt, at Chappelle har lavet en fond for Dormans datter. Men hans gode forhold til en enkelt transkvinde og hendes familie har intet at gøre med hans forhold til en hel bevægelse, og det virker som et desperat alibi.

Historien sluttes af med en forvirrende konklusion, der i værste fald kan tolkes som, at transkønnede blot er en opfindelse, der skal undertrykke sorte.

”Det eneste, jeg beder jeres fællesskab om, er at stoppe med at sparke på mit folk,” siger han med en alvorlig mine, hvorefter klapsalve nummer tusind indtræffer.

I Chappelles indskrænkede verden eksisterer sorte transkønnede tilsyneladende ikke. 

Trailer: Dave Chappelle – The Closer

Kommentarer

Titel:
Dave Chappelle: The Closer

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Stan Lathan

Manuskript:
Dave Chappelle

Medvirkende:
Dave Chappelle

Spilletid:
75 minutter

Premiere:
5. oktober på Netflix

© Filmmagasinet Ekko